”Jeg har altid fornemmet, at jeg kan fortælle sjove historier og har en form for underholdende effekt på folk. Som barn ville jeg dog være landmand, fordi jeg elskede naturen. Senere ville jeg være arkitekt, efter jeg havde set en udstilling på Louisiana. Men da jeg blev 18 og startede på at lave teater på Mercur (det nuværende Bremen Teater, red.), kunne jeg mærke helt fysisk, at jeg hørte til det her sted. Jeg følte mig simpelthen hjemme på scenen, og så er jeg blevet hængende.”
Hvad er det mærkeligste sted, du er vågnet?
Annonse
”Engang som ung havde jeg været i byen og drukket en masse store fadøl. Jeg boede på Christianshavn, og på vej hjem kom jeg dinglende forbi Lagkagehuset på Christianshavns Torv klokken 05.30 om morgenen. Det åbnede en halv time senere, og jeg tænkte, at jeg lige ville sætte mig ned og vente, for jeg havde lyst til nogle rundstykker og gifler. Men jeg faldt i søvn og vågnede ved, at en lille pige sagde til hendes mor: ’Se, mor, se mor. Det er ham fra børne-tv’. Jeg syntes, det var ret flovt, at jeg lå der op ad bagerens vindue med savl rundt om munden, så jeg bøvsede en enkelt gang og skyndte mig at gå hjem i seng uden mine rundstykker og gifler.”
Hvilken af dine ejendele er du gladest for?
”Min mormor var alene med fem børn i en toværelseslejlighed og havde ikke råd til at købe billeder, men hun ville så gerne have et hængende. Derfor fandt hun et foto i Familie Journalen af en dame i flot tøj, klippede det ud og fik det indrammet. Det er en sød historie, der knytter sig til det billede, som jeg heldigvis har arvet. Jeg har også ejet et helt hvidt Kenzo-sæt i hør, som jeg var meget glad for. Jeg købte det i 1989, efter jeg havde sparet op til det længe. Jeg lånte det ud til min kammerat Kim Schumacher i 1990, og jeg har ikke set det siden. Men det klædte ham også bedre.”
Hvad er den vigtigste beslutning, du nogensinde har truffet?
”Da jeg som 19-årig fortalte min familie og mine venner, at jeg var forelsket i en mand, fordi det var sådan, jeg var. Det var en viden, som jeg ville glæde omverdenen med, og de blev også glade. Jeg fortalte det, mens jeg var forelsket, for jeg ville gerne have noget godt at komme hjem og fortælle, en triumf, hvilket jo er noget vrøvl. For det er godt i sig selv at komme hjem og fortælle, at man er homoseksuel. Jeg fortalte det til mine forældre over kaffen, og de var helt rolige og sagde, at det vidste de da godt, jeg var. ’Hvorfor har I så ikke sagt noget?’ ’Det skulle du selv have lov til at fortælle’.”
Hvad er det bedste råd, du har fået?
”Søren Kierkegaard, en tænksom fyr fra gamle dage, sagde i 1843: ’Det store er ikke at være enten det ene eller det andet, men at være sig selv, og det formår hvert eneste menneske, hvis det vil.’ Du skal finde ud af, hvem du er og være tro mod det. Ikke noget med at lege nogen anden. Jeg synes, det er et dejligt råd, som passer på alle mennesker. Da mine gudbørn blev konfirmeret sidste år, skulle gudfar her selvfølgelig holde en tale, og jeg gav Søren Kierkegaards råd videre til dem også.”
Hvilken begivenhed ændrede dit liv?
”Både da jeg mødte min mand for 22 år siden, og da jeg mødte min skønne ven Line Knutzon, som er dramatiker og forfatter. Jeg mødte Line på Kellerdirk, da vi var 18, og lige siden har vi talt i telefon to-tre gange om dagen. Der er noget fantastisk over at få nye venner som ung. Det er også sjovt som ældre, men når du er yngre, er alt nyt og opleves for første gang. Vi var sjæleligt forbundet med det samme. Vi har et sprog, en humor, samhørighed og tolerance sammen – overordnet er det bare kærlighed.”
Har du et ar, der fortæller en historie?
Annonse
”Jeg har et ar i panden, som ikke er en rynke, men stammer fra, da jeg skulle lave nogle optagelser med min vidunderlige ven Anders W. Berthelsen. Vi kørte på Segways ved siden af hinanden i kostume med langt sort hår. Fotografen sad på en ladvogn foran os på cykelstien og sagde hele tiden: ’Prøv at køre lidt tættere’. Det resulterede i, at vores hjul kom ind i hinanden, og vi faldt, og man kører faktisk ret hurtigt på en Segway. Jeg røg ned på hovedet og landede på min ene lillefinger. Da vi rejste os, spurgte Anders, om jeg var okay, og jeg nikkede og strakte hånden op uden at vide, at min lillefinger sad helt skævt, og knoglen stak ud. Anders besvimede med det samme ved synet. Jeg blødte også meget fra panden. Vores gode veninde Paprika Steen var også til stede og fik seriøst et hysterisk anfald, da hun så mine skader. Hun lå på en bænk og skreg så meget, at ambulanceredderne først stormede over til Paprika, fordi de troede, at det var hende, de skulle hente. Vi måtte fortælle, at hun altså ikke fejlede noget, men at det var os, der havde brug for hjælp.”
Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?
”Siden jeg var helt lille, har jeg hørt min far sige ’respekten for det enkelte individ’ så mange gange. Min far døde for 10 måneder siden, og han var det mest begejstrede menneske, jeg nogensinde har mødt. Super frisk og i virkeligt god form. Det var meget vigtigt for ham, at man behandler andre mennesker med respekt, uanset hvem de er.”
Hvordan kommer man sig bedst over en skuffelse?
”Det kommer an på, hvad du bliver skuffet over. Hvis du fx kører en tur og har lyst til en bøfsandwich og opdager, at Route 66 er lukket, så kan du godt blive skuffet. Der bliver stille i bilen i 15-20 minutter, og så må du køre videre til det næste sted. Det er nærmest det bedste eksempel, jeg kan komme på, for jeg hænger mig virkeligt ikke i skuffelser. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var det.”
Peter Frödin, født 1964. Autodidakt skuespiller og komiker. Især kendt fra satiregrupperne ’Lex & Klatten’ og ’Det Brune Punktum’ og fra 90’er-børneprogrammet ’Bullerfnis’ med Hella Joof. Kan for tiden opleves som schlagerstjernen Franzi25 i reklamefilm. Privat bor han i Indre København med sin mand Jon og har et feriehus på Mallorca i Spanien.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.
