Det har jeg lært: Nikolaj Lie Kaas

Nikolaj Lie Kaas er aktuel som Dirch Passer i filmen 'Dirch'. I februar 2010 mødte Jens Vilstrup Lie Kaas, hvilket der blev et stort portræt ud af. Her fortæller Lie Kaas, hvad han har lært om livet.

”Jeg har aldrig kaldt mig skuespiller. Jeg har bare tænkt, at jeg kunne lave den følelse og det menneske og den scene og det udtryk. Jeg har aldrig følt mig som ’skuespillerskuespiller’. Men det er jeg, må jeg indrømme nu. Helt ned i bolletøjet.”

”Jeg sagde ja til at medvirke i Punkt 1-reklamerne på et tidspunkt, hvor jeg lige var blevet far og ikke havde tjent en krone i et år. Man får mange penge for at være med i sådan en reklame, og det var bevæggrunden. Men samtidig tænkte jeg: ’Når man beslutter at bringe sin røv op i klaskehøjde, så synes jeg også, man skal gøre det ordentligt.’ Jeg gik ind i projektet, kom med ideer til min karakter og kom med replikkerne selv. Det hele startede med improvisation. Jeg sad bare foran kameraet og kørte løs og deraf opstod sætningen: ’Det er en ren win-win-situation.’ Kampagnen har kørt i tre år, og de er i gang med at lave nogle nye. Men nu har jeg sagt nej til at være med.”

”I en periode arbejdede jeg på Det Kgl. Teater som fastansat, og det var sgu rart. Jeg fik løn, jeg gik i kantinen, og der var en rutine. Man spiller, har fede roller og er sammen med spændende og rare folk. Men pludselig tænkte jeg: ’Hvad sker der? Hvad foregår der uden for døren?’ Pludselig har man lullet sig selv hen på en måde, så man næsten lige så godt kunne arbejde i Sydbank. Man skal holde sig selv i ave, ikke glemme sig selv. Ikke glemme, hvad udgangspunktet var.”

Læs videre på næste side.

”Der er en del skuespillere, der ikke tør lade sig falde eller lave stunts, de er bange for det. Men jeg har aldrig haft et problem med det. Det eneste, jeg har prøvet, er at brække en lillefinger, fordi jeg faldt forkert. Og så fik jeg under optagelserne til ’Brødre’ et rigtigt blåt øje af Ulrich Thomsen, fordi et stunt gik galt.”

”Nogle gange kommer folk hen og vil gerne have taget et billede sammen med mig. Engang kom der sådan en kæmpestor fyr med tatoveringer og det hele og stillede sig ved siden af mig, mens en af hans venner tog et billede. På overfladen kunne jeg ikke fornemme, at han var starstruck. Men i det øjeblik, jeg holdt om ham, kunne jeg mærke, at det der store, store brød ved siden af mig stod og rystede indeni.”

”Jeg har spillet i mange forskellige bands, men i dag er det mange år siden, jeg har spillet. Min kæreste har flere gange forsøgt at få mig til at smide mine keyboards ud. Der står en 4-5 stykker nede i kælderen. Men det kan jeg simpelthen ikke. Det ville være som at rive noget ud af mig selv.””Jeg har aldrig bevidst tænkt i karriere før, det er nyt for mig. Jeg har i flere omgange været i Los Angeles for at gå til møder, castinger og gøre benarbejdet. Sammen med min familie overvejer jeg at flytte derover i en periode. Det kan dog også have sin fordel at bo langt væk, siger min amerikanske manager. Inden ’Engle og dæmoner’ var gået i gang, gjorde det mig mystisk og spændende, at jeg overhovedet havde en rolle i den film. Man sidder til en hel masse møder med filmfolk, hvor man kan mærke, at man spilder tiden, men den dag, jeg skulle hjem til Danmark, skal jeg love for, at telefonen begyndte at ringe. De er så bange for at miste noget – for at andre måske havde set mig. Det er et underligt marked, der ikke har meget med virkeligheden at gøre. Hvis man skal satse på det, må man tro på, at man har noget, som ingen andre har.”

”Jeg har været til så mange castinger, at jeg næsten ikke kan huske det. Min sidste amerikanske casting var på den nye ’Sex and the City 2’. Jeg har lavet rigtig mange castinger på ridderfilm og på skurkeroller. Det er oftest de roller, man får tilbudt, når man taler amerikansk med europæisk accent.”

”Det kan virke, som om tingene er faldet let for mig. Jeg kan godt se, hvordan det måske ser ud udefra, og andre i branchen har måske haft ondt i røven over det. Ikke over mig som person, men over mig som institution. Som om det kører for mig, og at jeg ikke rigtigt kan gøre for det. Men der ligger afsindig meget arbejde bag. Flere synes måske, de er lige så gode som mig, hvis ikke bedre, men de har ikke haft det lige så nemt som mig, synes de. Jeg er grænseløst taknemmelig for, at jeg får chancen for at spille komedier, det dumme svin og hovedroller. Det er det, jeg altid har drømt om.”