Åben krig mellem Peter Falktoft og MetroXpress

Åben krig mellem Peter Falktoft og MetroXpress
Offentliggjort

Slagsmålenes mester, Peter Falktoft, er ikke bleg for en god debat, en kontant konflikt eller en decideret sviner. Hvis han ellers mener, at folk fortjener det. I denne uge har bøffen mellem ham og gratisavisen MetroXpress fået et ekstra skru på knappen.

Den seneste konflikt handler om en artikel i onsdagens avis, hvor man kunne læse, at ’seerne flygter fra Monte Carlo i tusindvis’. Mens der var 100.000, der havde set premieren af 'Monte Carlo på DR3', var seertallet nu helt nede på 24.000, skrev avisen.

Men historie giver den ene halvdel af duoen, Peter Falktoft, ikke meget for.

”De har en interesse i, at det går os dårligt. Måske fordi vi ikke bryder os om MetroXpress, som vi ikke mener, er journalistik. Tallene er ikke forkerte. Men det skyldes, at vi altid af en eller anden grund har vi dårlige seertal om mandagen. Det er vores Bermuda-trekant,” fortæller han til euroman.dk.

”Men man kan altid betvivle troværdigheden i at tage en enkelt dags seertal, når det er gennemsnittet, der er det vigtige,” siger Peter Falktoft og sigter til, at programmet kører mandag til torsdag hver uge.

Her havde Monte Carlo 55.000 seere en anden dag i samme uge ifølge tal fra TNS Gallup.

Chefredaktør hos MetroXpress, Simon Stilling, afviser kritikken:

”Vi fremlægger sådan set bare fakta. Det startede forrygende, og nu går det dårligt.”

MetroXpress’ behandling af fakta får selvfølgelig også et par ord med på vejen fra Peter Falktoft:

”De sammenligner fx seertallene på en nichekanal som DR3 med besøgende på en blog og antallet af lyttere vi havde på P3, som er en 50 år-gammel kulturinstitution. De leder med lys og lygte.”

Artiklen i MetroXpress kommer samtidigt med at Monte Carlo-duoen gentagne gange har været meget direkte i deres kritik af gratisavisen, som de har kaldt ’ikke-avis’ og en printudgave af det populistiske site Buzzfeed. En beskrivelse, de ikke mener er dækkende på aivsen.

”Vi ser nok mere på os selv som Danmarks klart mest læste dagblad og et af de hurtigst voksende medier på de digitale- og sociale platforme,” svarer Simon Stilling.

Desuden benægter chefredaktøren, at avisen skulle have interesse i en karrieremæssig nedtur for Falktoft og Bjerre.

De er ellers meget efter jer i programmet, er det ikke noget, der irriterer jer?

”Nej. Tværtimod har vi fået et par gode grin på kontoret herude i NV (Københavns Nordvest kvarter, red.).”

Ifølge Falktoft ligger forklaringen på MetroXpress’ negative historier i, at parret ikke er nye og spændende mere, ligesom historien om succesen er fortalt.

”Modsat DR kan MetroXpress ikke bringe genudsendelser, så de er nødt til at finde noget negativt, for ellers er der ikke noget spændende i det. Slet ikke for MetroXpress,” siger han.

Henrik Qvortrup, brugte MetroXpress’ artikel til at lange en hånlig kommentar af sted på Twitter.

En kommentar, som er noget selvforskyldt, efter Peter Falktoft selv smed en sviner af sted i forbindelse med Se og Hør-sagen.

Endnu en konflikt i en række, der blandt andet tæller det noget uelegante twitterslagsmål mellem Falktoft og Berlingskes Tom Jensen. Man fristes til at spørge, om han aldrig bliver træt af at have så mange fjender.

”De konflikter, der har været, ville jeg gerne tage igen. I bund og grund handler det med MetroXpress om, atde kalder sig selv verdens største avis, jeg kalder dem et hamstergulvtæppe.”

Frygter du ikke at stå alene tilbage, når du har trådt alle andre over tæerne?

”Jeg synes, jeg har gode venner i mediebranchen. At Anders Agger elsker, det vi laver, vejer tungere end, hvad Henrik Qvortrup synes.”

Konflikter virker nærmest som et brændstof for dig?

”Det ville være lettere bare at klappe i, følge strømmen og undgå at blive uvenner med nogen. Men vi bestemmer ikke, hvor lang tid vi har i solen, så jeg synes, det er vigtigt, at man ikke bliver konform. Så ville jeg forråde mine principper. Grunden til, at Esben og jeg har de muligheder, vi har, er, at vi kom med noget nyt og ærligt. Så må vi tage med, at Henrik Qvortrup bliver sur på os.”

Hvor længe konflikten mellem MetroXpress og Monte Carlo fortsætter, må vi vente og se, men Peter Falktoft og Esben Bjerre har rakt en hånd ud mod avisen. På deres egen måde naturligvis.

”Vi har faktisk gødet olie på vandene. Vi har sendt dem en Kählervase og et signeret Euroman, hvor vi selv var på forsiden. De har jo øjensynligt ikke noget at læse i derude.”

Simon Stilling oplyser, at man har modtaget vasen:

”Vi sender en regning for brug af vores materiale den anden vej.”

LÆS OGSÅ: Monte Carlo-drengene interviewer Christopher

LÆS OGSÅ: Bag om kameraet på Monte Carlos nye tv-show

LÆS OGSÅ: Monte Carlo: Vi ville til USA, før de drejede nøglen om