De særlige fortællingers måned

Februar er fyldt med fortællinger, der virkelig vil os noget – og ofte på andre måder, end vi er vant til, når vi ser film og serier.

Streaming i februar
Offentliggjort

Glem alt om fortællemodeller, storladenhed og historier, som du ved, hvor ender. Februar er en måned, der om noget står i de alternative vinklers tegn. Både når det kommer til amerikansk vildskab, intriger i 1700-tallets England og ikke mindst dansk sex.

Det gode ved, at serier i de senere år har udfordret filmverdenen, er, at der bliver taget flere og flere chancer, når en fortælling skal skrues sammen. Det ender sommetider med, at noget bliver overgearet alene fordi, producenter tror, der er seere i det. Men andre gange bliver det også overgearet eller det helt modsatte, fordi folkene bag en film eller en serie mener, at det er sådan, deres historie skal fortælles.

Det er disse fire sager både vellykkede og ikke mindst tankeudfordrende eksempler på.

Uncut Gems

Safdie-brødrene er USA’s nye kultinstruktørpar. Det skyldes ikke mindst, at deres film befinder sig i et tempo, man ikke oplever andre steder. Glem alt om actionfilm, det her er ægte fart over feltet! ’Uncut Gems’ portrætterer – som brødrenes forrige film – mennesker på (eller på vej ud over) kanten af samfundet. Denne gang er det Adam Sandler, brødrene får til at spille som en million i rollen som en juveler, der har svært ved at balancere virkeligheden, drømmene og sine vilde indfald. Ved at insistere på at pumpe fortællingen op i både lyd, billeder og baggrundsstøj skaber Safdie-brødrene et fascinerende mandeportræt.

Kan streames på Netflix

Sex

Det er nærheden, der er helt unik i den nye danske serie om en ung kvinde, som står imellem to stole, der langsomt bliver trukket længere og længere væk fra hinanden. For ’Sex’ er tydeligvis en serie om det, titlen praler af, men den er samtidig et stilstudie i, hvad det vil sige, at skulle til at være voksen og slet ikke have styr på, hvem man egentlig er. Ved at have en hovedperson, der gang på gang forsøger at finde en løsning, men som i stedet stikker af fra sig selv og det ansvar, der ligger i lige netop det, formåer ’Sex’ at være både tilstedeværende og usikker på sig selv.

Kan streames på TV2 Play

The Favourite

Et trekantsdrama ved det engelske hof i 1700-tallet lyder måske ikke som noget af det mest sindsoprivende. Men ved at hive og flå i fortællingen, er det lige netop, hvad instruktør Yorgos Lanthimos formår at gøre ’The Favourite’ til. For filmen er et vanvittigt og surrealistisk take på kostumedramaet som genre, hvor Olivia Colman, Rachel Weisz og Emma Stone folder sig helt ud i både komik og magtkampe. Selvom undertonerne er tragiske, stråler morskaben, fordi skuespil og anderledes billedskud går op i en højere enhed. ’The Favourite’ er en underlig, men virkelig sublim filmfortælling.

Kan streames på Viaplay

Glow, sæson 3

’Glow’ er begyndt at opføre sig som en storserie. I de første sæsoner var fortællingen om et hold wrestler-kvinder i 1980’ernes Amerika kæk, ligefrem og ofte ret tosset, men i tredje sæson har en ny bevidsthed sneget sig ind i serien. Her tackles pludselig store emner som kvinders plads i samfundet, deres ret til samme frie tilgang til sex som mænd og ikke mindst bruger ’Glow’ verdenshistorien til at ramme alle de vilde eskapader i Las Vegas ind. Der er kommet et helt andet og langt mere smerteligt fortællebid her, og det er underholdende på en eftertænksom måde, som det glitrede univers ellers ikke lader til at tilbyde ved første øjekast.

Kan streames på Netflix

Se, hvad vi ellers skriver om: Streaming, Netflix og Viaplay