Blev løsladt forrige fredag: Nu annoncerer DMX jubilæumstour for 'It’s Dark and Hell Is Hot'

Stjernerapperens debutalbum er rundet de 20 år, og det skal markeres med 32 koncerter i USA.

Blev løsladt forrige fredag: Nu annoncerer DMX jubilæumstour for 'It’s Dark and Hell Is Hot'
Offentliggjort

DMX forlod fængslet i West Virginia som en fri mand fredag den 25. januar efter at have udstået sin straf på et år for skattesnyd. Men DMX, hvis borgerlige navn er Earl Simmons, har siden løsladelsen ikke haft brug for at ligge på den lade side.

Han har netop offentliggjort en stor USA-tour, der allerede begynder næste måned. Mens rapperen var i fængsel, fyldte hans debutalbum 'It’s Dark and Hell Is Hot' 20 år i maj 2018, og det skal fejres med en jubilæumstour.

'It's Dark and Hell is Hot' gav DMX stjernestatus i rapverdenen, da albummet strøg ind på førstepladsen på de amerikanske hitlister i 1998. En bedrift, hans næste fire albums også gentog. Men efterfølgende er DMX mest blevet bemærket for en næsten endeløs række af dumheder og fængselsdomme for blandt andet dyremishandling, ikke at betale børnepenge og for at være i besiddelse af stoffer. Hans seneste dom fik han for at have snydt det amerikanske skattevæsen for 11 millioner kroner.

Jubilæumstouren bringer ham i første omgang ikke til Europa, men man har lov at håbe. Faktisk har DMX aldrig givet koncert i Danmark, men har aflyst de tre gange, han var booket. Senest på spillestedet Train i Aarhus i 2014.

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Hiphop