HVORDAN FORSØGER MAN at overbevise omverden om, at man ikke har dollartegn i øjnene, når man udgiver ikke bare ét, men to posthume album, efter verdens største raptalent bliver skudt og dræbt i sit eget hjem? Man får selvfølgelig den pågældende rappers mor til at lave en spoken word-intro til pladen. Udgivelen af ’Faith’, det seneste album fra den afdøde megastjerne Pop Smoke, er blevet til af alle de rigtige årsager, må vi forstå. Bashar Barakah Jackson, som der står på Pop Smokes gravsten over det kuldegysningsfremkaldende ”1999-2020”, vil have dig til at tro på dig selv, fortæller hans mor på introen ’Good News’, inden hun lader et højstemt: ”The smoke will never clear” hænge i luften.
Og det har hun jo ret i. Pop Smokes entre på den amerikanske hiphopscene var så monumental og uigenkaldelig, at han for evigt vil blive husket som et af 20’ernes mest lysende talenter i amerikansk hiphop. Han forfinede og fornyede den lidt stagnerede drill-genre, og hans første mixtape ’Meet the Woo’ (2019) vil forblive en klassiker for kendere, mens det første posthume album ’Shoot for the Stars, Aim for the Moon’ (2020), der udkom kort efter Pop Smokes død, er et kommercielt hovedværk. Jeg havde en, måske naiv, forventning om, at man ville koncentrere alle kræfter om, at netop ’Shoot for the Stars, Aim for the Moon’ skulle være det første og sidste Pop Smoke-album.
Blot fem måneder var gået, efter hiphopverden havde modtaget den kollektive mavepuster, at branchens vidunderdreng var blevet dræbt på meningsløs vis, og nu skulle verden bare se, hvad Brooklyn-barytonen havde forberedt til os, inden han mistede livet i en alder af 20 år. ’Shoot for the Stars, Aim for the Moon’ blev det hovedværk, man kunne have drømt om. Mere varmt og tilgængeligt end det isnende gadeunivers, han oprindeligt introducerede os for, men stadig troværdigt og uhyre velproduceret. Albummet havde været det ideelle punktum på en flot karriere, der skulle have været meget længere, hvis Pop Smoke havde levet videre.
JEG BURDE HAVE vidst bedre. Den bedste kortsigtede salgsbooster er nu engang at dø, og sidste år fik Pop Smoke på rekordtid en status, hvor der er mange penge på spil. Rigtig mange penge. Og hiphophistorien er rig på eksempler på, at pladeselskaber og andre interessenter vil gå langt for at sikre, at hver eneste dollar bliver hentet hjem, når et liv slutter brat.
Op til 11 år efter Tupac Shakurs død i 1996 lykkedes det at udgive ikke mindre end syv (!) posthume album i hans navn. Ingen glemte optagelser, ingen ubrugte tekster blev vejet eller fundet for let. Alt kunne bruges, om det så var optaget ind i en kartoffel. Tupacs arv er og bliver heldigvis så urokkelig, at de usmagelige forsøg på at klemme den sidste mønt ud af hans talent mest af alt er gået i glemmebogen, men i tilfældet Pop Smoke begynder man at se konturerne til en grim kamp om hans musikalske eftermæle.
Nu har jeg haft lejlighed til at høre ’Faith’ igennem nogle gange, og det er faktisk bedre, end jeg havde frygtet. Pop Smoke nåede at opbygge et ganske imponerende bagkatalog, før han gik bort, så ’Faith’ er rig på hans karakteristiske, velskrevne omkvæd og oplagte drill-vers. Selvom der på ’Faith’ også bliver genbrugt fra tidligere udgivelser med rund hånd, kunne man utroligt nok have produceret et decideret godt album på 10 numre, hvis det var det, man ville.
SÅ NOBEL ER musikindustrien bare ikke, og det 20 numre lange ’Faith’ fremstår i sidste ende som et rodet værk, der er spækket med tvivlsomme motiver. Ikke færre end 20 forskellige gæster har fundet vej til tracklisten på ’Faith’. Ud fra et finansielt synspunkt kræver det ikke en Nikolaj Steensk industriforståelse at lure årsagen. Musikalsk bliver produktet skændet:
Kanye West hakker sig foruroligende igennem ’Tell The Vision’, Future lyder som altid ugidelig på ’Mr. Jones’ og Chris Brown vil jeg slet ikke kommentere på. Dua Lipa gør et hæderligt forsøg den diskoslaskende ’Demeanor’, men overstråles fuldstændig af hovedpersonens uimodståelige levering. Det er synd, at der ikke er fundet plads til flere talenter som Rah Swish og Beam, men disse sælger næppe plader som branchens ældre sværvægtere.
Rigtig ækelt bliver det på ’Top Shotta’, der længe har floreret i en lækket version. Den første version er en tung drill-sag med et blændende gæstevers fra Pop Smokes ven, den relativt ukendte Eli Fross. På ’Faith’-versionen er Eli Fross skrottet og erstattet af den mere salgbare Pusha T, mens beatet har fået en MGP-esque og yderst uklædelig overhaling af The Neptunes. Rapperen Rowdy Rebel har kritiseret udeladelsen af Eli Fross, mens Pop Smokes barndomsven Mike Dee tordnede mod hele albummet på Instagram: ”Jeg vidste ikke, albummet var på vej, indtil det pludselig var overalt på nettet. Jeg er sur over det, for jeg ved, han (Pop Smoke, red.) ikke ville have det til at være sådan her.”
Jeg tror, vi altid vil huske Pop Smoke for nyklassikere som ’Dior’, ’PTSD’ og ’Invincible’, men lige nu bliver der spillet hasard med hans eftermæle. Jeg krydser fingre for, at vi har hørt det sidste til gravrøveriet på generationstalentet Pop Smoke.
Se, hvad vi ellers skriver om: Hiphop
