Det skal du streame i juleferien

Leonardo DiCaprio prøver at redde jorden, Harry Potter vender tilbage, og en nepaleser vil bestige samtlige af verdens højeste bjerge. Vi guider dig igennem en juleferie, der står i streamingtjenesternes tegn.

Det skal du streame i juleferien
Offentliggjort

‘Don’t Look Up’

Er du vimmer for en omgang Oscar-statuetter, der skal udfolde sig på retinaskærmen den 24. december, når ’Don’t Look Up’ får premiere på Netflix. Leonardo DiCaprio og Jennifer Lawrence spiller to astronomer, der opdager, at en kæmpemeteorit er på vej mod jorden. Meget tidstypisk kan omverdenen slet ikke forholde sig til noget så konkret og livsomvæltende, så de to tager på en pressetur for at overbevise menneskeheden om, at verden er ved at gå under.

Kan streames på Netflix fra 24. december

’Welcome to Earth’

Hvis du allerede har kastet dig over samtlige af David Attenbouroughs naturfilm, er det måske på tide, at du retter blikket mod serien ’Welcome to Earth’, som er lavet af National Geographic. Her udforsker skuespiller Will Smith sammen med en række eksperter nogle af jordens vildeste naturoplevelser, og i løbet af de seks afsnit tager de os med under vand, ud i en imponerende ørken, gennem rå bjerglandskaber og helt tæt på en spydende vulkan.

Kan streames på Disney+

‘Hand of God’

Paolo Sorrentino vandt i 2014 en Oscar for ’Den store skønhed’, og nu er han tilbage med en film, der handler om hans egen opvækst som forvirret og livstræt teenager i 1980’ernes Napoli, hvor kaos regerer. Det er en smuk fortælling om livets mange nuancer, skæbnens favntag, og selvfølgelig spiller Diego Maradona også en rolle.

Kan streames på Netflix

’Diplomaterne’

De går med skjorte og slips, deres pas har anden farve end de flestes, og så er de hovedpersonerne i DR’s nye dokuserie ’Diplomaterne’. Her følger vi fire diplomater, der hver især har håndteret hæsblæsende kriser og med stoisk ro har navigeret dem selv og dem, de har ansvar for, sikkert gennem katastroferne.

Kan streames på DRTV

Harry Potter 20th Anniversary: Return to Hogwarts

Det er allerede 20 år siden, at den første Harry Potter-film rullede over biografskærmene, og vi kan godt afsløre, at det får os til at føle os ret gamle. Men jubilæet skal naturligvis fejres, og det gør HBO Max med en hyldest til det magiske univers, hvor de tre Hogwarts-venner Daniel Radcliffe, Emma Watson og Rupert Grint vender tilbage til ’The Great Hall’ for føre os ned at mindernes allé og genbesøge det magiske slot, som så mange af os har besøgt et utal af gange gennem filmene.

Kan streames på HBO Max fra 1. januar

’14 Peaks: Nothing Is Impossible’

Der var engang, det at have besteget Mount Everest, blev set som det vildeste, mennesket kunne. Tiden flyver, vand under broen, og nu kan man på Netflix opleve dokumentaren ’14 Peaks: Nothing Is Impossible’, hvor den nepalesiske sherpa Nimsdai Purja kaster sig ud i et sandt vanvidsprojekt: Han og hans kumpaner vil bestige samtlige af jordens 14 bjerge, der er over 8000 meter høje. Det er en umådelig fysisk og mental bedrift, der er fortalt med en stærk sans for drama, og som kommer helt inder huden på overmennesket Nimsdai Purja.

Kan streames på Netflix

seriemorder.jpg

’En seriemorder banker på’

Er der noget mere hyggeligt end at krybe under dynen og se en lang dokumentarserie om en seriemorder, der hakker, hugger, skyder og kører sine ofrer ihjel? ’En seriemorder banker på’ (’Night Caller’ på originalsprog) handler om Eric Edgar Cooke, der igennem en årrække skræmte borgerne i Australske Perth fra vid og sans med sine voldelige og tilfældige forbrydelser, og den indeholder alt, hvad en true crime-dokumentar skal: En tragisk barndom, blodige mord, vanvittige retssager og mennesker, der bliver uskyldig dømt.

Kan streames på DRTV

Se, hvad vi ellers skriver om: Film, Serier og Dokumentar