De 5 bedste film om amerikansk historie

I øjeblikket vælter nyhederne ud af USA. Fælles for mange af dem er, at historien står og glaner på hvert eneste gadehjørne. Nogle vil holde fast i den, andre vil af med den. Vi udpeger de bedste fortællinger om amerikansk historie, som du kan finde på streamingtjenesterne.

De 5 bedste film om amerikansk historie
Offentliggjort

USA har siden anden verdenskrig haft en vægtig plads i den øvrige vestlige verdens bevidsthed. Der er ligefrem blevet talt om, at vi danskere er ’amerikaniserede’, fordi kulturen fra The Land of the Free siden 1950’erne har påvirket alt fra vores tøjstil til vores musik- og filmsmag.

Men i de seneste knap fire år er blikket på Nordamerika skiftet. Skepsissen er blevet større, siden en realitystjerne blev valgt til præsident. Donald Trumps præsidentperiode har blandt andet være kendetegnet ved massevis af demonstrationer, der forsøger at gøre op med fortællingen om USA. Statuer væltes, og politiet skælver, mens præsidenten virker som om, han har svært ved at høre tidsånden komme buldrende.

Blikket på USA som noget skyggefuldt frem for the shining city upon a hill har imidlertid altid eksisteret ét sted. I filmverdenen. Hvis man vil forstå, hvad der har skabt USA og sendt landet på den kollisionskurs, det befinder sig på i dag, er nationens bedste film fra de senere år et godt sted at starte. Heldigvis ligger de på streamingtjenesterne.

Detroit

Skal man kun se én film om racespændinger netop nu, bør det være’Detroit’. Kathryn Bigelows lille mesterværk fra 2017 er uafrysteligt, fordi det viser, hvor dybt og brutalt racismen stikker i USA. Filmen foregår med de voldsomme raceuroligheder i byen Detroit i 1967 som bagtæppe, men handlingen centrerer sig om det undseelige Algiers Motel. Politiet stormer motellet, og Bigelows mesterskab ligger i – fuldstændig som i hendes Oscar-vinder ’The Hurt Locker’ og hendes bin Laden-film ’Zero Dark Thirty’ – at vise alle uhyrlighederne, da betjentene finder fem sorte mænd og to hvide kvinder på Algiers Motel. På sin vis er ’Detroit’ et kammerspil, hvor racismen siver ud fra alle hotellets hjørner, men som fortælling er filmen en frygtelig vedkommende og ubehagelig oplevelse lige netop i disse måneder.

Kan streames på TV 2 Play

First Man

Damian Chazelles seneste film var noget helt andet end de musikalske ’Whiplash’ og ’La La Land’. Og så alligevel ikke. For man tages med ud i verdensrummet på en ny og livlig måde. Og her spiller lydenes – som i Chazelles andre film – den mest centrale rolle. Der er mange myter om det store, stærke USA, der indtog rummet på rekordtid i et rumkapløb med Sovjetunionen i 1960’erne, men ’First Man’ fortæller om, hvor indædt og alligevel usikker denne kamp var. Alt ryster og rumler om ørerne på astronaut Neil Armstrong og holdet, men da fødderne endelig bliver sat på månen, er det i fuldstændig stilhed. Ryan Gosling storspiller som Armstrong, og ’First Man’ viser, at glorificeringen hører til i en anden tid.

Kan streames på C More

The Wolf of Wall Street

Martin Scorsese har ofte ramt den amerikanske sindsstemning, inden den gik op for landets befolkning. I 2013 var mange da også forundrede over, hvorfor mesterinstruktøren – der gennem tiden har serveret USA’s op- og nedture i ’Taxi Driver’, ’Raging Bull’ og ’Goodfellas’ – skulle lave en film om vanvid, rigdom og kriminalitet. Var USA ikke ovre det afskyeligt overfladepolerede? lød kritikken. Men her i 2020 rammer ’The Wolf of Wall Street’ faktisk fuldstændig plet med sit vanvittige tempo. Leonardo DiCaprio spiller den viltre sjakalbørsmægler Jordan Belfort, der får banket en korrupt virksomhed op, og ved at lægge beatet fra Kanye West-nummeret ’Black Skinhead’ ind igen og igen undervejs i filmen skaber Scorsese en tindrende fornemmelse af galskab. ’The Wolf of Wall Street’ er en elegant udstilling af den amerikanske sjæl.

Kan streames på Netflix

Amazing Grace

Det her er en dokumentarfilm. Men ’Amazing Grace’ fra sidste år virker næsten for overnaturlig til at være ægte. Det skyldes, at Aretha Franklin synger, så man falder ned fra sofaen. I januar 1972 var sangerinden på toppen af sin karriere, men hun fandt alligevel tid til at indspille gospel-albummet ’Amazing Grace’ live i New Temple Missionary Baptist Church. Udenfor ulmede racespændingerne i Los Angeles. Indenfor fik tilskuerne en spirituel oplevelse, og i de gamle, skramlede optagelser skabes der dermed en større fortælling om USA. Amerikanerne kan mødes om religion, men også om deres store helte. Aretha Franklin var én af dem. Hun viste, at talent ikke kan holdes nede, og at verden kan stå stille et øjeblik, når talentet udfoldes. Tåre-turene hos både publikum og sangerinden vil ingen ende tage. ’Amazing Grace’ er en helt særlig koncertfilm, der trækker tråde frem til Amerika i dag.

Kan streames på C More

Once Upon a Time in Hollywood

Quentin Tarantinos seneste film er én af hans allerbedste. Og ikke nok med det, så omskriver den også amerikansk historie. At tage de berygtede Manson-mord og twiste deres fortælling er ikke bare flabet. Det er også et bevis på en kolossal historiebevidsthed. For i det glinsende år 1969 drejer Tarantino sin film omkring den fallerede skuespilstjerne Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) og hans stuntmand Cliff Booth (Brad Pitt), mens en sidehistorie følger Sharon Tate (Margot Robbie), som i virkelighedens verden blev dræbt af Charles Mansons klan i netop 1969. Hvert eneste billede i ’Once Upon a Time in Hollywood’ er så elegant nostalgisk, at man suges ind, men samtidig har Tarantino et eminent blik for, at verden i slutningen af 1960’erne var ved at ændre sig for altid. Det her er et portræt af USA, som landet aldrig har set sig selv før.

Kan streames på Viaplay

Se, hvad vi ellers skriver om: Film, Streaming, USA, Netflix, Viaplay og Casper Hindse