”Jeg får kuldegysninger, når jeg hører det i dag.” Tre album, der har været skæbnesvangre for Rune Rask

Hvilke musikalbum har betydet meget for dig? Her deler Suspekt-produceren Rune Rask de tre, der har været definerende for hans karriere.

”Jeg får kuldegysninger, når jeg hører det i dag.” Tre album, der har været skæbnesvangre for Rune Rask
Offentliggjort

Rune Rask blev født i 1977 og er en af de tre dele, der udgør den albertslundske hiphop-gruppe Suspekt. Her fortæller han om hvilke tre album, der har haft en afgørende betydning for hans musikalske færden.

Daft Punk ’Homework’ (1997)

”Daft Punks ’Homework’ må siges at være en form for bibel inden for elektronisk musik. Det er et meget beskidt album, men også et album, som er fremadskuende. Det er meget originalt. Jeg kan huske, at min far kom ind på mit værelse og sagde: ’Jeg tror, der er noget galt med dine højttalere,’ hvor jeg svarede: ’Det tror jeg ikke, der er. Det hele lyder helt, som det skal.’

Det var meget hårdt for sin tid. Når jeg i dag laver noget musik, som, jeg synes, lyder helt smadret, sætter jeg det her album på og opdager, at det, jeg har lavet, er ingenting.

Med ’Homework’ blev Daft verdensstjerner, og de fik et verdenshit med ’Around the World’. Der ligger mange fede ting på det album, hvor de bruger minimal lyd til det yderste.”

Mo Wax ’Headz’ (1994)

”’Headz’ er sådan en opsamlingsting bestående af forskellige trip hop-numre, som jeg tænkte, det hed, dengang jeg købte det inde i København i begyndelsen af 90’erne. På albummet optræder blandt andet Unkle og DJ Shadow. Før jeg købte ’Headz’, havde jeg ikke hørt nogen udgive den her type musik. Der er virkeligt fede beats på, og det udkom på et tidspunkt, hvor der ikke var så mange regler for sampling. Alt på albummet var samplet. Der var hverken robotter eller advokater, der sad og kiggede efter sampling.

Det er lidt mærkeligt at anbefale et opsamlingsalbum. Det er lidt ligesom, da Joy Mogensen sagde, at hendes yndlingsalbum var ’Absolute Music 2’. Men der er også noget fedt ved bare at sige, at ens yndlingsalbum er et opsamlingsalbum. Det er jo en playliste fra dengang, man ikke havde streaming, og det introducerede mig til en masse forskellige kunstnere. Jeg tror ikke engang, at man kan finde albummet på streaming.

Min ’Headz’-plade er helt smadret, fordi jeg engang lånte den ud til en eller anden klovn. Rillerne er fuldstændigt maltrakterede.”

Wu-Tang Clan ’Enter the Wu-Tang (36 Chambers)’ (1993)

”Rapmusik før Wu-Tang Clan lød anderledes. Det var mere poleret, men så kom ’36 Chambers’ ud af ingenting, der bare lød anderledes. De havde en helt ny stil. Det var ikke kun rappen, der var revolutionerende, det var beatsne også. Jeg får kuldegysninger, når jeg hører det i dag.

Jeg var 15 år gammel, da jeg hørte det for første gang. Det har været med til at skabe mig som musiker, det er der ingen tvivl om. I Suspekt har vi været meget inspirerede af Wu-Tang Clan, og ’36 Chambers’ er et album, der har vejet rigtigt tungt, i forhold til at vi overhovedet gik i gang med at lave musik.

Det er et meget beskidt album – det lyder ikke som om, det er lavet i et eller andet kæmpe studie, men man kan jo høre på performerne, at de tror på sig selv hundrede procent, hvilket giver en virkelig fed lyd. Lyden er meget lo-fi, før der var noget, der hed lo-fi.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Suspekt, Musik og Hiphop