Her skal du spise i Italiens oversete perle, Bologna

Hvis man kun skal spise i én italiensk by, skal det være Bologna. Det mener kok Jonathan Balsløw Søren, der er født og opvokset i Toscana og siden har gjort italiensk mad til sin levevej.

Her skal du spise i Italiens oversete perle, Bologna
Offentliggjort

Jeg er født i Italien og boede der de første 14 år af mit liv, så jeg taler lige så godt italiensk, som jeg taler dansk. Skal jeg pege på én by, der rummer italiensk madkultur, er det Bologna. Sammen med Rom og Sicilien er Emilia-Romagna-regionen, hvor Bologna ligger, de tre steder, der kendetegner al italiensk mad.

Mange af byerne rundt om i Italien er begyndt at forny sig ret meget, men Bologna er et sted, der virkelig bevarer sin madkultur. Stort set alt er klassisk. For mig er det madmekkaet i Italien. I regionen rundt om Bologna har man parmagiano reggiano, prosciutto de parma, aceto balsamico de Modena, du har bolognese, som alle kender, den helt klassiske ragú. Og tortellini af frisk pasta, som jeg selvfølgelig elsker og har en passion for.

Bologna1.jpg
Kok Jonathan Balsløw Søren er født og opvokset i Toscana.

Jeg boede på et tidspunkt fire måneder i Bologna, hvor jeg gik på pastaskole. Skolen hedder Vecchia Scuola Bolognese, og underviseren er en gammel dame på 80 år. Man siger om hende, at hun er den bedste, der nogensinde har været.

Jeg fik undervisning mandag til lørdag, otte-ni timer om dagen, og vi rullede kun i hånden med mattarello, de her lange kageruller, og når hun gjorde det, var det som at se en symfoni blive opført. Det ser så smukt ud. Man bliver helt betaget, når man ser hende arbejde. Vi lavede lange pastaer, korte pastaer, fyldte pastaer, gnocchi, saucer, ragù, kort sagt alt, man drømmer om, og meget tro mod traditionen i Bologna og Emilia-Romagna-regionen.

Medmindre man bevidst går efter de helt turistede steder, er det stort set umuligt at spise dårligt i Bologna. Skal det være klassisk, er Grasilli stedet. Det er meget traditionelt og har høje træpaneler og billeder på væggene, og det er det første sted i byen, der i sin tid fik en Michelin-stjerne. Et andet sted, der leverer den klassiske Bologna-oplevelse, er Drogeria della Rossa, som virkelig også er godt og solidt.

Bologna2.jpg

Derudover vil jeg nævne nogle unge gutter på min alder, der har startet to spisesteder, som gør op med det meget traditionsbundne og fører kunsten videre med respekt for ophavet. Det ene sted hedder Oltre, hvor man skal bestille deres tortellini med parmaggiano-creme. Af og til har de også tortellini brodo på kortet, og hvis den er der, skal man bestille den.

Det er nok den mest klassiske ret, man kan få i Bologna. Deres andet sted hedder Ahimè, hvor de eksperimenterer rigtig meget med smage fra Asien, Østeuropa og Mellemøsten. Også klart en anbefaling værd.

Jonathan Balsløw Sørensen

Er 27 år. Køkkenchef på Italo Disco og Italo Caffé. Se mere på italodisco.dk og @italodisco.cph.

Se, hvad vi ellers skriver om: Italien, Mad og Gastronomi