Hvorfor har I sagt ja til at være med i det her projekt?
Simon Alstrup: ”Jeg tror, det med at lave en dansk julesang – når man selv har oplevet, hvad sådan et nummer kan gøre for julestemningen – så tænker man: Okay, det kunne faktisk være ret sjovt.
Det var ikke noget, vi havde planlagt. Det opstod bare. Og så er det faktisk sådan, at vi også synes, nummeret er ret fedt. Udgangspunktet var godt. Da jeg underviste i musik i 2014, var det årets julesang, og alle ville synge den og spille den på guitar og klaver. Det gjorde det ekstra sjovt.”
Thomas Alstrup: ”Den store ting var så: Hvordan kunne vi træde ind i det og gøre det til vores eget? Vi inviterede derfor Caroline (Castell, red.) og Lasse (Lyngbo, red.) her til Silkeborg, hvor vores studie er, og så begyndte vi ellers at rode rundt i sangen.”
Nummeret er ikke udkommet, mens vi taler, så jeg har ikke hørt det endnu. Men har I fået givet det den her Jonah Blacksmith-sound, som vi kender?
Simon: ”Det har vi i hvert fald forsøgt. Vi inviterede dem op på vores loft og tog fat i de akustiske instrumenter. Vi prøvede at få det hen i en lidt mere folk’et stil. Det er altid dér, vi starter – ved det ustemte klaver og guitar. Men bagefter har vi ikke noget imod at tage det langt ud med elektroniske elementer. Jeg synes, det bærer præg af begge dele.”
Thomas: ”Det handler også om at have respekt for, hvad sangen allerede kan. Men en ting, vi begge var enige om, var, at vi ville have den til at gå hurtigere. Det var den første store udfordring med Caroline og Lasse, for de havde virkelig forelsket sig i det langsommere tempo. Men da vi først spillede den hurtigere, kunne de godt se, at det kunne noget. Om den så ender i totalt folky-dolky-land med harmonika og banjo, eller der er noget mere moderne over den, det betyder ikke så meget.
Pessimisten vil måske sige, at det er et sellout at lave julemusik. Har det været en bekymring, eller har I ikke fine fornemmelser på den måde?
Begge (i kor): ”Overhovedet ikke!”
Simon: ”Julemusik i det hele taget ser vi slet ikke som sellout. Det er også blevet meget mere normalt at lave jule-musik, end det var for bare 10 år siden.”
Thomas: ”Nu har vi begge børn, og da den her mulighed opstod, så gav det bare god mening. Vi sidder selv hele december og ser julekalender med vores unger. For mig er det det modsatte af et sellout – det er egentlig bare at hygge sig.”
Hvad er jeres egen yndlingsjulesang?
Thomas: ”For mig er det nok noget af det gamle musik. Ikke nødvendigvis meget gammelt, men bare klassikerne.”
Snakker vi crooners?
Thomas: ”Ja, men det er også Wham. Eller ’Let Love Be Love’, som Remee skrev. Når juleplaylisterne kommer på, og man sidder og hygger i stuen, så behøver det ikke være noget specifikt for mig.”
Simon: ”Playlisten er jo næsten uændret år efter år. Det er sjældent, at noget bliver taget af. Man tilføjer bare lidt. Jul efter jul vender man tilbage til de samme sange, og det har jeg det ret godt med. På mine ældre dage må jeg dog sige, at et nummer som ’Driving Home for Christmas’ virkelig kan noget. Følelsen af at være på vej hjem til dér, hvor det hele startede.”
Netop melankoli er ofte en ingrediens i de bedste julesange. Var det noget, I tænkte over, da I lavede jeres?
Thomas: ”Det synes jeg faktisk, der er i ’Tidsrejsen’. Især det nye C-stykke, der er blevet tilføjet. Det har givet den et mere mellow udtryk.”
Sidste spørgsmål: Det føles somme tider, som om julen bliver strakt længere og længere ud. Hvornår synes I, man skal begynde at høre julemusik?
Simon: ”Det passer mig fint, hvis det begynder i slutningen af november.”
Thomas: ”Jeg tror egentlig bare, det handler om, at vi alle har en begyndende vinterdepression. Det bliver så mørkt. Men så er det, at man begynder at tænde lys og sætte julemusik på, og så glemmer man alt det mørke lidt.”
Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Jul