Instruktør Mike Spooner har arbejdet med musikvideoer i mere end 20 år: ”Jeg forstår godt, at mange dygtige instruktører hellere vil lave reklamefilm”

Filmskaber og videokreatør Mike Spooner har i mere end 25 år været en fast del af den danske filmbranche. Han har både lavet spillefilm, tv-serier og reklamefilm, men også musikvideoer for nogle af landets mest prominente kunstnerne heriblandt L.O.C., Marwan og Burhan G. Vi har talt med ham om Shooter Gangs musikvideo til nummeret ’Mask På’, hvordan han fik lov til lave videoen til Nik & Jays kæmpehit ’Lækker’, og hvilken musikartist han drømmer om at lave en musikvideo for.

Instruktør Mike Spooner har arbejdet med musikvideoer i mere end 20 år: ”Jeg forstår godt, at mange dygtige instruktører hellere vil lave reklamefilm”
Offentliggjort

Hvornår startede din interesse for film?

”Da jeg var tre år gammel, tog mine forældre mig med i en drive in-biograf i Nordsjælland for at se den første Star Wars-film. Selvom jeg ikke var gammel nok til at kunne holde mig vågen gennem hele filmen, var jeg fra første scene, hvor man ser Darth Vader træde ud af en stor røgsky, totalt solgt. Det var nærmest en religiøs oplevelse, tør jeg godt at sige.

Selv mener jeg, at jeg fra naturens side er udstyret med en højtudviklet visuel sans. Mit mest naturlige talent har altid været at tegne, og gennem min barndom brugte jeg adskillige timer på at tegne tegneserier, hvor mine bedste venner ofte havde hovedrollerne. I mine teenageår fandt jeg dog ud af, at det var ret ensomt at tegne, og jeg syntes ikke, det passede særlig godt med resten af min personlighed.

Jeg er afhængig af at være sammen med andre mennesker, og det er vigtigt for mig at komme ud og være en del af sociale fællesskaber. Det kunne filmmediet give mig, og derfor begyndte jeg for alvor at kaste mig over det, da jeg gik i gymnasiet.”

Mike Spooner

Havde sin debut i filmbranchen i 1996, hvor han lavede special effects til filmen ’Pusher’. Har derudover blandt andet skrevet og instrueret komedieserien ’P.I.S – Politiets indsatsstyrke’ og tv-serien ’Manden med de gyldne øre’. Har lavet et hav af musikvideoer til forskellige musikere og har fx lavet videoer for Burhan G, Christopher og Shooter Gang.  

Hvordan kom du ind i filmbranchen?

”Jeg gik på en filmhøjskole i Ebeltoft i start 90’erne, og da mit ophold sluttede, blev jeg ansat på et produktionsselskab, hvor jeg arbejdede som assistent for Lasse Spang Olsen. Lasse blev hyret til at lave special effects på filmen ’Pusher’, og på grund af min assistenttitel fik jeg lov til at hjælpe til. Jeg var derfor fx med til at lave skudhuller i kroppen på de serbere, som Kim Bodnia skyder i filmen.

I min spæde start var jeg ekstremt optaget af actionfilm, og derfor var det en drengedrøm for mig at lave store eksplosioner og vælte biler på hovedet. Som assistent for Lasse fik jeg lov til det, og selvom jeg ikke længere laver actionfilm, var det enormt givende at være omkring Lasse for min egen karrieres videreforløb.”

Hvordan kom det i stand, at du lavede musikvideoen til ’Lækker’ for Nik & Jay?

”Efter jeg havde lavet flere film og tv-serier, heriblandt ’P.I.S – Politiets indsatsstyrke’, som jeg var med til at skrive og instruere, ville jeg gerne forsøge at lave musikvideoer. Tilbage i starten af 00’erne var MTV kæmpestort, og jeg var forgabt i universet, hvor særligt instruktør Hype Williams, der har lavet musikvideoer for fx Beyonce’ og Kanye West, var et kæmpe forbillede.

Min egen debut inden for musikvideogenren kom, da jeg lavede videoen til ’Undskyld’ med L.O.C. i 2003. Videoen og sangen øgede interessen for mig i miljøet, og kort tid efter vi udgav den, fik jeg også mulighed for at lave musikvideoer for mange af de andre aarhusianske rappere som fx USO og Marwan.

Nik & Jay så nogle af de videoer, jeg havde været med til at skabe, og kort tid efter ringede deres pladeselskab og spurgte, om jeg havde lyst til at lave en video for dem. Det skulle senere hen vise sig at være musikvideoen til ’Lækker’, som de havde i tankerne, at jeg skulle producere. Jeg er hiphopper ind til benet, og jeg havde derfor ikke det store forhold til Nik & Jay, inden jeg gik i gang med at lave videoen for dem, men i dag er det nu meget sjovt at se tilbage på.”

Du har lavet musikvideoerne til hiphopnumrene ’Sort på Sort’ og ’Mask På’, som har skabt en del debat. Hvorfor takkede du ja til de to projekter?

”Som sagt er jeg hiphopper ind til benet, og jeg vil derfor til enhver tid forsvare kulturen, der i årtier har fungeret som talerør for unge, marginaliserede mennesker verden over. Første gang, jeg hørte om Shooter Gang, var da Marwan ringede og sagde, at han havde fundet tre unge talenter fra Trillegården, der kunne noget helt særligt.

Han fortalte mig, at de hed Shooter Gang, og kort tid efter han havde lagt på, sendte han ’Mask På’. Efter at have hørt nummeret kunne jeg hurtigt mærke, at det var et projekt, jeg havde lyst til at være en del af.

Inden Marwan ringede og fortalte mig om Shooter Gang, havde jeg holdt nogle års pause med musikvideoer, da jeg på det tidspunkt arbejdede på at få solgt en tv-serie i USA. Imens jeg havde været væk, havde hiphoppen taget sig en deroute i Danmark, hvis du spørger mig, og pludselig havde genren og musikken udviklet sig til at handle om palmetræer og store biler i Marbella.

Jeg fornemmede, at Shooter Gang kunne være med til at tage hiphoppen, og den genre, jeg holder så inderligt meget af, tilbage til der hvor den hører hjemme. Jeg savnede den rå stil og den autentiske lyd i dansk hiphop, og netop det repræsenterer Shooter Gang.

Den rejse som Shooter Gang har været på har været vanvittig at følge på afstand. De er gået fra at være nogle, man holdt af i Trillegården i Aarhus V, til lige pludselig at spille på dette års Roskilde Festival, hvor helt almindelige unge, etniske danskere står i første parket og tiljubler dem.

Det er enormt livsbekræftende for mig at være med til at give dem chancen for en ærlig karriere, som de måske ikke havde haft mulighed for, hvis ikke musikken havde været en del af deres liv.”

Hvilken musikartist drømmer du om at lave en musikvideo for?

”Indenrigs synes jeg, at en artist som Tobias Rahim både laver fed musik og har et interessant visuelt univers. Det er nødvendigvis ikke noget, jeg behøver at være en del af, for han klarer sig fint uden min hjælp, men på afstand er det rigtig fedt at følge ham. Det er både superoriginalt, kreativt og opfindsomt det, han laver.

Udenrigs har jeg altid syntes, at Chris Brown er en fantastisk kunstner på trods af de mange skandaler. Hans performancetalent er på et voldsomt niveau, og for mig som videokreatør ville han være en gave at arbejde sammen med.

Han ville gøre mit arbejde nemt, fordi han er så dygtig, og det leder jeg jo også efter, når jeg bliver tilbudt nye projekter. Hellere have gode vilkår fra starten, end at man skal banke den op fra slap og virkelig nurse artisten. Det er aldrig særligt sjovt, og det kan en gang i mellem ses på slutproduktet, hvis artisten ikke er tryg ved at indspille en musikvideo.”

Hvorfor er der ikke flere videoproducenter i Danmark, der vælger at lave musikvideoer?

”Hovedårsagen til, at vi ikke er flere, er først og fremmest, at det er pissehårdt. Du skal skabe mirakler hver gang, du laver en musikvideo, og ofte er det for meget små midler. Man skal føle for det, og man skal brænde for faget, fordi ellers er det nemt at finde langt mere profitable brancher at gå ind i.

Jeg forstår godt, at der er mange dygtige instruktører, der ikke gider spilde tid på det, og som hellere vil bruge deres energi på reklamefilm eller spillefilm. Jeg har aldrig gjort det for pengene, og for mig handler det grundlæggende om at bidrage positivt til hiphopkulturen.

Jeg har forsøgt at løfte niveauet i Danmark for danske musikvideoer, og jeg synes, det er synd, hvis vi ikke kan skabe noget, der er i høj kvalitet inden for det format.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Hiphop