Carsten Bjørnlund: ”Hold ud. Tro på det”

”At jeg er vokset op med en mor, som havde svært ved at se ud over sine egne følelser. Alt afhang af, hvad hun lige følte på dagen, så det var ikke let for mine brødre og mig at navigere i hjemmet. Hun kunne være glad og mild, og hun kunne være hidsig og kolerisk. Andre gange lå hun bare oppe i sin seng. Det har gjort, at jeg ret tidligt udviklede færdigheder til at læse situationer og stemninger og mennesker, og det er nok noget, jeg også bruger ret direkte i mit arbejde. I mange relationer har det også været en hæmsko, men det er helt klart det, der har defineret mig stærkest: At vokse op under en meget følende mor.”

”Meget tidligt vidste jeg, at jeg skulle være skuespiller, og jeg har altid fået at vide, at jeg var god, så på den måde har jeg jo altid vidst det – med hjernen. Men det var først i slutningen af min uddannelse på Teaterskolen, at jeg accepterede mit talent og turde stole på det. Pludselig kunne jeg slappe helt af og hvile i visheden om, at det var godt nok.”

”Jeg er begyndt at tænke en del på, at livet har lige så mange mørke som lyse sider. Lige så mange tunge udfordringer, man skal arbejde med, som opture. Men det ville jeg nok tøve med at fortælle mig selv som barn, for jeg tror, at det vil være for desillusionerede en indsigt at have for tidligt i livet. I stedet ville jeg sige: ’Hold ud. Hold fast. Tro på det. For når først man er ovre det, der er mørkt, kommer der lys.’”

”For nylig talte jeg med min ældste søn om at sige undskyld og søge og give tilgivelse. Det var en længere samtale, vi havde, men essensen var, at når man kan nå hen et sted i livet, hvor man kan tilgive og bede om tilgivelse, så er man nået et godt sted hen. Ingen går gennem livet fejlfri. Der vil være masser af grunde til at skulle sige undskyld undervejs, og der vil være masser af grunde til undervejs at tilgive folk noget. Jo hurtigere man når derhen, jo bedre. Hvis du har et skænderi med din kæreste, kommer I først videre, når du enten har sagt undskyld eller tilgivet, at hun eller han har gjort et eller andet, som du blev ked af.”

”Jeg var engang så fuld, at jeg kom til at pisse ned ad en vens trappe. Inde i hans hus. Jeg magtede åbenbart ikke at gå ned på toilettet, som lå nedenunder for enden af trappen. Jeg kan ikke selv huske, at det skete. Jeg ved bare, at jeg vågnede op næste morgen, og så var der utrolig dårlig stemning. Der var sådan et kokostæppe på trappen, kan jeg huske ... Det var en ret stor tilgivelse.”

”Engang, da jeg var 22, gik jeg rundt inde ved Det Ny Teater mellem Vesterbrogade og Gammel Kongevej i København sammen med en, der hed Søren. Det var før, der rigtig var noget, der hed parkour.

På en eller anden måde fik vi forvildet os op på et tag. Når man står deroppe og kigger rundt, så ser man ikke højdeforskelle og afstande, man ser bare en rute. Og den tog vi så. Vi gik rundt på tagene og nåede til et point of no return, så vi havde kun én vej til at komme hjem.

Vi skulle ud over et skråt tag, hvor der var et loftvindue ude på midten, som vi skulle strække os ud til. Søren gik først over, og da det var min tur, gled min fod på vinduet, og jeg begyndte langsomt at glide nedad mod tagrenden. I sidste øjeblik fik jeg fat i bunden af vinduet. Der havde jeg helt klart en fornemmelse af, at jeg var i livsfare. Og hvis jeg ikke havde fået fat i det vindue, var jeg jo sikkert også pænt meget død.”

”Det er meget forskelligt. Der er nogen, der har svært ved at skelne mellem selvet og egoet, og det kan godt forstyrre deres hverdag. Så kan de ikke gå på restaurant uden at slappe af, fordi de føler, at folk kigger på dem, eller at de er nødt til at opføre sig på en bestemt måde.

Det må være pisse anstrengende at have det sådan. Næsten anstrengende nok til, at man skulle vælge noget andet at lave, synes jeg. Jeg føler ikke, at jeg har ændret mig, efter jeg er blevet en offentlig person. Slet ikke. Det er klart, at jeg ikke går i byen og drikker mig fuldstændig ned længere. Jeg ville ikke have noget imod at tage på eksempelvis Roskilde Festival og drikke mig fuld, men bare at give slip og gå ind i den der helt sorte brandert, det ville jeg hellere gøre til en privat fest. Men jeg føler ikke, at jeg er blevet en anden.”

”For ikke så længe siden havde jeg pludselig så ondt i armen, at jeg ikke kunne foretage mig andet end at sidde på sofaen og græde, indtil jeg måtte bede min hustru om at køre mig på skadestuen. Uanset om jeg tog piller eller ej, gjorde det ondt. Og det blev ved. Det viste sig at være noget, der hedder karpaltunnelsyndrom.

De muskler, der styrer fingrene, sidder oppe i underarmen, og alle senerne skal ned gennem håndleddet. Der var åbenbart opstået nogle forsnævringer, og det gjorde sindssygt ondt. Jeg havde mest af alt lyst til at tage en økse og hugge min arm af.

Jeg kom is på den, slog på den, masserede den, prøvede at slynge den rundt i rummet. Ingenting hjalp. Det var bare sådan en brændende, vedvarende smerte. Efter nogen tid forsvandt symptomerne, og jeg kan igen bruge hånden frit, men jeg skal til en reumatolog og finde ud af, om det er noget, der kræver operation.”

”Nej. Jeg er bange for at blive syg, men jeg er ikke bange for at dø. Jeg har ikke noget imod, at jeg en dag skal herfra. Men et langtrukkent sygdomsforløb, hvor man mister værdighed og påfører omverdenen en masse besvær og følelser – alt muligt negativt – det har jeg ikke lyst til. Så hellere bare et clean cut, du ved. Puf.”