Den store feature om Sort Sol: ”Jeg er blevet slået bevidstløs flere gange. Der kom sådan nogle bander rundt i byen og ledte efter folk"

Gamle ægtepar gør hinandens sætninger færdige. Sådan ét er Steen Jørgensen og Lars Top-Galia. De siger også det samme:

”Lad os køre den vej.”

”Ja, lad os køre den vej.”

”Det er sgu en meget fed bil.”

”Ja, det er sgu en meget fed bil.”

Men det er Lars Top-Galia, der taler. Det gør Steen Jørgensen helst ikke. Ikke om sig selv. Han holder igen. På sin historie, på alting, undtagen på smøgerne.

De er begge i sorte frakker og Chelsea Boots.

Den 58-årige forsanger er langhåret og skægget, den fem år yngre guitarist er korthåret og glatbarberet. Steen Jørgensen har åbnet skjorten i solen, Lars Top-Galia har knappet sine to lag-på-lag-skjorter helt op i halsen. Steen Jørgensen er iført rockstjerne-solbriller af mærket Nassau.

Lars Top-Galia har ingen shades, men bærer konsekvent en kasket ved navn Kangol, der skal være bøjet i skyggen. Hvis Steen Jørgensen går med kasket, skal den være lige i skyggen. Steen Jørgensen kom til tiden, Lars Top-Galia kom for sent. Også selv om vi mødes foran hans lejlighed i Strandgade på det Christianshavn, hvor de begge har boet i generationer.

Lars Top-Galia: ”Før i tiden råbte de bøsserøv, når jeg gik på gaden her. Det er stoppet nu, men jeg kan godt lide dynamikken i området. Også selv om investeringslejlighederne betyder færre kunstnere og … ”

Steen Jørgensen: ”Jeg kunne godt bo andre steder, altså jeg føler mig ikke på den måde som christianshavner, jeg kan bare virkelig godt lide det her … luft og lys på grund af kanalerne. Det er jeg ret vild med, især …”

Lars Top-Galia: ”Det er lidt som at flytte til Nordjylland, der går tre generationer, før man bliver accepteret …”

Steen Jørgensen: ”Det er altså stadig et blandet klientel …”

Lars Top-Galia: ”Det må man sige. Men det bliver det nye Nyhavn. Det er det, man lidt frygter, ikk’? Noma er jo allerede smuttet.”

Steen Jørgensen: ”På grund af den nye bro.”

Lars Top-Galia: ”Jeg har altid støttet broer. På den ene og på den anden måde. Men tunneller er også ret vilde. Altså …de er mere dark.”

'Glam-Jan' kaldte de ham. Med lang, flad vokal foran navnet som i ’Wham’. Ham den outrerede nabo, der fik en banebrydende betydning for Lars Top, dengang han hed Jensen til efternavn og var en søgende præteenager, der boede med sin familie i en gartnerbolig på et gods i nordsjællandske Høsterkøb.

Det var i starten af 70’erne, Lars’ forældre var ’frisindede’, og de var en del af atommarcherne og det socialt indignerede Fiolteatret i København, og forældrenes venner talte bl.a. digterjournalisten Jan Stage og sømandsforfatteren Troels Kløvedal.

Mor Kirsten arbejdede på det, der dengang hed Danmarks Lærerhøjskole, og far Ole kvittede sit job hos Østasiatisk Kompagni, blev glødende socialist og fældede ifølge sønnen en ægte tåre, da Rumæniens diktator, Nicolae Ceaușescu, i 1989 blev henrettet.

Selv siger Lars Top Jensen (der skiftede sit efternavn til ’Galia’ efter et tempel i Istanbul, da han i 1984 blev officielt medlem af Sort Sol), at han ikke har sit engagement fra fremmede. Og indskyder – ikke uden stolthed – at han er undfanget i Østberlin, i Ruth Berlaus lejlighed, Bertolt Brechts danske elskerinde.

Sammen med sin lillebror og sine jævnaldrende fætre havde Lars Top startet et børneband ved navn ”Hot Pants” – iført læderstøvler til knæene, klirrende halskæder og guldfarvet neglelak.

Og de vilde fester, der blev holdt ovre i hovedhuset på ’The Glam Ranch’, lokkede. Derovre boede den dekadente Jan, der var søn af godsets ejer, Fru Kjerulf, som boede i USA og var gift med en amerikansk hotelfyrste.

”Der var coke og champagne til festerne. Folk kom i sportsvogne og pludselig stod Kim Larsen ligesom ud. Det var helt vildt,” husker han om stedet, der i dag er et stutteri.

”Når Gasolin’ kom, gik rygtet hen over gårdspladsen. Så trak vi i glamtøjet, så vi var ordentligt klædt på til at møde stjernerne. Men de var ikke vilde med, at der var børn på stedet. ’Rolig, rolig, kom igen i morgen, men ikke for tidligt,’ fik vi at vide. Og vi måtte ikke røre ved noget i huset. Der var jo opium og coke på bordene.”

”Der var et nedsænket badekar i stuen. Alt var så ekstravagant. Glam-Jan var homoseksuel på sådan en Liberace-agtig måde, med fingerringe uden på silkehandsker. Og han havde to bodyguards, der var klædt ud som Zorro, i sort og med kapper. Glam-Jans mor var der to gange om året. Når hun ankom i sin kæmpe Mercedes, stod tjenerne og ventede, og sølvtøjet var pudset. Og så var de ellers stive fra morgen til aften. De faldt ned ad trapperne. Det var ren ’Dollars’ på syre.”

Det var magisk, det var grænseløst og crazy, og det var her, den unge identitetssøgende dreng stiftede bekendtskab med det androgyne look, han senere kom til at dyrke med spinkel krop i stramt læder- eller latexoutfit. Et modspil til den kulturradikale fortrop, som Lars Tops forældre repræsenterede:

”Vi tog fuld sminke på, når vi kom derover. Vores forældre var jo mere til, at man ikke gjorde for meget ud af sig selv, altså mig og min bror. Og de to fætre, der også boede her. Vi lærte alt om musik. Glam-Jan sagde: ’Nu skal du høre en vigtig plade’. Og så spillede han Lou Reeds ’Transformer’. Og bagefter cyklede jeg ind til Hørsholm og lånte pladerne. Min interesse for musik og grænseoverskridende kultur blev fostret der.”

FEM ÅR FØR stod Steen Birger Jørgensen i sin mors lejlighed på Nordre Fasanvej på en varm, varm sommerdag. Og så gjorde han det. Han tog sin arm- og normalitetsforlængende protese af. For evigt, for altid. Han var 12, måske 13, og i dag husker han kun varmen, sveden og utilpassetheden. Og beslutningen.

Protesen så ellers rigtig ud, godt nok med stropper hist og her, men alligevel som en tro kopi af en rigtig, rask arm – med hånd, fingre og det hele. Tung og besværlig var den at sætte på, men flot lavet og hele tiden udskiftet efterhånden, som Steen voksede sig større.

Han blev født uden den nederste halvdel af venstre arm, angiveligt fordi moderen havde brugt det beroligende og kvalmestillende middel thalidomid under graviditeten. I dag ved Steen Jørgensen det ikke, han ved bare, at han altid har set sådan ud.

Og at han voksede op som alenebarn hos sin mor, som var syerske. Og at faren stadig lever, og at de er i kontakt. Og at han var en dreng, der havde det fint med så lidt indblanding som muligt fra de voksne.

Der var mor. Og der var mormor lige om hjørnet. Han spillede fodbold og var allerede dengang besat af tidens eksplosive og eksperimenterende rockscene. Og tænkte derfor, at en halv arm sagtens kunne give en hel identitet.

’Du har taget armen af?’ sagde hans mor den sommerdag

’Ja, jeg har besluttet mig for ikke at have den på mere’.

’O.k., så melder vi det op,’ sagde moren.

Op var en hentydning til hospitalet og et nej tak til flere falske arme.

Fire årtier senere er den halve arm stadig hans signature. Også selvom man ikke lige ser den under frakken.

Han blotter den af og til, siger han, men han taler aldrig om den. Han kan kun bekræfte, at han ikke er blevet mobbet med den, et par bemærkninger i ny og næ, jovist, ellers ikke. Og han kan også bekræfte at den manglende arm ikke har været et problem i forhold til damerne. Tværtimod.

Lars Top-Galia var fan af Steen Jørgensen. Og det er han stadig. Han glemmer aldrig deres første møde i det kvarter i indre København, der kaldes Pisserenden.

Det var i 1977 eller cirka deromkring, og Lars Top var i en ung alder frontløber i miljøet. Der var automatisk kontakt blandt punks dengang, et bånd mellem de få, der så anderledes ud og opfattede sig selv som en truet dyreart.

Det var Steen, der henvendte sig til den fem år yngre Lars, og de talte om musik. Det var det, man snakkede om. Plader og bands.

Lars var iført sort, stram læder og massiv, sort mascara. Og bag på jakken et 50’er-horror-rygmærke med rockabillybandet The Cramps. Han havde lige fået sig en ret vild frisure, kort og med en slags trekantet spids i nakken, inspireret af det avantgardistiske no wave-band Teenage Jesus and the Jerks.

Frisuren var tonet i tulipan-sort, med et bordeaux skær, nærmest auberginefarvet. Håret kan også have været afbleget eller grønt, Lars Top-Galia husker det ikke helt, for han skiftede farve på toppen, som vinden blæste.

Og det var altså før hanekammen blev gængs, det var i den første punkbølge.

Steen Jørgensen havde også kort strithår, tilsat et bredt pandebånd, eyeliner og en lang goth-frakke. Sort i sort, naturligvis.

”Vild kunst, vild tid, vilde tanker,” siger Lars Top-Galia om 70’ernes punkmiljø. Amerikanske Ramones tævede hinanden på scenen. Sex Pistols-bassisten Sid Vicious skar ordene ’Gimme a fix’ i sit eget bryst med et barberblad.

Punk var en fuckfinger, koncerterne var outrageous. Det var pis og lort og spyt og bræk udover bands og publikum. Det var anarki og aggressioner og provokationer og riots og voldseskapader i en hidtil uset form.

Ikonet Iggy Pop blev slået bevidstløs af en skovl, som en rocker kastede op på scenen. Et italiensk punknavn skar sin finger af live, en tysker skar sine kønsdele af. Rygter og anekdoter stod i samme kø som borgerskabets forargelse, men som Lars Top-Galia siger det i dag:

”Den form blev brugt op. Man døde af det.”

Som det københavnske punkpar drengen Franz og pigen Jean, der dolkede hinanden i ryggen med en saks og hoppede ud fra 3. sal. De overlevede, men ikke i længden.

For Steen Jørgensen og Lars Top-Galia var punken det helt store trækplaster i de år, og de får godt med flashbacks, når de genbesøger det Sort Sol-territorium, som er afgrænset af Pisserenden og Pilestræde på den ene led og andres jagtmarker udi pop og pjank på den anden led, fra Strøget til Nørreport. Steen og Lars var ikke til stangtøj og S-tog. Dér, midt i et af musikhistoriens mest bizarre kapitler, hærgede de barerne og omfavnede stofferne og klædte sig ud som konger af Pisserenden.

Men en ægte punker vil helst ikke kaldes punker, så kontrær er punkens ånd, man taler ikke om punk, man lever punk. Derfor vil hverken Lars Top-Galia eller Steen Jørgensen i dag analysere tiden. De kan sige, at de var der, at de så det, og at de er videre nu. Med huller i hukommelsen, sådan går det, når vejen er asfalteret med rusmidler. De husker bedst med øjne og ører - facader og lyd, bygninger og bands. Erindringen er sanselig, audiovisuel.

Pludselig peger de på en port i Rådhusstræde - mellem EspressoHuset og en diamantforhandler. Dér startede de i slut-firserne ’Sort Sols Information Office’. De var med egne ord det første band i Danmark, der fik sig en telefax.

Efter garagerockpladen ’Everything That Rises Must Converge’ skulle det være stort og større. Sort Sol ville starte en bidding-war – via telefax. De ville skabe en storladen og teatralsk plade, såkaldt farlig pop, der skulle løfte dem ud af undergrunden.

Det blev produceren Kim Hyttel, der fik det ambitiøse orkester udgivet på det multinationale Columbia Records. ’Flow My Firetear’ blev Sort Sols kommercielle gennembrud, dog kun i Danmark.

Det er et sølvbryllup siden, nu fejrer de rubin som band, og titler og navne på musikalske støtter svæver rundt som takketaler mellem suppe og is. Pierre Sales er en af dem, der bliver nævnt. Han var deres første manager, tilbage i ’78.

Ethvert skridt fremmaner fortidens vilde natværtshuse og vinylbutikker. Lars Top-Galia minder om PAN Club, Københavns dengang eneste homodisco, i fire etager.

”Det var jo sådan et sted, vi kunne komme ind. De accepterede én.”

Vi krydser Gammeltorv, hvor punkerne engang hang ud ved springvandet og på bænkene.

”Det var et godt sted at picke stoffer op, men vi hang der ikke på den måde.”

Sort Sol-støvlerne klaprer i takt. Vi runder Larsbjørnsstræde, københavnerpunkens Champs-Élysées. Gaden leverer tilbageblik fra dør til dør: Superlove, en 60’er-butik, der gjorde sig i hippiestaffage og senere punk-items. Badges, t-shirts og plader. Det var her Steen Jørgensen i sin tid mødte Sods-bassisten Knud Odde. Og derovre en genbrugsforretning ved navn Flip Machine, som var glam og early punk og hip shit. Og dér en graffiti-indfattet bar ved navn Floss, som er der endnu, og som de bare går forbi, fordi de har været der så rigeligt. Se dér, en plakat for et band, der spiller på Loppen.

Lars Top-Galia: ”Det er en legendarisk elektronisk gruppe, Silver Apples, en foregangsgruppe til Suicide, det band inspirerede os meget.”

De to fortaber sig i tekniske detaljer om en såkaldt oscilator, som Silver Apples benyttede sig af.

”En tidlig synth-ting, der fik tonerne til at køre op og ned. Det var fuldstændig grænseoverskridende,” slår Lars Top-Galia fast.

Steen Jørgensen: ”Ej, her lå en butik, der hed Roger. Der kunne man købe sort cowboytøj. Det kunne man ikke købe andre steder, sorte cowboybukser. Det ku’ man simpelthen ikk’. De kom helt fra Jylland for at købe sorte cowboybukser.”

Lars Top-Galia: ”Ja, det var det tøj, mig og Peter havde på i ’86. På ”Everything That Rises”. Det er fra den butik. Det var ridebukser og kasketter og militære, nazi-agtige jakker. Og så blev jeg råbt ad. Fascist og racist. Mest fascist. Når jeg havde sort på.”

Du er blevet råbt en del ad?

Steen Jørgensen: ”Det tror jeg nok, han er.”

Lars Top-Galia: ”Når de bare holdt sig til at råbe. Det var værre, når de spyttede eller slog.”

Har du fået tæsk også?

”Jeg er blevet slået bevidstløs flere gange. Der kom sådan nogle bander rundt i byen og ledte efter folk. Rockerbander og racistiske bander, Livgardens folk. De var farlige. I mange år sad der en paranoia i mig. Jeg var bange for at gå ind i en bus eller i et tog, hvor jeg var fanget. Der blev jeg ofte overfaldet.”

Var du selv provokerende?

”Altså, folk reagerede utrolig stærkt bare ved at se mig. Men altså selvfølgelig var jeg megaprovokerende, men det var ikke sådan, de der voldelige ting opstod. Der var folk, der ledte efter typer som mig.”

Steen Jørgensen: ”Lars var ret udsat, men jeg har ikke selv været udsat for det.”

Hvorfor slap du?

”Jeg så måske ikke så outreret ud. Jeg undgik det bare, tror jeg. Jeg sneg mig udenom.”

Han griner hæst og tænder gåturens tredje cigaret.

Lars Top-Galia: ”Jeg blev nok mere tilbage og svarede igen. Jeg kunne ikke rigtig holde det inde.”

Steen Jørgensen: ”Nej, det ku’ du ikke.”

Lars Top-Galia: ”Steen har tit sagt: Du kan jo bare gå.”

Steen Jørgensen: ”Ja, men du var jo nu engang som du var, ikk?”

Lars Top-Galia: ”Joh.”

Tænkte du aldrig? I dag tager jeg et par helt almindelige cowboybukser på?

Lars Top-Galia: “Nej, nej. Det var slet ikke en tanke, der kunne falde mig ind.”

Lars var 14 år, da han så Sods spille på Arbejdermuseet, ovre bag Nørreport.

Steen kickstarter sine erindringer, hvilket er lidt som at høre en druknet Puch-knallert komme tilbage til tænding.

”Hva var det nu ...du sagde … du kom … du gik sgu da op på scenen … og råbte … et eller andet … det var … hva’ faen … hva’ fa’en var det nu, du fik sagt?

Lars: ”Ja, hva’ faen var det nu …?”

Steen Jørgensen: ”Joh! Han gik op på scenen og råbte i mikrofonen: ’Er der nogen, der kan gøre det bedre, så bare kom.’ Der kom et stort billede i avisen med det citat, haha.”

Men hvad fik jer overhovedet til at opsøge miljøet?

Lars Top-Galia peger på Steen, der pulser og spejder 40 år tilbage i tiden, ned mod den flerfarvede Palads-biograf for enden af Sankt Peders Stræde.

Lars Top-Galia: ”Det var jo en åbenbaring, vi kom fra 70’ernes brune fløjl og politiske paroler og noget meget stift og meget reaktionært, og vi var bare … principielt imod alt.”

Steen Jørgensen: ”Vi havde lyst til at skabe noget, der var vores eget. Noget, der havde en værdi for os. Gennem musikken.”

Lars Top-Galia: ”Steen var jo inde og se Sex Pistols, lige da de var startet. Det var noget, der rykkede.”

Steen Jørgensen: ”Ja, lige nede i den bygning.”

Han peger på den nedrivningstruede biograf. Under Palads lå Daddy’s Dance Hall, hvor Sex Pistols i sommeren ’77 spillede en skelsættende koncert, hvor alle fire fremtidige medlemmer af Sods tilfældigt var tilstede. Det var på baggrund af dén oplevelse, Sods blev dannet og i november samme år spillede deres første koncert på Rødovre Gymnasium. Og dermed officielt blev Danmarks første punkband.

Lars Top-Galia: ”Man havde jo kun lige hørt om punk på det tidspunkt. Det var ligesom den hellige gral for mig. Men jeg måtte jo ikke komme ind og se Sex Pistols, jeg var ikke gammel nok. De grinede simpelthen bare af mig.”

En ung pige afbryder ham.

”Jeg vil bare sige tak for musikken. Jeg lytter til det hele tiden.”

”Der kommer noget nyt nu,” siger Lars Top-Galia.

”Jeg ved det … tak!”

Hvem går I selv hen og takker?

Steen Jørgensen: ”Jeg gjorde det sidst med Swans, Michael Gira.”

Lars Top-Galia: ”Jeg gjorde det med Iggy and the Stooges i London. Og sidst den danske støjkunstner Puce Mary, som måske er det mest spændende navn lige nu.”

Steen Jørgensen: ”Ja, hun lavede en af årets bedste plader sidste år.”

Forsangeren retter på solbrillen og knipser sit skod ned ad fortovet i retning af sin gamle arbejdsplads, en pladebiks ved navn Gry Records, der i dag hedder Couloir no. 35 og er endnu en café i hipster-habitatet. Det var i pladebutikken, Steen og Lars lærte hinanden bedre at kende.

”Gry var jo den store postpunk-butik. Jeg købte mange plader af Steen der. Hvis man sku ha’ den nye Virgin Prunes. Så var det her. Så måtte man ned og købe den af Steen.”

”Ja, så måtte man ned og købe den hos mig. De kom jo fra Jylland for at købe en Cure-plade. Altså, der i ’82. De ringede og sagde: ’Jeg kommer fra Esbjerg til København om tre dage. Kan I ikke gemme pladen? Det er vildt, ikk’?”

En baggård byder på et øvelokale, hvor Lars Top-Galia første gang fik lov at joine Sods i 1984 . Dengang det rene slum, hvor ”ordentlige mennesker ikke ville bo,” siger Steen Jørgensen. Det var dengang Sods skiftede stil og i visse dele af det reaktionære punkmiljø blev anset som forrædere, der solgte ud til storkapitalen.

Lars Top så noget mørkere og mere avantgardistisk under opsejling. Og blev mere og insisterende på være en del af orkestret. Steen så ham som en forfriskning, som ny energi.

Det kan de tale længe om. De husker også læderbøsserne på Men’s Bar, dengang hed det Stable Bar, en stald med hård homoporno på tv-skærme.

Steen Jørgensen: ”Vi holdt et møde dér.”

Lars Top-Galia: ”Ja, de ku’ godt lide os. Men altså, de hørte noget ret vattet musik, så vi introducerede dem for Iggy and the Stooges. Raw power. Det var så sidste gang, vi var på den bar. Det var sgu for dark for dem.”

Vi runder den tyske kirke, Skt. Petri Kirken, hvor det halve af byens punkere stjal ægte kranier fra krypten til pynt. Men knogler var ikke noget for Steen eller Lars, de var mere til at betragte Niels Hansen Jacobsens skulptur ’Døden og Moderen’, der gemmer sig på den glemte kirkegård.

Og så fandt de hinanden på biblioteket på Kultorvet, hvor der i dag er International Business School. Steen Jørgensen sad her og læste tidens beatpoeter og dyrt importerede musikmagasiner.

Lars Top-Galia: ”Jeg kom her også, selvom jeg ikke var så boglig fikseret som de andre. Det var sådan i det miljø, at hvis man ikke kendte beatforfatterne og magikerne, så blev man udskammet. Jeg forstod ikke det hele, men jeg var klar over, at hvis jeg ikke havde læst det stof der, var den gal. Sådan var det. Det kan man så synes er godt eller dårligt, men det havde en fed effekt for mig, det fik mig til at læse. Men klart, det var da en art snobberi.”

Steen Jørgensen: ”Man sku’ sgu kende Stockhausen.”

Forsangeren taler om den tyske avantgardekomponist, forstås. For der var regler for anarkiet. At man fx vidste, hvem forfatteren William S. Burroughs var. Eller Can, det tyske krautrock-band. Eller helt simpelt, gik i sort. Hænger punkens utilpassede ægtepar stadig fast i nostalgien?

Steen Jørgensen: ”Jeg ser egentlig ikke nostalgisk på det.”

Lars Top-Galia: ”Nej, du er udpræget én, der ikke kigger tilbage.”

Steen Jørgensen: ”Ja, vi må videre. Jeg forlader også en plade, når den er udgivet og bliver det produkt, den er. Så er jeg ligesom færdig med den. Altså, jeg spiller den selvfølgelig gerne live, men ellers … ”

Lars Top-Galia: ”Du kan også forlade en hel pladesamling. Eller en bogsamling. Det har jeg tit tænkt over. Hvor utrolig kold, du var … det er jeg meget fascineret af. Det er egentlig ret blæret. At lægge noget bag sig.”

”HOV, DER GÅR Pierre Sales,” udbryder Lars Top-Galia.

Deres første manager. På vej ud fra det nye posthus i Pilestræde.

”Altså, Peter Peter var ung praktikant på et billedbureau, hvor jeg var ansat (Nordfoto, red). Han så lidt punket ud, og jeg havde læst om punk og havde været i London og se en Clash-koncert,” begynder den tidligere manager og fortsætter:

” ... og så kom jeg tilbage med et Clash-badge. ’Hvor har du det fra? Jeg spiller også i et punkband,’ sagde Peter Peter, og jeg tog så senere et billede af bandet. Jeg sad med det billede dér, og hvem kom forbi? Bodil Cath, hofreporteren.

’Det er Danmarks første punkband’, sagde jeg. ’Nå da, er det Danmarks første puuuuunkband,’ sagde hun. Og så skrev hun en note om det til B.T. Men altså, jeg har et ret kort c.v. i den branche. Jeg har kun haft et band før, og det var Gasolin,” siger manageren, der lige har en hurtig anekdote mere, inden han siger ”tillykke med den nye plade” og forsvinder:

”De var til audition hos mig. Vi lånte et lokale i Sofiegården. Og et sanganlæg. Steen, du så jo ret punk ud, men det der imponerede mig mest, var da Peter - i en afslutning på et nummer - pludselig lavede en salto på den sidste akkord. Så var de ligesom signet.”

Lidt efter kommer vi forbi et kønsløst byggeri med et tørlagt springvand foran, der nu består af kursuslokaler, men engang var en ubrugt universitetsbygning, som Sort Sol fik lov at flytte ind i.

Lars Top-Galia er begejstret: ”Vi fik lov at bo der uden at betale. Der sidder jo folk på universitet med fed smag, ikk’? Deroppe skrev Steen og mig vores første sang sammen. Deroppe i det hus. Det må have været i ’85. ’A Knife for The Ladies’, hed den.”

Et par unge fyre kommer forbi. De siger: ”Hej Lars” og ”Hej, hej Steen,” inden de går videre.

Folk virker, som om de kender jer!

Steen Jørgensen propper en nytændt smøg i sit listige smil.

”Det gør de jo.”

De to var skilt i seks år. Fra 2004 til 2010. Men af og til mødtes de alligevel til koncerter på Statens Museum for Kunst.

Steen Jørgensen kom her allerede i sine tyvere for at bladre i bøger og søge inspiration i de hvide marmorhallers imposante samling af skulpturer og malerier. Især guldalderen interesserede den unge autor, Hammershøi, L.A. Ring. Og Nicolai Abildgaard, ikke mindst.

Dengang som nu står han og nærstuderer et billede med titlen ’Jordemoderen forlader Androspigens hus’, et over 200 år gammelt Abildgaard-maleri baseret på en kærlighedskomedie af den romerske digter Terents, hvor to unge elskende skal igennem en række udfordringer for at få hinanden.

Steen Jørgensen ser mest af alt galninge og originaler i billedets antikke søjletempel-setting.

”Det er virkelig et skønt billede, det er noget i det, som jeg selv søgte, ikk’?

Livet i byen, de sjove eksistenser, folk der gør noget uventet.”

Han kniber øjnene sammen og går tættere på.

”Der er ligesom et filter på. Der er også et eller andet galt i det, ikk’? For lidt sol dér og for meget skygge dér. Måske falder skyggerne faktisk forkert. Jeg kan blive ved med at kigge på det,” siger han næsten hviskende med sin dybe stemme.

Forsangeren kigger på et andet, mere dystert maleri med titlen ’Og i hans Øjne saa jeg Døden’. Det er skabt af Ejnar Nielsen, kendt som dødsmaleren. Motivet er en mand med overskæg, der med lidt god vilje kunne ligne en ung Steen Jørgensen, som ser sin skæbne i øjnene - med foldede hænder og sænkede skuldre. Memento Mori. Sort Sol er en tunnel og det hvide lys venter i skyggerne.

”Døden er et nærværende og farligt område … et spændende område … hvor starter og slutter rummet? ... hvornår er vi i anden dimension? ... jaaaah …,” siger han langsommeligt og uden at svare på sine egne spørgsmål. Eller journalistens for den sags skyld.

Steen Jørgensen er god til at være stille, god til at stene. Han stirrer tavst og længe på den irrede og forpinte skabning ved navn ’Skyggen’, som Niels Hansen Jacobsen har skulpteret. Den samme kunstner, som står bag ’Døden og Moderen’ på den tyske kirkegård.

Steen Jørgensen kan gå rundt som en skygge af sig selv. Til stede, men tavs. Men når de to laver musik, er det et helt andet ballgame.

”Steen taler meget mere, end folk tror,” siger Lars Top-Galia. ”Vi har en konstant verbal duel, når vi arbejder. Konstant kommunikation er nærmest en arbejdsform, et værktøj til den kreative proces, et spil. Så kan Steen pludselig komme op i et helt andet energifelt, hvor han taler hurtigt og intenst. Der kommer en helt anden side af ham frem.”

Det var det spændingsfelt, som Lars Top-Galia forlod i juni 2004, en afsked, mange mente ville blive bandets endelige forlis. Lars Top-Galia gik, fordi han ikke kunne blive. Sådan sagde han dengang, og næsten det samme siger han i dag: ”Jeg gik for at komme videre. Det var en personlig ting.” Og mere vil han ikke sige om det.

Nu ser bandet fremad og hylder, at de turde give slip for at genvinde kærligheden til orkestret og dets univers. Sort Sol var ikke i opløsning, understreger Lars Top-Galia. Det var en bare pause. På seks år.

Steen Jørgensen: ”Vi mødtes på en ny måde, hvor vi ikke behøvede at snakke om Sort Sol.”

Lars Top-Galia: ”Vi stoppede bare. Det blev en pause, men det var ikke aftalt som en pause.”

Steen Jørgensen: ”Jeg vil næsten sige, det fadede ud.”

Under den lange separation mødtes de to ikke kun på Statens Museum for Kunst, men også til den årlige kendis-julefrokost hjemme i privaten hos Flemming Østergaard, bedre kendt som ’Don Ø’. De nævner det, mens vi kigger på billeder af Hammershøis motiver fra Christianshavn, hvor de to frontfigurer boede tæt på hinanden uden at mødes.

Julefrokost hos Don Ø?

”Ja, vi holdt den sociale forbindelse her på museet og hos Don Ø,” siger Lars Top-Galia.

Og nej, de tager ikke stilling til ham på den måde, siger de. De ser ham som en ven. Ikke en nær ven, men en ven. Og så vil de i øvrigt hellere tale om malerierne.

Vi skulle egentlig have set Steens Jørgensens yndlingsmaleri, et værk af Abildgaard.

”Et rystende billede. En stormtrooper,” siger Steen Jørgensen, der er i tvivl om titlen. ’Trappen i Terents’, måske?

Vi spørger i informationen, men de kan ikke finde den titel i arkivet, siger en dame ved navn Vivian. Hun er helt med på, hvem Sort Sol er, oplyser hun af egen drift.

Vi finder ud af, at maleriet – et nærmest surrealistisk tempeltrappe-billede, hvor folk trænger ind af huller i muren og falder omkuld ned ad trinene – hedder

’Lykkens Tempel’. Og at det ikke længere hænger på Statens.

Igen møder vi en ung pige, der roser dem.

”Ja,“ siger Lars Top-Galia. ”Vi er virkelig gode. Lige nu kører det bare. Ja,undskyld, jeg siger det, men vi har en god energi nu.”

CAFÉEN HAR DE ’frokosttilbud’ på to stykker smørrebrød plus et glas øl/vin/snaps til 200 kroner. Provokerende dyrt, siger de, så vi satser på småkager og citrontærte.

Engang fik man frikadeller og billige håndbajere i museets kantine, det var dengang i 80’erne, da Steen Jørgensen hang ud her. Dengang, da Sods skiftede navn til Sort Sol, og stoffer var forbeholdt rockstjernerne.

Steen Jørgensen smager lige min citrontærte, synes ”den er helt vild,” og ender med at spise halvdelen.

”Man siger, at stofferne er gået fra backstagerummet og ud på scenen, ned blandt publikum og ud af døren og op på stilladset, ikk’?” siger Lars Top-Galia, der i dag hverken rører alkohol eller andre stimulanser.

”Det var en beslutning, jeg tog, da vi skulle holde den pause. Jeg blev nødt til at være stærk for at stå der … alene. Jeg vidste jo ikke engang, hvem jeg var. Hele mit voksne liv havde jeg været med i noget, jeg ikke var med i længere. Jeg er ret konkurrencepræget, så jeg sagde til mig selv: ’Jeg gør det ikke i morgen’. Og sådan har det været siden.”

”Det er vel lige før, du ikke kan huske det andet?” siger Steen Jørgensen. ”Det er jo en myte, at inspirationen ligger i at forgifte sig selv. Og der er da også nogen ting at hente i det, ingen tvivl om det, men det er der ikke længere for mig.”

Steen Jørgensen: ”Det er timerne på scenen, der er festen.”

Helt væk er de bevidsthedsudvidende stoffer dog ikke. Den amerikanske producer Randall Dunn tog et svampetrip for bedre at kunne se den rigtige rækkefølge af numrene på bandets nye plade,

’Stor langsom stjerne.’

Steen Jørgensen: ”Jeg så rækkefølgen komme, intuitivt, det kunne ikke være anderledes, men han havde altså brug for et trip for at se det.”

Lars Top-Galia: ”Randall tog nogle svampe på et indianerreservat oppe ved Twin Peaks, hvor vi lavede pladen. Der valgte han så at lave et slags ritual, altså tage et trip og gå numrene igennem. Jeg var der selv, det var ret vildt, han fik et syn. Man ku’ se med det samme, at han havde en stærk vibe.”

De beskriver den alternative rockproducer som spirituel og kraftfuld. Og dermed den rigtige mand til en plade, der skulle være stor og langstrakt og voldsom og poetisk.

Lars Top-Galia: ”Jeg var ret vild med ham, og at han gjorde det. Jeg forlod studiet et stykke tid, så han kunne være på trip alene. Efter en 8-9 timer kom det. Han sagde: ’Jeg har set det, jeg har set det’. Jeg blev hentet på hotellet, og så hørte vi det og jeg tænkte: ’Den er lige i skabet’.”

Lars Top-Galia bunder sin æblemost. Steen Jørgensen vil ud at ryge igen. Vi har købt en ekstra pakke til ham på en tank, en pakke lyserød Manitou. Uden for kunstmuseet svarer han på, hvad han lavede i Sort Sol-pausen.

”Jeg spillede med andre mennesker for at finde ud af, hvem jeg er, når jeg er sammen med andre mennesker. For at finde ud, om der kom noget andet frem.”

Gjorde der det?

”Ja, selvfølgelig, der kommer altid noget andet frem.”

Hvad?

”Jamen, jeg slap væk fra at være ham fra Sort Sol. Jeg havde en periode, hvor jeg virkelig var træt af at høre mig selv. Lyden af mig selv, lyden af min egen stemme.”

Han stopper op, træder på sin cigaret.

”Jeg havde bare lyst til at komme væk fra det. Lars havde også flere år, hvor han ikke rørte guitaren.”

Lars Top-Galia: ”Jeg kan kun være med i noget, hvis det virkelig er. Man får øje på styrker og svagheder, når man ligger stille. Og nu har vi det, som var det i går, vi startede.”

Steen Jørgensen: ”Det var udmærket at lave noget med andre i en periode, men det kommer ikke derhen. Til det, vi har sammen. Det er bare et fact.”

Bandets studie på Amager er fyldt med instrumenter, guitarer og keyboards i alle afskygninger. Der er hylder med pedaler og kabler, en gigantisk flaske Campari og et meterhøjt Prince-skilt, en lysreklame for cigaretten, ikke musikeren.

”Jeg synes ikke, det er så interessant at snakke om min arm. Men det gør mig da markant anderledes end de fleste,” smiler Steen Jørgensen overbærende og fastholder sine blå øjne i et blik, der, når han endelig kigger én i øjnene, er stærkt og insisterende.

Man mærker det pludselige fokus i hans ellers rastløse krop, der konstant går rundt om sig selv, ud efter mere kaffe eller fisker endnu en cigaret op af frakkens inderlomme.

Man fornemmer et enormt nærvær, når han vil. En ro og en hvileløshed på én og samme tid. Men Steen Jørgensen er et privat menneske, og han er ikke bange for at svare så kort som muligt.

Du er rastløs?

”Ja.”

Hvad gør du ved det?

”Jeg går meget. Jeg kan godt lide at gå.”

Hvad laver du, når du går?

”Jeg sanser.”

Forsangeren går væk. En tanke strejfer måske hans hoved, og hans krop kan ikke gøre andet end at gå med.

”Det er derfor, det altid er mig, der ender med at fortælle historier,” siger Lars Top-Galia.

Steen Jørgensen kommer tilbage. På spørgsmålet om, hvem der oprindelig ledte ham mod den musikalske magi, skal han langt tilbage. Til da han var teenager.

”Jeg havde et nært venskab til en pige, som var noget ældre end mig. Som jeg gik til koncerter med og som kunne sætte mig ind i sagerne. Jeg begærede kun at have så mange grammofonplader som muligt. Det var simpelthen det eneste, der interesserede mig. Grammofonplader, grammofonplader, grammofonplader … mere er der ikke i det.”

Steen Jørgensen går igen. For at hente mere kaffe. Vi kan ikke komme det nærmere, vi skal ikke længere ned i hans personlige pladerille. Og vi skal heller ikke besøge den opgang, han voksede op i. Der er ikke rigtig noget at se, siger han. Han slår ud med den ene arm:

”Måske er jeg bare så gammeldags, at jeg gerne vil have, at det er pladen, der får det sidste ord.”

LÆS OGSÅ: Julian er 29 år og jomfru: Nu udstiller han sig selv i et glasbur

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann er anti-guruen, der selv blev en guru: "Nogle gange stiller de mig under 'religion', ved siden af Bibelen"

LÆS OGSÅ: Peter Sommer: "Jeg har været nede at vende nogle steder, hvor jeg aldrig troede, jeg skulle vende"