Jacob Lohmann er skuespillernes skuespiller: "Jeg vil rigtig gerne udfordres - og selvfølgelig helst spille noget andet end en barsk politibetjent"
Lige om lidt bryder 44-årige Jacob Lohmann igennem. Måske kender du ham fra TV 2-serien ’Norskov’ eller som birolle-politibetjent i et hav af danske film. Men det er først med den tragikomiske julekomedie ’Den tid på året’, at skuespilleren slår sit navn fast.
Foto: PR Jacob Lohmann er aktuel i 'Den tid på året'.
”Jeg har lovet Paprika Steen, at sige noget om hende,” siger Jacob Lohmann og smiler i sit store skæg.
Han finder sin telefon frem, og leder efter instruktørens besked.
”Åh, den er vist inde i Wordfeud-chatten,” griner han så.
Annonse
Vi er netop kommet ud fra visningen af ’Den tid på året’, der er instruktør og skuespiller Paprika Steens nye julekomedie.
I filmen spiller hun og Jacob Lohmann et lærer-ægtepar, som holder juleaften for en familie af så mange aparte og alligevel genkendelige typer, at man ikke kan lade være med at grine.
”Paprika er god til det med ord,” siger Lohmann og bladrer Wordfeud-app’en igennem:
”Men nogen stor taktiker er hun ikke. Hun lægger konstant op, så jeg kan få double- og triple-point.”
”Her er beskeden,” siger han:
”Rygterne om, at jeg er besværlig og krukket, er stærkt overdrevne. Jeg er bare energisk, ambitiøs og har god smag,” læser han op.
Annonse
Så bryder Lohmann ud i en skraldlatter, der får vandoverfladerne i vores glas til at skælve, men tilføjer så:
”Jeg siger nu kun det her, fordi jeg er meget enig. Paprika er virkeligt en fornøjelse at arbejde sammen med, fordi hun giver skuespillerne plads og lader os improvisere rollerne frem.”
Jacob Lohmann
Født i 1974.
Har arbejdet på flere eksperimenterende danske teaterscener de seneste mange år.
Havde en større birolle som Anna Pihls makker Mik i tv-serien ’Anna Pihl’ for 10 år siden og har i den senere tid beklædt flere større biroller i dansk film.
Efter tv-succesen i ’Norskov’ (2015-2017) er rollerne blevet mere fremtrædende, og der er også spirende interesse fra udlandet.
Det er ikke som denne ligefremme og grinende type, at man kender 44-årige Jacob Lohmann fra de danske film- og tv-skærme. Skuespilleren har optrådt i et hav af biroller, ofte i politiuniform. I tv-serien ’Norskov’ spiller han den beregnende og benhårde storentreprenør Casper ’Bondy’ Bondesen. En rolle, som Lohmann fik solid anmelderros for.
”Rent filmmæssigt har jeg næsten altid fået roller som betjent, fordi jeg åbenbart har et bryskt udseende. Det har stort set altid været funktionsroller, som skal fylde små huller i handlingen ud. Men det kunne rent faktisk have været anderledes, for jeg var til casting på DR-serien ’Krøniken’, lige da jeg kom ud af skuespillerskolen i 2002. I dag er jeg nu glad for, at jeg ikke fik den rolle,” siger han.
Det var én af hovedrollerne i ’Krøniken’, den nyudklækkede skuespilaspirant var til casting på.
”Jeg var ved at skide i bukserne, men ikke af nervøsitet. Tværtimod var jeg bange for at få rollen, for jeg vidste godt, at jeg slet ikke var parat. Men selvfølgelig turde jeg ikke sige nej, når DR inviterede. Jeg fik et afslag og var simpelthen så lettet, men det gav mig samtidig blod på tanden. For jeg ville derhen, hvor jeg følte mig klar, hvis Clint Eastwood eller Paprika Steen ringede,” siger han.
Hans karrierevej begyndte i stedet langt fra DR på de jyske teaterscener. Især på Ålborg Teater foldede han sig ud med bærende roller i ’King Lear’ og ’Jesus Christ Superstar’.
Annonse
”Min far er teaterskuespiller, så for mig var teatervejen det naturlige valg. Det var her, jeg fik lov til at spille mig ud i alle grene af faget, mens jeg sideløbende havde småroller i film,” siger han.
”Teater er en holdpræstation, hvor alle skal ramme det samme niveau på samme tid, mens man i en film sagtens kan skyde en scene, når de andre holder fri. Det interessante ved ’Den tid på året’ er så, at den netop har mange scener, hvor vi er et stort hold, der skal klikke på samme tid, fordi familien naturligvis ofte er i det samme rum, når det er juleaften. Jeg følte mig virkeligt hjemme der.”
I den danske filmbranche beskrives Jacob Lohmann ofte som en ’skuespillernes skuespiller’. Sådan én alle i branchen kender, men som seerne måske ikke lige kan sætte navn på, når han toner frem på skærmen. Men det skal vi nok komme til, hvis det står til ham.
”Med tiden har jeg fundet ud af, at det er sjovest at spille hovedrollen. Når du hele tiden er på, sætter rollen sig også i dig, og du begynder at reagere som den. En hovedrolle giver dig mulighed for at have indflydelse på historien. Og det er jo det, du gerne vil som skuespiller: Påvirke andre mennesker.”
Jacob Lohmann bliver stille et øjeblik. Så siger han:
”Egentlig har jeg ikke en stor målsætning om, at jeg skal opnå det ene eller det andet. Jeg vil bare gerne kunne følge med, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg efterhånden selv kan bestemme, hvad jeg gerne vil lave. Og så vil jeg rigtig gerne udfordres – og selvfølgelig helst spille noget andet end en barsk politibetjent.”
I 2019 indtager Lohmann igen hovedrollen i en dansk film, når filmen ’De frivillige’ har premiere. Den film foregår i … et fængsel.