Da vi første gang mødte Saul Goodman i ’Breaking Bad’, var han så outreret, at det var svært at forestille sig, at der gemte sig nok menneskelig substans i karakteren til, at den kunne være mere end en sidebemærkning.
Derfor var der også stor skepsis, da det for år tilbage blev annonceret, at den planlagte spin-off på ’Breaking Bad’ skulle tage udgangspunkt i den skruppelløse advokat med de vanvittige tv-reklamer. Men den skepsis er blevet gjort eftertrykkeligt til skamme.
For bag Saul Goodmans store, kejtede armbevægelser gemmer sig en gribende dannelsesberetning om Jimmy McGill, der forvandler sig fra lusket og nogenlunde lovlydig advokat til Saul ’Friend of the Cartel’ Goodman. Som med alle store dramaer ligger genialiteten i karakterernes relationer, og Vince Gilligan og Peter Gould skildrer på suveræn vis, at klovnen ifører sig sin make-up.
Annonse
Jimmy McGills hamskifte til Saul Goodman er stærkt influeret af hans problematiske forhold til den ældre bror Chuck. Jimmy har en naturlig grænsesøgende karisma, der gør ham socialt velanset, men professionelt suspekt. Chuck er tilknappet, en smule akavet, men yderst pålidelig og respektabel. Hver især afskyr de og misunder hinandens kvaliteter.
Det giver hjertevarme scener, som den hvor Jimmy får sin advokatlicens, og brødrene i fællesskab synger ’The Winner Takes It All’ på en karaokebar, indtil de falder i søvn side om side. Men oftest ender det i decideret ubehag, hvor Jimmy gang på gang udstilles som en legesyg hundehvalp, der smadrer al husets porcelæn med sin logrende hale, mens Chuck ikke kan forlige sig med hans kaos.
Jimmy McGill tiltrækker sig som seriens hovedrolle selvfølgelig sympati, men hans selvdestruktive adfærd får i sandhed vores hjerter til at banke for hans bedre halvdel Kim, der går så grueligt meget igennem i hendes forsøg på at hjælpe alle svage sjæle, hun kommer i kontakt med. Og så er der Nacho og Mike – forbindelsen til den kriminelle underverden, der hele tiden ligger og ulmer uden for retslokalet. Nacho er den sympatiske gadedreng, der har svøbt sig selv ind i en verden, hvis konsekvenser han ikke kan overskue. Man håber det bedste for ham, men frygter det værste. Og Mike er en slags forbrydernes vicevært.
Med historiens tungeste øjenlåg bevæger han sig elegant rundt blandt kartelbosser, narkohandlere og amfetamindistributører med en snilde og en overlegenhed, der efterlader os med nul tvivl om, at han er manden, man skal have fat i, hvis lortet brænder på.
Alt det eminente drama udspiller sig i New Mexico under Albuquerques evige blå himmel og uendelige ørkenvidder, og scenografien fortjener en doktorafhandling i sig selv. Hvert skud er ladet med metaforer og historiefortælling, og særligt seriens montager er værd at hylde.
’Better Call Saul’ er en af alle tiders bedste serier, og det bliver uhyre interessant at se om sjette og sidste sæson kan leve op til de foregåendes tårnhøje niveau. Hvis det er tilfældet, vil den være bedre end dens faderserie ’Breaking Bad’. Den havde de færreste set komme.
Annonse
Tre andre serier du skal se:
’The Offer’
Dramaet bag kameraet under tilblivelsen af Francis Ford Copppolas ’The Godfather’ var til tider større end det, der foregik i selve filmen. I en ny serie følger vi produceren Albert S. Ruddy (spillet af Miles Teller) være oppe mod både mafiaen og filmstudierne, der smed penge efter filmatiseringen af Mario Puzos bog.
Kan ses på Paramount+.
’Moon Knight’
Oscar Isaac er normalt garant for store skuespilpræstationer. Også derfor er der formentlig meget at glæde sig til i Marvel-serien ’Moon Knight’, hvor Isaac spiller en plaget marinesoldat, som lider af en personlighedsspaltning og genopstår som superhelt.
Kan ses på Disney+.
’Winning Time’
Det er langt fra sikkert, at fiktionsserien med undertitlen ’The Rise of the Lakers Dynasty’ kan nå højderne fra dokumentaren ’The Last Dance’ om Jordan og Chicago Bulls fra 2020. Men mindre kan også gøre det. Adam McKay står bag, mens John C. Reilly har hovedrollen som Jerry Buss, der køber L.A. Lakers. Quincy Isaiah spiller Earvin ’Magic’ Johnson.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.
