Det er efterhånden blevet en tradition, at internettet smider alt, det har i hænderne, når Kanye West udgiver ny musik. Han har siden solodebuten i 2004 på imponerende vis formået at holde sig evigt aktuel. Hver gang, det store omtale-bål truede med at gå ud, har han formået at puste til ilden på de rigtige tidspunkter. Således også med ’Jesus Is King’, der markerer den totale, kristne transition for en af moderne hiphops største superskurke. Pludselig er Kanye West blevet alfaderlig, åbenhjertig og med andre ord svær at hade. Til gengæld har han i skikkelse af ’Jesus Is King’ begået sit mindst relevante album nogensinde.
Albummet er ét langt, kristent klichébingo om Guds storhed og Jesus’ bedrifter. Kompositionerne har sine højdepunkter, men halter i nyskabelse og fremsyn langt efter den øvrige West-diskografi. Gæsteartisterne køber ind på Kanye Wests kristne agenda og er af samme årsag tilsvarende uinspirerede at lytte til.
Det var ikke givet, at Kanye Wests nyeste skud på stammen skulle være så lyrisk begrænset og utilgængeligt. Selvom vi her på Euroman er stærke modstandere af ulovlig videredistribution af kommende plader fra kommercielle artister, kunne jeg i august ikke ignorere, at Kanye Wests længe omtalte ’Yandhi’-projekt pludselig var tilgængeligt i en umixet version på SoundCloud og YouTube. Otte numre af varierende lydkvalitet, der dog efterlader et klart indtryk af det Kanye West-album, vi aldrig får.
Det første nummer på ’Yandhi’ er en kryptisk sag. ’New Body’ kan referere til Det Nye Testamente, hvor apostlen Paulus i et brev til Korintherne introducerer idéen om en spirituel renselse, hvor man iklæder sig den nye krop (læs: troen), man har fået fra Gud. Men ’New Body’ kan lige så vel handle om at finansiere en ny silikone-krop til sin elskerinde. ”I’ll be the first one to hit your new body,” synger altid sleske Ty Dollar Sign. ”Trying the new ass out with the new drip,” følger Kanye West op.
Og sådan er ’Yandhi’. Konstant balancerende på en moralsk knivsæg mellem det bibelske og det syndige. Og så tegner den først og fremmest konturerne af en rigtig god plade – måske Kanye Wests bedste plade siden ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ (2010).
Da det stod klart, at lækkede ’Yandhi’ ikke ville blive udgivet i sin helhed, men i stedet skulle erstattes af gospel-albummet ’Jesus Is King’, rejste det en del spørgsmål hos mig. Ville ’Jesus Is King’ bare være et religiøst spin-off af ’Yandhi’? Var ’Yandhi’ en indikation på, at Kanye West havde genfundet fordums styrke og relevans? Og ville ’Yandhi’-lækket i virkeligheden arbejde til Wests fordel?
Det var interessant at lytte til ’Yandhi’ før ’Jesus Is King’, hvis man havde Kanye Wests historik for lækkede plader in mente. West har adskillige gange været forbandet af ufærdige projekter, der endte på nettet, men han har i lige så høj grad brugt internettets dom til at skrue på de sidste knapper op til albumudgivelser. Husk på, hvordan Kanye West i tiden op til hovedværket My Beautiful Dark Twisted Fantasy spillede ufærdige versioner af et hav af numre til Wests egen pladeselskabsopfindelse G.O.O.D. Fridays. Mange af numrene fra foråret 2010 endte i opgraderede versioner på My Beautiful Dark Twisted Fantasy.
Manøvren er velkendt: Præsenter det mest dedikerede publikum for ufærdige idéer, skitser og kompositioner og vurder, hvad der ræsonnerer med lytteren. Hvad virker og hvad virker ikke? Derefter fintuner man materialet og ender i Kanye Wests tilfælde med én af årtiets allerbedste udgivelser.
Sidste års ’ye’ var klasket sammen i sidste øjeblik, og var derfor ikke udsat for læk af nogen art. Til gengæld led pladen i høj grad under en eklatant mangel på form og retning. På den måde kan Wests historik for store læk være en taknemmelig mekanisme. Man kunne have håbet, at det var samme mekanisme, der ville gøre sig gældende i forholdet mellem ’Yandhi’ og ’Jesus Is King’. Desværre er det ikke tilfældet.
For ’Yandhi’ kunne være blevet et stort værk. Den binder en sløjfe på et par tumultariske år for Kanye West, hvor han for første gang tippede for langt til venstre på gal-genial-skalaen. Netop forholdet mellem det gode og det onde er kernen i Kanye Wests karriere. ’Heartless’ (bedste moderne kærlighedsnummer i hiphop) modbalancerer Taylor Swift-miseren. ’Hey Mama’ og resten af ’Late Registration’ opvejer, at han udvandrede fra et awardshow i 2004, fordi han ikke vandt en pris som årets bedste nye artist. ”Bush doesn’t care about black people”, paparazzi-slagsmål, eksemplerne er endeløse.
Men de seneste par år har noget ændret sig. Der har ikke været noget, der kunne modbalancere MAGA-kasketten. Møderne med Trump i Det Hvide Hus. Påstanden om at slaveri var et valg. Kanye West har virket som en overmedicineret kendis på afveje, der har udgivet plader (’ye’ og ’Kids See Ghosts’), der til tider var rørende, men samtidig virkede rodede og ufærdige.
’Yandhi’-lækket lyder som en Kanye West på rette spor. For Kanye West er god, når han kan rumme både det ærlige, følsomme og religiøse, mens han får frit spil til at være odiøs, liderlig og kontroversiel. Den mest præcise Kanye West-linje finder man formentlig på den geniale og maniske ’Hell of a Life’: ”No more drugs for me. Pussy and religion is all I need.”
Især førnævnte ‘New Body’ er udtryk for Kanye Wests evne til at rumme flere sider af sig selv på ’Yandhi’. Nummeret er yderligere interessant, fordi det længe så ud til at blive en del af ’Jesus Is King’. Det florerede på den første ’Jesus Is King’-trackliste, Kim Kardashian offentliggjorde i september. Nye læk tydede på, at teksten havde fået en jomfruelig omskrivning, mens Nicki Minaj, der har et vers på ’Yandhi’-versionen af nummeret, troede, at Kanye West ville omproducere den til et regulært gospel-nummer. ’New Body’ er dog blevet lagt helt i graven, og ender dermed som ét, stort antiklimaks af et potentielt hit.
Der er dog to numre fra ’Yandhi’, der har fået en plads på ’Jesus Is King’. ’The Storm’ er blevet omskrevet fra at handle om kvindelig selvhjælp til – gæt selv – kristendom på ’Everything We Need’. Samtidig er XXXTentacions vers blevet fjernet på ’Jesus Is King’-udgaven, for selvfølgelig er der ikke plads til en mand med hans anklagehistorik på årets mest hellige album.
Kanye West skal have den ros, at han har fundet plads til ’Use This Gospel’ på ’Jesus Is King’. Nummeret var det absolutte højdepunkt på ’Yandhi’ under titlen ’Chakras’ eller ’Law of Attraction’: Et simpelt, rørende mesterværk af runawayske dimensioner, hvor Kanye Wests uforlignelige sans for storladne kompositioner for alvor skinner igennem. Derudover er det selvfølgelig et genialt træk, at West er lykkedes med at hive den legendariske cokerapduo Clipse ud af pension. Husk på, at Pusha-T og broderen No Malice lagde det musikalske samarbejde på is i 2012, fordi No Malice blev dybt religiøs (No Malice outshiner i øvrigt Pusha-T på ’Use This Gospel’).
Men, men, men: Endnu en gang bliver udtrykket fladt og irrelevant på ’Jesus Is King’: Hvor ’Law Of Attraction’ på et dybere plan handlede om konsekvenserne af de valg, Kanye West har truffet i sit privatliv, er ’Use This Gospel’ den tiende sang i træk om Guds storhed. Selvom kompositionen er uendeligt vellykket, er det svært at abstrahere fra, at ’Jesus Is King’ er fuldstændig blottet for selvironi, glimt i øjet og samfundskritik. Kanye West virker for en gangs skyld som en mand i balance, men det musikalske udtryk er verdensfjernt, uinspireret og skinhelligt.
Og Kanye West må aldrig blive for hellig. Hvis vi mister den Kanye West, der rapper: ”You got sick thoughts? I got more of them. You got a sister in law you would smash? I got four of them,” mister vi den bedste Kanye West. Han skal være ulækker, men reflekteret. Selvisk, men ærlig. Manisk, men følsom.
Kanye West kunne have holdt traditionen i hævd ved at elaborere på ’Yandhi’ og gøre den til en fintunet, musikalsk renæssance for en af de vigtigste rappere og sangskrivere i dette årtusind. I stedet har kærligheden til Gud foranlediget ham til at lave et ukritisk og kedeligt album, der kun vil ræsonnere med de mest entusiastiske kristendomsfantaster.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kanye West og Hiphop
