Efter anholdelse: 6ix9ine udgiver alligevel ikke nyt album i morgen

Den unge rapper 6ix9ine er sigtet for seks lovovertrædelser og risikerer livstid i fængsel. Derfor har man valgt at udskyde albummet ‘Dummy Boy’, der ellers var planlagt til at komme ud fredag.

Efter anholdelse: 6ix9ine udgiver alligevel ikke nyt album i morgen
Offentliggjort

Der kommer ikke noget nyt album fra 6ix9ine i morgen.

Den mildest talt kontroversielle rapper blev søndag aften anholdt og sigtet for seks lovovertrædelser, heriblandt for medvirken til mord, besiddelse af våben og for deltagelse i skyderier såvel som væbnede røverier. Anholdelsen af den 22-årige mumble-rapper fra Brooklyn var ifølge amerikanske myndigheder kulminationen på fem års politiefterforskning.

Bliver han dømt for forbrydelserne, må han forlige sig med at skulle spendere de næste 32 år i fængsel – som minimum.

I morgen skulle 6ix9ine efter planen udgive sit nye album 'Dummy Boy'. En titel, som nogle måske vil mene passer godt til hele balladen omkring ham.

Men nu er albummet udskudt på ubestemt tid. Det meddeler 6ix9ine, hvis borgerlige navn er Daniel Hernandez, på Instagram.

Forventningerne har været store til det kommende album, der har gæsteoptrædener fra både Kanye West og Nicki Minaj. Sidstnævnte giver på samme sociale medie sin støtte til 6ix9ine.

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik, Kriminalitet og Hiphop