Den franske skuespilstjerne Tahar Rahim er ikke kun en bad boy

Tahar Rahim tager imod på det mondæne Regent Hotel i Berlin, mens han skeler til sit guldur. Den 38-årige Rahim er sin generations største franske skuespiller. Han brød igennem i fængselsfilmen ’Profeten’ (2009) som en ung mand, der må arbejde sig op i voldshierarkiet inden for murene.

Gennembruddet førte flere barske roller med sig, blandt andet som drabelig udørkprins i ’The Eagle’ (2011) og som hårdtslående FBI-agent i terrorserien ’The Looming Tower’ (2018).

Men når han har en bærende rolle i danske Lone Scherfigs nye ’The Kindness of Strangers’, kommer han til at afvige fra sin kurs mod hårde manderoller. I filmen krydser en række udsatte mennesker hinandens spor i suppekøkkener og på en restaurant, som Tahar Rahims figur bestyrer.

”Jeg er ikke nogen bad boy, men sådanne roller er jeg ofte blevet tilbudt,” siger Tahar Rahim og slår sig ned i en lædersofa, der skinner om kap med lysekroner og mahogniborde på hotellets tredjesal.

”Her er lidt for pompøst, er her ikke?” griner han og ser sig omkring.

”Jeg er virkelig glad for, at Lone Scherfig tilbød mig rollen, for den bygger oven på det, jeg har lavet tidligere. I ’The Kindness of Strangers’ spiller jeg et menneske, der kommer fra et kriminelt miljø, men som er trådt over på den anden side og nu knokler for en bedre tilværelse. Det er dér, vi møder ham, og det kunne jeg relatere til.”

Tahar Rahim har altid selv knoklet. En trang opvækst i Frankrig med algierske forældre blev vekslet til en studietid med få midler. For at få studierne til at hænge sammen, tog han tilkaldevagter på en fabrik og arbejdede på en natklub.

”Jeg levede fra munden til hånden, og jeg mødte mange særprægede mennesker. Fælles for dem var fornemmelsen for empati. Det farvede mig, og uanset hvad jeg spiller, forsøger jeg at finde noget, jeg kan holde af i rollen,” siger han.

”Jeg brugte en del tid sammen med én, der ejede en food truck. Han arbejdede dag og nat uden at tjene det store. En formiddag ringede han på min dør, uden at vi havde en aftale. Jeg var 22 år, og det var sidst på måneden, så jeg sad derhjemme og levede af kaffe, men han bad mig om at komme ned på gaden. Ud af det blå gav han mig mad til en måned. Den dag besluttede jeg, at jeg også ville give noget videre til andre mennesker, hvis jeg kunne. Og det kan man med skuespil, hvis man er heldig.”

I ’The Kindness of Strangers’ har Tahar Rahim som bestyrer ikke meget at rutte med. Alligevel giver han en kvinde på flugt – spillet af Zoe Kazan – og hendes børn husly.

”Jeg føler, min rolle minder os om noget, vi har glemt: Vi kan faktisk godt hjælpe hinanden, uden nødvendigvis at forvente noget til gengæld. Moderne mennesker har en forestilling om, at alting skal gå op, men at være et godt menneske går altså sjældent op. Og det skal det heller ikke, for godhed handler om, hvad man føler for. Ikke om man kan regne det hele ud,” siger han og læner sig frem i sofaen, mens han forklarer, at han i lang tid har ledt efter en rolle som denne.

”Det er stort at spille roller, hvor man kan minde folk om noget, de har glemt. Måske lyder det pladderromantisk, at mennesker på kanten af tilværelsen hjælper hinanden, men det er altså også en del af tilværelsen. Film må gerne fokusere på drama og action – på fængsler, krigere og agenter – men næstekærligheden skal også kigge forbi nogle gange, for ellers glemmer vi, at den findes.”

”Det er ligesom med et armbåndsur,” siger Rahim og griner, mens han flasher gulduret igen.

”Det viser noget om dig, men det fortæller ikke, hvem du er. Status er ingenting i forhold til, om der er mad til den næste måned. Hvis jeg med mine roller kan påvirke mennesker til at tænke nye tanker, vil jeg være stolt. Tænk, hvis de kunne have mental føde til den næste måned, når de har set ens film.”

’The Kindness of Strangers’ har premiere i dag 18. juni.

Se, hvad vi ellers skriver om: Skuespil, Film og Interview