24. Drakeo the Ruler ’The Truth Hurts’
Sikke et år det havde været for Drakeo the Ruler, der var blevet frikendt for anklager om mord og udgivet nogle af sine bedste værker. Og så blev han, med en vestkystrappers utålelige forudsigelighed, stukket i nakken med en kniv og dræbt 19. december. Sådan endte historien om en rapper, der døde 28 år gammel, men lever videre i skikkelse af et slagkraftigt kuld af unge rappere, for hvem Drakeo the Ruler var den største og vigtigste, der var.
Han var den ukronede konge af det off-beat-flow, der hakkede sig gennem det amerikanske hiphoplandskab i årene mellem 2017 og 2019. Samtidig sad Drakeo the Ruler i fængsel for ulovlig våbenbesiddelse og en anklage for mord, han senere blev frikendt for. Det var herfra, han indspillede det snart sagt ikoniske album ’Thank You for Using GTL’ fra en fængselstelefon. Hans nyeste plade ’The Truth Hurts’ er indspillet i en rigtig mikrofon, men det tager vi også med. Drakeo nærmest hvisker sig gennem hele pladen over beskidte trapproduktioner, og efterlader sig en isnende kølig plade, der er en af årets bedste fra hiphoppens moderland. Det kan selv ikke en gabende kedelig Drake-feature ændre på.
Højdepunkter: ’Intro’, ’10’, ’Engineer Scared’.
Magnus Kraft
23. Lucy Dacus 'Home Video'
Som barn i et baptistisk trossamfund med strenge regler var internettet en fristende adgang til en ny verden for Lucy Dacus. Her kunne hun i det skjulte gå på opdagelse på inspirerende hjemmesider og finde musik og film, som hun ikke kendte til. Men kirkens ledere kiggede børnene efter i sømmene, og da Lucy blev opdaget, blev hun tvunget til at slette al sin musik på iPod'en, har hun fortalt i interviews. Hun kæmpede dog for at få lov til at beholde Snow Patrols 'Chasing Cars'.
Netop opvæksten i et trossamfund, de mangelfulde forældre og dårlige kæresteforhold er omdrejningspunktet på indiekunstnerens ærlige og sårbare album 'Home Video'. Det er første gang, at hendes tekster er så direkte og tager afsæt i hendes eget liv. Teksterne er så udleverende, at Lucy Dacus ligefrem går og frygter for konfronterende telefonopkald fra sangenes hovedpersoner, har hun fortalt op til udgivelsen.
Lucy Dacus er en del af den fantastiske kvindelige indiebølge med blandt andre Phoebe Bridgers, Julien Baker og Snail Mail. Trofaste læsere af vores albumlister ved, at jeg er stor fan af dem alle.
Udover udviklingen tekstmæssigt har Lucy Dacus med 'Home Video' også musikalsk tilført flere lag, så det ikke kun er så indie-spinkelt. Guitarens lange og stodladne klangflader til sidst på åbningsnummeret 'Hot & Heavy' får pludselig Lucy Dacus til at minde om The War On Drugs, mens 'Brando' er en Taylor Swift-popsang værdig.
Fed udvikling hos Lucy Dacus, der så afgjort fortjener en plads på denne liste.
Højdepunkter: 'Hot & Heavy', 'Thumbs', 'Brando'
Teis Jeppe Gørtz
22. Artigeardit ’Held & Lykke Med At Komme Hjem’
Det her er måske ikke Artigeardits bedste udgivelse, men mørkhøjpoeten er for tiden så højtflyvende, at selv hans næstbedste skal hædres. Med en sublim teknik, finurlige flows, spøjse rim og en bedøvende attitude rapper Ardit Aliti lytteren igennem morgenfester, kokainparanoia og smukke kvinder, der vil have fat på ham. På den vis er der ikke noget nyt under solen, men det er også ligegyldigt, når man har været ben siden bette og er andedammens varmeste rapper.
Højdepunkter: ’Beundrer’, ’Luft i Dæk’, ’Overblikket’.
Boris Schilling Weiss
21. Mdou Moctar ’Afrique Victime’
Hvad Mahamadou Souleymane – eller bare: Mdou Moctar – sådan rent tekstligt har på hjerte, har jeg ingen kvalificeret anelse om. Hvad jeg ved er dette: ’Afrique Victime’, hans femte udspil, er et strømfyldt og ind til benet musikalsk ridt, der nogle gange bare er hovedvuggende guitarrocket (’Chismiten’) og andre gange helt bevidsthedsudvidende (’Tala Tannam’). Fedt er det hele.
Højdepunkter: ’Ya Habibti’, ’Tala Tannam’, ’Bismilahi Atagah’
Oliver Bodh Larsen
20. Remble ‘It’s Remble’
”If mumble rap is a thing, we are calling this clarity rap,” joker internettet om Rembles krystalklare, dikterende rapstil. Her bliver hver en stavelse sirligt udtalt, som var Remble nyhedsoplæser fra sin egen tvivlsomme livsstil i San Pedro, Californien. Måske er det derfor, den uimodståelige ’Touchable’ når bredt ud i de støvede hjørner på TikTok, og så er opskriften på en kommende stjerne så godt som skrevet. Og så er Remble sjov. Det giver mindelser om DaBabys kometgennembrud i 2019, når den mere underspillede Remble gør en dyd ud af at mobbe folk, der går i True Religion: ”Do you really feel fly in True Religion?” rapper han vantro på ’Gordon Ramsay Freestyle’. Rembles debutplade er skarp, koncis og meget, meget lovende.
Højdepunkter: ‘Touchable’, ‘Ted Talk’, ‘Gordon R Freestyle’.
Magnus Kraft
19. Floating Points / Pharoah Sanders / The London Symphony Orchestra 'Promises'
Det her album kræver noget af dig. Er du typen, der altid bliver utålmodig og hopper rundt i sangene, så er det ikke noget for dig. Men kan du rent faktisk dedikere dig, eller slå hjernen fra, så får du også en hypnotisk oplevelse, når du lytter til 'Promises', det garanterer jeg dig. Den 80-årige jazzlegende og tenorsaxofonist Pharoah Sanders har lavet et 46 minutter langt, sammenhængende album sammen med producer Floating Points og strygersektionen fra The London Symphony Orchestra. Man kan heller ikke beslutte sig for, om der er tale om jazz, ambient eller klassisk musik? Det er egentlig også fuldstændig ligegyldigt. ’Promises’ er et magnetisk mesterværk.
Højdepunkter: 'Movement 1', Movement 6', Movement 9'
Teis Jeppe Gørtz
18. Jung ’Forfra Forbundet’
Jung synes allestedsnærværende på den danske musikscene. De leverede en sand kraftpræstation med albummet ’Blitz’ sidste år, og allerede i oktober lancerede de deres anden plade ’Forfra Forbundet’. Med det nye album fortsætter de tre bandmedlemmer Jonas, Sigurd og Michael ad den samme gode sti med en blanding af melankolske sange og festslaskere med 80’er-lyd. I forlængelse af albumudgivelsen har Jung været på en næsten udsolgt arena-tour i Aarhus, Aalborg, Odense og København, som kun understreger deres store popularitet herhjemme.
Højdepunkter: ’Begår Tyveri’, ’Tur Retur’, ’To Timer I Træk’.
Nina Buth Olsen
17. First Flush 'Fjorden'
First Flush har været med til at gøre dansk rock interessant igen. De lånte fra populærmusikken, tog autotune-vokal og akustisk guitar til sig og præsenterede det i et poetisk indie-univers. Det virkede forfriskende, da de kom frem i midten af 10’erne. Nu har de allerede fem udgivelser på bagen, og den seneste fra 2021 er deres bedste hidtil. Musikken er ikke lige så legesyg som tidligere, men First Flush har aldrig lydt mere nærværende, end de gør nu.
Højdepunkter: 'Det Bliver Aften', 'Ånder Du Nu, 'Noget Andet', 'Vildgæret Ensomhed'.
Teis Jeppe Gørtz
16. Guldimund 'Dem, Vi Plejede At Være'
I Assens bryster man sig af Summerbird, Bryggeriet Vestfyen, og at den gamle landsholdskeeper Thomas Sørensen er opvokset i byen. Jeg ved det, fordi min svigerfamilie bor der. Men nu er det lykkedes at opstøve musikalsk guld i den ellers noget hårde og hærgede provinsby. Asger Nordtorp Pedersen er en kompromisløs musiker og manden bag projektet Guldimund. Han er så kompromisløs, at han endda valgte at slette sit første album fra streamingtjenesterne, fordi tavlen skulle vaskes ren. Han må love mig, at han aldrig sletter sit dansksprogede parforhold-album fra i år. Stærkt, stærkt vanedannende og drømmende.
Højdepunkter: 'Brænder Stadig', 'Små Fingre' 'Dem, Vi Plejede At Være'.
Teis Jeppe Gørtz
15. Bomba Estéreo ‘Deja’
Den colombianske popduo Bomba Estéreo har udgivet antitesen til januar: Et spraglet konfettirør af et album, der kombinerer traditionel sydamerikansk pop med moderne elektro. Det lyriske tema er (vistnok) vand, luft, ild og jord, og hvordan vi som mennesker lærer at leve i pagt med naturen, men ’Deja’ er meget mere end klimaaflad. Producer Simón Mejía har haft nogle strålende dage på kontoret og begået et uhyre velproduceret album, der sparkes eftertrykkeligt i mål af Liliana Saumets krystalklare popvokal.
Højdepunkter: ‘Deja’, ’Se Acabó’, ’Amor Amor’.
Magnus Kraft
14. Lana Del Rey ’Chemtrails Over The Country Club’
I 2019 kårede vi ’Norman fucking Rockwell’ som årets album, så da Lana Del Rey udgav sit længeventede album ’Chemtrails Over The Country Club’ i marts, var forventningsglæden på redaktionen stor. Og man må sige, at never change a winning team lader til at være Lanas mantra. Igen har hun skabt et album i samarbejde med Jack Antorff, der bl.a. også arbejder med Taylor Swift og Lorde, og det kan mærkes. ’Chemtrails Over The Country Club’ minder meget om ’Norman Fucking Rockwell’, så det føles ikke som noget nyt fra Lanas hånd, men som en forlængelse af den i forvejen glimrende lyd. Men vi klager ikke. Det føles trygt og godt at være omsvøbt af Lanas fløjlsbløde stemme, som virkelig skinner igennem på det nye album.
Højdepunkter: 'Chemtrails Over The Country Club', 'Let Me Love You Like A Woman', 'Dance Till We Die'
Nina Buth Olsen
13. Japanese Breakfast ’Jubilee’
Sådan et album som dette, ’Jubilee’ af amerikanske Japanese Breakfast med koreanskamerikanske Michelle Zauner i front, må være dødirriterende for andre hårdt forsøgende bands: Hvor kommer letheden lige fra? Det totale, musikalske overskud? Provokerende må det føles. For os andre er det rent flødeskum. Fyldt med fandens kløgtige og vidunderligt poppede melodier.
Højdepunkter: ’Be Sweet’, ’Posing in Bondage’, ’In Hell’.
Oliver Bodh Larsen
12. Peter Sommer ’PSPHPT’
Peter Sommer er en af de eneste ægte rockstjerner, vi har i Danmark. Han er altid velklædt, han bliver ved og ved med at være ægte, og så laver han musik, som udvikler både ham selv og lytteren, og som man kan blive voksen til.
I år har han udgivet albummet med den mundrette titel ’Peter Sommer Palle Hjorth Pro Tempore’, eller bare ’PSPHPT’. Pladen indeholder nøje udvalgte sange fra Peter Sommers bagkatalog, og blev indspillet i vinteren 2021 på Egeskov Slot sammen med blandt andre Mikael Simpson, Søren Huss og Davide Rossi, og det er virkelig vellykket. Vi har talt med Peter Sommer om pladen til vores podcast ’Sidelæns’, som du kan høre lige her.
Højdepunkter: ’Elskede At Drømme, Drømmer Om At Elske’, ’Pænt Goddag, Pænt Farvel’, ’Hvad Sker Der I Dit Hoved?’.
Kristoffer Dahy Ernst
11. Bremer/McCoy ’Natten’
Den danske jazzduo Bremer/McCoy er mestre i melankolsk musik. Deres første album ’Enhed’ udkom i 2013, og siden har Jonathan Bremer og Morten McCoy fulgt op med fire album, som kun er blevet bedre og bedre. I september udkom ’Natten’ med 11 numre, som elegant lægger sig i forlængelse af deres diskografi. Deres lyd kalder på ro og eftertænksomhed, som især har sin berettigelse i disse tider, og skaber et velklingende lydtæppe til en stille weekendmorgen eller som beroligende baggrundsmusik til fordybelse på arbejdet.
Højdepunkter: ’Gratitude’, ’Aurora’, ’Måneskin’.
Nina Buth Olsen
10. Lamin ‘Hva ved de om Lams’
Har det været et godt år i dansk hiphop? Ikke rigtig. Det er den samme, gamle klike af rappere, der har domineret, og det er småt med nye, interessante tendenser og navne. Og så alligevel. For årets danske hiphopplade er signeret af en albumdebutant, intet mindre. Jeg var til den lanceringsfest, der blev afholdt i forbindelse med Lamins debutplade ’Hva ved de om Lams’, og det var iøjnefaldende, hvordan alle de rigtige mennesker var til stede. Rappere, producere, branchefolk. Men Lamin trives ikke kun på grund af branchens velsignelse. ’Hva ved de om Lams’ er et eminent gennemarbejdet produkt, der trækker musikalsk inspiration fra alle verdenshjørner, men først og fremmest er letsindig, dansabel hiphop. Solskin i mp3-format, kan man kalde Tingbjerg-rapperens debutplade.
Højdepunkter: ’? (Intro)’, ’Touchdown’, ’+45’.
Magnus Kraft
9. Nas ’King’s Disease II’
Det er 30 år siden, den brede offentlighed første gang blev introduceret for New York-rappens generationstalent Nas på Main Sources ’Live at the Barbeque’. I en genre, der konstant orienterer sig mod nye tendenser og navne er det i ordets mest oprindelige forstand unikt at udgive album af så høj kvalitet, som Nas gør, små tre årtier i træk. På ’King’s Disease II’ lyder 48-årige Nasir Jones som en, der har investeret hele sin sjæl i kampen for et gennembrud. I vanligt vellydende samarbejde med hofproduceren Hit-Boy har han skabt et værk, der er nutidigt uden at være leflende, og hele tiden fremstiller mere end udstiller, at Nas kunne være de fleste nye rapperes far. Det er velsagtens kun ærkerivalen Jay-Z, der kan opretholde samme kadence i sine udgivelser. ’King’s Disease II’ føles som den bedste Nas-plade siden ’Stillmatic’.
Højdepunkter: ‘Death Row East’, ‘YKTV’, ‘Nobody’.
Magnus Kraft
8. Turnstile, ’Glow On’
Smag lige på det her: Drømmende hardcore. Kan det gå an? Fløjl og savklinge? Ja, sgu, for Baltimore-kvintetten Turnstile, om ikke andet, der med ’Glow On’ har lavet en forbløffende vellydende og virkelig følsom (”I want to thank you for letting me be myself”) røvsparkerplade. Saft og seriøst meget kraft. Velbekomme!
Højdepunkter: ’Mystery’, ’Blackout’, ’Underwater Boi’.
Oliver Bodh Larsen
7. The War On Drugs 'I Don't Live Here Anymore'
Jeg har skrevet det før i Euromans spalter: The War On Drugs har lavet et af årets bedste rockalbum. Jeg køber totalt ind på, at man låner og hylder legenderne i form af Bruce Springsteen, Bob Dylan og Dire Straits. Jeg har været med dem hele vejen fra debuten ’Wagonwheel Blues' fra 2008, hvor den altid awesome Kurt Vile dengang var medlem af gruppen. Som den store far-kliché, jeg er, ender jeg altid med at fyre op for The War On Drugs, når jeg skal boltre mig i køkkenet. Og det står jeg gerne ved.
Højdepunkter: 'Change', 'I Don't Live Here Anymore', 'Wasted'.
Teis Jeppe Gørtz
6. D-Block Europe ’Home Alone 2’
De bedste hiphop-artister er dem, der gennem mange års arbejde har sporet sig ind på et helt særegent, musikalsk udtryk og forfinet lyden til det punkt, hvor man kan genkende artisten, fra første tone slås an. Gunna, Drakeo the Ruler og YG er gode, moderne eksempler fra USA. Den britiske trap-duo D-Block Europe tilhører samme kategori. Mixtapet ’Home Alone 2’ er et uimodståeligt indkog af svævende, melodisk drugdealer-trap med omkvædssnedkeri i absolut verdenskasse. Her er ingen dybsindige pointer eller tematisk rød tråd, men det gør ingenting. D-Block Europe er den musikalske ækvivalent til at have en promille på 1 ‰.
Højdepunkter: ‘No Competition’, ‘Squid Game’, ‘Overseas’.
Magnus Kraft
5. Little Simz ’Sometimes I Might Be Introvert’
På Little Simz’ fjerde studiealbum er ikke et eneste øjeblik magert trods pladens over en time lange spilletid. Produktionen er fascinerende spraglet og vildt multikulturel, men med en sund stramhed over sig. Mest slående, ligefrem tryllebindende er dog hovedpersonens egen fuldstændigt selvfølgelige og magtdemonstrerende forvaltning af ord, tempi og stemninger. ”One day, I’m wordless, next day, I’m a wordsmith,” siger hun. Mest det sidste, vil jeg tro.
Højdepunkter: ’Introvert’, ’Point and Kill’, ’Fear No Man’.
Oliver Bodh Larsen
4. Iceage 'Sheek Shelter'
Det er aldrig lykkedes for Iceage at lave et album, som anmelderne ikke knuselsker. Og det er til trods for, at de udnævnte punkere har gjort alt for at skifte lyd ved hver ny udgivelse og tvunget anmeldere og fans til at skulle tilpasse sig. Deres femte album 'Sheek Shelter' er ingen undtagelse. Et album, der gav fuld plade i forhold til at få stemplet 'Best New Album' på det toneangivende musiksite Pitchfork. Alle Iceage-plader har nemlig imponerende nok fået det stempel hos amerikanerne.
Jeg har aldrig troet, at jeg skulle få Oasis-vibes, når jeg lyttede til en sang af Iceage. Ikke, fordi der er noget galt med britrocklegenderne fra Manchester. Absolut ikke. Musikalsk har de bare ligget langt fra hinanden. Men de hæsblæsende britrock-omkvæder kommer både på åbningsnummeret 'Shelter Song' og ikke mindst på 'Dear Saint Cecilia', og det klæder faktisk Iceage helt vildt.
'Sheek Shelter' er en gennemført plade, hvor man afveksler mellem det larmende og fintfølende på en sublim måde.
Højdepunkter: 'Shelter Song', 'Gold City', 'Dear Saint Cecilia'
Teis Jeppe Gørtz
3. John Mayer ’Sob Rock’
John Mayer er en fast bestanddel af Euroman-redaktionens playliste, og det var glædeligt, da han endelig vendte tilbage med albummet ’Sob Rock’ i juli.
Singlen ’New Light’ udkom allerede i 2018 og har nu fået sin plads på albummet flankeret af ’Carry me Away’ og ’I Guess I Just Feel Like’ fra 2019 sammen med syv andre nye velkomponerede numre.
’Sob Rock’ er hverken højtråbende eller kedeligt, men derimod en glimrende samling af velskrevne tekster og roligt tempo, som omfavnes af Mayers trygge stemme og velspillende guitar. En lyd, som i øvrigt ganske rigtigt er blevet sammenlignet med Toto af Vulture.
Det generer ingen, men det behøver ikke være et problem.
Højdepunkter: ’New Light’, ‘Wild Blue’ og ’Carry me away’
Nina Buth Olsen
2. Tyler, the Creator ’Call Me If You Get Lost’
Så skete det. Tyler, The Creator har på tiåret for sin entre på verdensscenen endelig skabt et fuldkomment, måske ligefrem perfekt hiphopalbum. På ’Call Me If You Get Lost’ formår han på blændende vis at balancere sine kunstneriske ambitioner og referencerige historiefortællinger med musik, der bare lyder rigtig godt.
Og det kan ikke på disse få linjer udpensles, hvor storslået det egentlig er, at vestkystrapperen har allieret sig med den evigt råbende legende DJ Drama, der står bag de knap 150 ikoniske 00’er-mixtapes ’Gangsta Grillz’.
Tyler præsenterer os for en gordisk kærlighedsknude, der musikalsk er pakket gavmildt ind i hiphop-mixtapets kompromisløse klæder, og det lyder slet og ret som et bud på årets album.
Højdepunkter: ’Lemonhead’, ’Wusyaname’, ’Wilshire’
Magnus Kraft
1. Arlo Parks ‘Collapsed in Sunbeams’
Redaktionen (eller store dele af den) er ikke i tvivl: Arlo Parks har lavet årets bedste album.
Med 'Collapsed in Sunbeams' har hun formået at kombinere sovekammerindie med r'n'b på en måde, der både er skrøbelig og opløftende, og når man først er begyndt at lytte til hendes beroligende stemme, kan man ikke stoppe igen. Albummet udkom i januar, men emmer så meget af sol og varme, at det var vores soundtracket hele sommeren 2021 - og stadig er det. Et anonymt medlem af redaktionen tilhørte hendes 0,5 procent mest aktive lyttere på Spotify i år, og så er der ligesom bekendt kulør.
Kvinden bag Arlo Parks er Anaïs Oluwatoyin Estelle Marinho, der har nigerianske, tchadiske og franske rødder, men er opvokset i den sydlige del af London i England. Hun er blot er 20 år gammel og er blevet udråbt som generation z’ stemme af The Love Magazine. Den titel lægger vi gerne signatur til.
Højdepunkter: ‘Hope', ‘Caroline’, ‘Eugene’.
Nina Buth Olsen og Teis Jeppe Gørtz
Note: Det forholder sig, uretfærdig som tilværelsen er, sådan, at Playboi Cartis ' Whole Lotta Red' udkom for sent sidste år (25. december) til at komme på 2020-listen, og for tidligt til at komme på 2021-listen. Var Cartis vanvittige og flamboyante hovedværk udkommet en uge senere, havde den fortjent en top 5-placering på denne liste.
