Disse seks film får dig for alvor i sommerstemning

Kæmper du stadig med komme i den helt rigtige sommerstemning, så frygt ej. Vi har samlet seks gode film, der både får rejselysten og sommerstemningen frem i dig.

Disse seks film får dig for alvor i sommerstemning
Offentliggjort

‘The talented Mr. Ripley’

En vaskeægte klassiker. Matt Damon spiller hovedrollen i filmen, der er fra 1999, og som har fået nærmest kultstatus hos mange filmelskere. Foruden den høje kvalitet af filmen, foregår store dele af fortællingen i Italien, nærmere bestemt Rom, Venedig og den fiktive by Mongibello.

Bløder dit hjerte for gamle bygninger, og den napolitanske bugt kommer du til at falde pladask for ’The Talented Mr. Ripley’. Vil du have din indre italiener frem, kan de æstetisk smukke scener fra Rom og Venedig, som filmen er prydet med, meget vel være det, du har brug for, og skal du selv besøge støvelandet hen over sommeren, er den som skabt til flyveturen.

’Casino Royal’

En af de måske bedste James Bond-film, der er lavet i nyere tid, og hvad der kun gør oplevelsen endnu bedre, er, at både Jesper Christensen og Mads Mikkelsen spiller med. Da den udkom i Danmark i 2006, var det årets mest sete film, og har man set ’Casino Royal’, forstår man godt, hvorfor den i sin tid var så enormt populær. Ligesom i alle andre film i James Bond-universet bliver man som seer ført rundt på nogle af de flotteste og mest betagende lokationer, verden har at byde på.

James Bond klarer vanen tro de udfordringer, han møder på sin vej, og nogle af scenerne foregår blandt andet på Madagaskar og Bahamas, mens vi også kommer på casino i Montenegro. Derfor ægger filmen voldsomt til din indre globetrotter, og hvis du udover at nyde Mads Mikkelsen og Daniel Craigs skuespil også vil udvide din egen rejsehorisont, giver ’Casino Royal’ rig mulighed for det. Perfekt sommerfilm, der skal nok få rejselysten frem i dig.

’Midnight in Paris’

Denne film taler til de frankofile. ’Midnight in Paris’ er instrueret af Woody Allen og er en klassisk kærlighedsballade. Har du nogensinde drømt om at møde dit livs kærlighed i hjertet af Paris, kan du gennem hovedpersonen Gil, der spilles af Owen Wilson, udleve netop den fantasi. Gil teleporteres tilbage til 20´ernes Paris, efter han har mødt den smukke Adriana, der spilles af Marion Cotillard, og herfra spirer romantikken for alvor.

Filmen foregår som nævnt i Paris, og det betyder æstetisk smukke bygninger i en klasse, kun den franske hovedstad kan byde på. Til dig, der drømmer om solskinsdage og rødvin med dit livs udkårne i en baggård i Marais-kvarteret.

‘Call Me by Your Name’

Vi vender endnu en gang blikket mod det italienske. ’Call My by Your Name’ er en kærlighedsfortælling, der foregår i midten af 80´ernes Toscana. Da filmen udkom i 2017, blev den af anmeldere verden over rost til skyerne, og har man set den, forstår man udmærket hvorfor. En af de bedste kærlighedsfortællinger, der er lavet de senere år.

Filmen udspiller sig i det norditalienske med alt, hvad der hører sig til, og det er svært ikke at lade sig friste af tanken om selv at flytte til Toscana, når først man har trykket ’afspil’. Fantastisk film og oplagt bud på dit års sommerfilm.

‘Seven Years in Tibet’

’Seven Year in Tibet’ har særligt TV2 for vane at genudsende år efter år i og omkring juledagene, og derfor har du måske allerede set den – hvis ikke kan du godt komme i gang. Som titlen indikerer, foregår handlingen i Tibet, og gennem bjergbestiger Heinrich Harrer, der spilles af Brad Pitt, bliver man som seer ført gennem nogle af verdens smukkest bjerglandskaber og andet betagende natur.

Filmen taler, ligesom ’Casino Royal’, til den gemte globetrotter i dig, og har du aldrig besøgt det asiatiske kontinent, får du lyst til det, når filmen er ovre. Filmens eventyrlige plot og brede verdensudsyn gør også, at den er med på listen her. Den er særligt velegnet til sommerens regnvejrsdage, og giver dig rig mulighed for at drømme dig til mere eksotiske himmelstrøg fra det sommerhus, du har lejet i Rørvig.

’Vicky Cristina Barcelona’

Woody Allen har en stor passion for at hylde de europæiske hovedstæder, og det gør han også i denne filmen. Filmen minder i sit plot skræmmende meget om ’Midnight in Paris’, men i ’Vicky Christina Barcelona’ hylder den kendte instruktør, som navnet antyder, den catalanske hovedstad. Flotte scener fra byen, der rummer alle gode ting, man overhovedet kan forestille sig.

’Vicky Christina Barcelona’ er en klassisk kærlighedsfilm, men det er heller ikke det vigtige her. Nej, det vigtige er, at du kan suge til dig af spansk kultur og byliv.

Se, hvad vi ellers skriver om: Film, Streaming, Guide og Sommer