Jonas Risvig har lavet en tv-serie om drengefællesskaber: ”Det er på tide, at vi anerkender, at det også er hårdt at være en ung mand”

Hvordan ser du manderollen i 2022?

”Jeg står selv på tærsklen fra at gå fra ung mand til voksen mand, og i dag skal man som mand kunne noget helt nyt: Man skal også kunne vise følelser. Både vise, at man vil stå op for sig selv, men også turde at vise og sige, hvordan man har det. Og det er stadig sindssygt svært for drenge og mænd. Selv ved jeg sjældent, hvordan jeg egentlig har det. Jeg kan godt mærke, hvis jeg er stresset og har for meget om ørerne, men jeg har svært ved at sætte ord på det.

Jeg tror, at mange mænd har svært ved at italesætte det, fordi der er en forventning fra kvinderne om, at vi skal være dygtige til at sidde og pensle ud, hvilke følelser der går gennem kroppen på én. Derfor tror jeg, at mange drenge og mænd har brug for stadig at være i de her ulveflokfællesskaber, hvor det bare handler om at hyle højest, hvor der er et hierarki, og hvor du slipper for at tale om, hvordan du har det, fordi det andet kan simpelthen være så angstprovokerende.

At være mand handler også meget om at tage kampe; kampen for kærlighed, kampen for at være øverst i hierarkiet blandt kammeraterne, kampen mod sin far, kampen om at turde være sig selv og tro på sig selv, kampen for at springe ud. Det er nogle af dé kampe, der gør det hårdt at skulle være mand i dag.”

Hvad betyder det for de unge mænd, at de ikke længere har en entydig manderolle at læne sig op ad?

”Disse drengefællesskaber, som jeg selv er vokset op i, og som min nye serie ’Drenge’ også handler om, er blevet umoderne, fordi de repræsenterer noget, som er stik imod, hvad vi generelt vil i dag. Vi vil gerne have, at kvinder og mænd kan snakke fuldstændig ligeligt sammen, og fordi denne omklædningsrumskultur er blevet så umoderne, er det måske derfor, at vi prøver at holde fast i den de steder, hvor man kan.

Jeg har stadigvæk en drengeflok, der går helt tilbage til gymnasiet, og det er dem, jeg har lavet allermest lort med, men det er samtidig dem, jeg er tættest med. Og det kan jeg godt mærke, at mange af mine veninder har svært ved at forstå: ’Hvorfor gider I bare sidde der og drikke bajere i en uge i et sommerhus uden at tale om, hvordan I har det?’ Det er måske, fordi det er dybere, end man tror. Og måske er det, fordi vi i mange år har været for gode til hele tiden at fortælle drengene og mændene, hvad de har gjort galt, og det tror jeg, at de unge mænd har forstået nu.

Der har været så meget pres på, hvad de ikke har gjort godt nok, og hvad de skal gøre bedre i forhold til deres fædre. Jeg tror, at det er på tide, at vi anerkender, at det også er hårdt at være en ung mand. Jeg er sikker på, at kvinderne har det hårdere, men det er også hårdt at være mand, og den anerkendelse, tror jeg, skal til, for at man sammen kan finde et fælles ståsted og blive bedre til at tale med hinanden og undgå misforståelser.

Så jeg føler, at den unge mand er en smule misforstået. Det at skærme sig med sine kammerater, der er lige så dårlige til at tale om følelser, er et middel for at få det bedre og deale med nogle ting, som måske er svære at sætte ord på.”

Hvad er det de, unge mænd dealer med?

”Jeg møder mange unge drenge igennem mit virke som instruktør, og jeg hører mange af dem tale om alle de ting, som de skal leve op til. Både hvad deres forældre forventer, hvad de andre drenge forventer, hvad pigerne forventer, og hvilke ambitioner de har for sig selv.

Men jeg tror særligt, at drengene har sværest ved at leve op til det med, at man ikke må begå fejl. De er bange for at blive dømt på noget, som deres fædre har været skyld i. En kultur, der har gjort, at vi i de sidste par år har talt om, hvor dårligt kvinder er blevet behandlet, og det gør pludseligt, at der er kommet et øget pres og fokus på de unge drenge, som nu skal ind på arbejdsmarkedet og blive voksne.

Da jeg var ung, var der ingen, der talte om, at der var krænkere på en skole, og i dag kan du være 16 år og allerede få det at vide. Så møder du ind på en efterskole, har ikke engang prøvet at være sammen med pige endnu, og så siger de, at her har vi nultolerance overfor krænkelser. Og man ved ikke engang, hvad det er endnu.

Det er i virkeligheden den vigtigste pointe, at selvom du fucker op som ung, som de også gør i min serie, så betyder det ikke, at du bliver et dårligt menneske. Og der er mange unge drenge, som får samme behandling som de voksne, der vitterligt har været nogle svin, og så drypper det hele ned på de unge drenge.”

Hvad er det for et mandefællesskab, som de har i ’Drenge’?

”Vi zoomer ind på en drengeflok, der tager den til grænsen. ’Drenge’ er med fuld og fri inspiration fra min egen ungdom, og derfor er det et konfrontatorisk projekt for mig, fordi jeg kan genkende alle mine kammerater i nogle af de drenge.

Vi har taget en drengeflok og sat dem ud på en tømmerflåde i en situation, der er så vanvittig, at det bliver dramatiseret. Det er et drengefælleskab, hvor det handler om at tage den til næste niveau, og den, der hyler højest, vinder. Hvor man konstant skal kæmpe om sin plads, og så længe hierarkiet fungerer, er der ikke nogen problemer.

Men så snart der begynder at blive kamp om pladserne, som vi også ser i serien, hvor der kommer en ny dreng ind i fællesskabet og rykker ved alting, så finder man ud af, at fundamentet, som de alle sammen står på, er så utrygt og sumpet. Man har nemlig bygget hele sin eksistens som gruppe på, at alting skal være vildt hele tiden. Og de drengeflokke, som ikke ender med at spolere sig selv, er dem, som formår at tale om, hvordan de har det og binder nogle følelser sammen.”

Hvordan tager de det til næste niveau?

”De eksperimenterer og ser, hvad der er inde bag den næste dør. Fx ved at sige: ‘Vi er til en fest. Hvor er der en vildere fest? Nu drikker vi øl, hvad drikker vi bagefter? Hvad tager vi så? Hvad er stoffer for os? Hvad kan det gøre ved os? Hvor meget kan vi leve et dobbeltliv, uden at de voksne opdager det?’ De er klar til at tage en kugle og dø for hinanden.

Drengene bor i provinsen, hvor der ikke sker så meget, og når man som mig selv er vokset op i provinsen, så ved man godt, at kedsomhed og rastløshed ofte gør, at situationer eskalerer og bliver giftige. Det er en meget giftig drengeflok, og det tror jeg, at alle mænd kan genkende; at have giftige bekendtskaber, hvor man godt ved, det ikke er de frelsteste mennesker, man er sammen med, men nogle, der lokker dig ud i noget. Ens kæreste ved det også godt; når jeg er sammen med dém, så er det for at drikke mig fuld, når jeg er sammen med dem dér, er det for at se fodbold. Men seriens vigtigste budskab er, at man ikke skal være så bange for de her fællesskaber, selvom de kan være giftige. Fordi det er også dér, man bliver formet.

Jeg har en påstand om, at drenge aldrig bliver til mænd. Men jeg tror, at piger bliver til kvinder ret hurtigt i dag. Jeg tror, at drenge bliver til fædre, og der er stor forskel. Hvis vi skal tænke på, hvad en mand har været i generationer før os, så er det for mig et meget svært begreb at forstå. Det her med at tage ansvar for sig selv og sine nærmeste før alt andet. Jeg er 28 år og føler mig stadig mere som dreng end som mand. Og når jeg føler mig som mand, er det, fordi jeg lader som om.

Når jeg sidder til møde i banken eller til et middagsselskab, så tager jeg en maske på og ved, at så snart det er overstået, så skal jeg ud og have det andet igen. Så skal jeg til en fodboldkamp og råbe i halvanden time og kaste med øl og bare gøre dumme ting og gå hjem til min kæreste og sige: ‘Det var stille og roligt at være til kampen.’ Eller jeg skal i sommerhus med nogle kammerater, hvor vi bare laver klam mad og kun snakker om åndssvage ting i en uge. Jeg tror, at behovet kommer af – og det er den dybeste og sørgelige del af det – at jo mere du bliver placeret i et fællesskab af andre, som man gør i en drengeflok, jo mere slipper du for at skulle fortælle nogen, hvem du er. Du lader andre definere det for dig.

Når du først er i et omklædningsrum, er der højre back og ham, som altid bliver skiftet ind og skal pisses på i badet, og så er du pludselig én. Jeg tror, at der er mange mænd, som ikke ved, hvem de er, og hvem de skal være, og så kan det hjælpe, at der er nogle andre, der siger det til dig. Og så er man sej, hvis man kan bryde ud af den rolle, men det er svært.

Hvis jeg får en datter en dag, er mit største håb for fremtiden, at de her ulveflokfællesskaber kan være mere blandet, end de er i dag, som de også er i naturen. Det er kun mennesker, der synes, at vi skal opdele os i køn. Hvis man kunne gå mere dyrisk til værks og sige, at en ulveflok godt kunne være både kvinder og mænd, så tror jeg også, at folk ville have det bedre og være bedre til at snakke med hinanden.”

Hvilke dynamikker er der i et drengefællesskab?

“De fleste drengefællesskaber, om de så bliver giftige eller ej, opstår i nogle rammer, hvor folk skal se hinanden an og mødes uden at kende hinanden. Fx en ny gymnasieklasse, et nyt fodboldhold, en studiestart på universitet.

Pludselig er du uden for de kasser, du normalt er blevet sat i, og nu kan du så gå efter pladsen øverst i hierarkiet, eller placere dig et andet sted, hvor du mere er ham, der er opmærksom på, hvordan de andre har det.

Alle finder deres sted, og så sker der – helt dårligt sagt –, at man sætter gang i pikmåleriget. Hvem har hår på pikken først? Hvem har den største? Hvem ser porno først? Hvem er bedst til fodbold? Alt er målt i, hvad du kan og ikke kan, og hvad du siger. Alt kan sættes på tal, og det er derfor, at sådan noget som følelser kan være svært at tale om, for det kan ikke gøres op i tal.

Ingen af skuespillerne i ’Drenge’ kendte fx hinanden på forhånd. Der var 11 drenge, og mange af dem havde aldrig spillet skuespil, men var hiphoppere, promotere på klubber, andre var nogle, jeg kendte.

At sende dette skuespilhold på en bus til Silkeborg var en stor drøm, jeg havde, fordi jeg vidste, at så snart de ville lande på hotellet, ville drengeflokken og dynamikkerne begynde at opstå helt af sig selv.

Vi sendte dem afsted i flere dage før optagelserne, så de bare kunne gå rundt i Silkeborg. Jeg anbefalede dem en række barer, diskoteker og gode steder at spise, hvis de havde tømmermænd, og så fuckede de bare rundt i byen. Vi optog i en måned, og der var mange naboklager, og de tog ud på gymnasierne for at score piger. De tog virkelig denne drengefloksmentalitet på sig, og som vi nærmest bare filmede.

Jeg kunne godt mærke, at de havde deres egen klub, som jeg ikke var en del af og måtte også sige: ’Drenge, opfør jeg nu ordentligt.’ Man kan faktisk skabe sådan en flok selv uden for rammerne.”

Hvor i hierarkiet var du i dine gamle drengegrupper?

”Jeg var ham, der råbte højest. Jeg var alfahannen, der bestemte, hvor skibet skulle sejle hen. Og det er noget, som jeg senere har tænkt meget over i mit liv. Som instruktør skal man også gå forrest og turde vise an. Men som ung var det noget, jeg syntes var hårdt. At have ansvaret for hele tiden at sætte festen i gang. Jeg var også ham, der havde ansvaret for, at vi som gruppe tog det til det næste niveau, og det var en kunst at være den mest ugidelige i flokken, når man var i skolen. Det gjaldt om at være den, som var mest ligeglad med lektierne og skolen, og det var jeg.

Vi sad på bagerste række og kiggede på læreren og kørte en kamp om, hvor ligeglad man kunne være. Og det har jeg sidenhen lært, at det var der faktisk ingen af os, der havde lyst til. Men vi bildte hinanden ind, at det var cool og en fed måde at gå til verden på, og så sker der typisk det for alle drenge, at de møder en eller anden i deres liv, der gør, at de bliver nødt til at gentænke det fællesskab, som de er en del af. For nogen er det at flytte væk, for andre er det at opleve en tragedie, for mig var at møde Emma i 3. G, som jeg i dag er kærester med, mens jeg var allermest out there og totalt ligeglad med skolen og alting. Og jeg fik alle vennerne til at være på samme måde.

Vi købte et hjemmestudie, og så brugte vi alt vores tid på at lave hiphop og pjække. Der var mange af dem, der røg en masse joints, det gjorde jeg så ikke, men jeg drak en helvedes masse øl. En dag til en gymnasiefest, så stod Emma, der gik i 2. G på det tidspunkt, og var blevet så fuld, at hun turde sige til mig: ’Det er altså ikke cool ikke at gide være en del af fællesskabet heroppe.’ Der var udklædningstema, og jeg var eneste, der ikke havde taget udklædning på, men var kommet til festen i en noget joggingtøj.

Jeg blev så provokeret over, at hun sagde det: ‘Hun aner ikke, hvem jeg er.’ Jeg følte jo, at jeg var en populær dreng og havde min egen flok, men jeg stod helt alene i situationen. Drengene var der ikke, og så blev jeg så fascineret af Emma, at jeg endte med at blive kærester med hende. Hun var den første, der fik banket ind i mit hoved, at der ikke er noget sejt i at have et oprør mod noget, der fungerer.

Man vokser fra det med at være på tværs bare for at være på tværs. Det bliver man træt af, fordi man finder ud af, at det er vigtigt at være på tværs, hvor der kan gøres en reel forskel, og hvor der er noget vigtigt, man gerne vil kæmpe for. Jeg ville ikke kæmpe for at sidde på bagerste række, det var der ikke værdi i for mig.

Jeg ville gerne være filminstruktør og turde ikke tro på den drøm, fordi jeg var i en gruppe, som også fastholdt mig i, at det nok var umuligt. Så gik det op for mig, at jeg også fastholdt de andre i, at de heller ikke kunne blive til det, de gik og drømte om. Vi fastholdt hinanden i, at øl og piger var vigtigst, og så stod der en pige, der sagde til mig: ‘Jamen, for fa’en, hvis du gerne vil være filminstruktør, hvorfor kæmper du så ikke for det og går den vej?’

Hvis Emma ikke var kommet hen til mig, og jeg i stedet var fulgt med de andre i flokken, så ved jeg ikke, hvad jeg havde lavet i dag.”

Hvordan adskiller ’Drenge’ sig fra dine tidligere produktioner?

”Jeg har især lavet serier med fokus på kvinder, og det har jeg gjort, fordi jeg selv er opvokset så meget blandt drenge, at jeg har været nysgerrig efter at undersøge, hvad det vil sige at være en ung kvinde og at have et kvindeligt emotionelt følelsesliv. Jeg har faktisk været ret berøringsangst over at lave noget til drengene, også fordi statistikken siger, at de hellere vil bruge deres tid på gaming, sport og Marvel. Der er få af mine kammerater, som rent faktisk ser det indhold, jeg laver, fordi det berører for mange følelser og er så navlepillende.

Derfor har serien haft et langt tilløb, og det er fire år siden, at jeg fik idéen. Projektet har haft mange forskellige manusser og vinkler, men nu har det fundet det rigtige sted, hvor det repræsenterer drenge godt og forhåbentlig fanger dem, fordi der samtidig er en masse krimi og action i det. Men det er også lavet for at give pigerne og mødrene et indblik i drengeflokken.

Man kan genkende mig i humoren, æstetikken og universet. Det foregår i min egen hjemby, Silkeborg, men det er helt sikkert mere dystert og hårdtslående, end det jeg har lavet før.”