Lars Hjortshøj: ”Der er sådan en absurd idé om, at livet skal være et rekordforsøg”

Du er hovedrolleindehaver og manuskriptforfatter i ’Store Lars’, hvor du spiller en fiktiv udgave af dig selv. Hvor meget tager udgangspunkt i dit virkelige liv?

”I ’Store Lars’ er det mig selv, jeg skyder på. Det er over- eller underdrevet i forhold til min egen tilværelse. Jeg har prøvet at udforske alle de mest sølle sider af mig selv. Et af mine børn bemærkede en gang, hvorfor det kun var danske hjemløse og ikke udenlandske hjemløse, jeg gav penge til, og hvis de danske hjemløse tilmed fyrede noget af med, at jeg jo var ham fra ’Langt fra Las Vegas’, så fik de lidt ekstra. Det er jo en ekstremt usympatisk side af mig selv og et eksempel på at være et sølle menneske.”

Så du forsøger at udstille dine egne sølle sider?

”Ja, fordi det først bliver interessant, når der er noget på spil. Når man tager fat de steder, hvor det gør ondt. Der, hvor ens selvbillede krakelerer. Eller det billede, som omgivelserne har opbygget af én. Mange af de ting, jeg har lavet, har været det joviale og runde, men der er jo også mange sider, der ikke fungerer i mit liv. Det har været enormt spændende at undersøge. Ambitionen har været, at jeg gerne vil gå et hak længere ned i noget af det, der gør virkelig ondt. ’Store Lars’ handler både om kærlighed og smerte.”

Det kan jo lyde paradoksalt, at du vil underholde med smerte …

”Ja, men jeg synes, at det først for alvor bliver interessant, når man har noget at miste. I ’Store Lars’ handler det meget om faldet. Storhed og fald. Når man har opnået det hele, hvad skal der så ske? Skal man have en ny kone? Dyrere rødvin eller en ny bil? Afsnit ét starter med, at jeg køber en ny bil, som åbenbart er det, den mandlige opfindsomhed rækker til. Jeg køber en Tesla, fordi Martin Brygmann, der spiller min nabo og ven, siger, at der er en masse bæredygtigt fisse i den.”

Hvad er det for et budskab, du vil ud med?

”’Store Lars’ er først og fremmest underholdning, men det handler også om at søge anerkendelsen de forkerte steder og miste sig selv i den søgen. Og når jeg siger de forkerte steder, så er det ting, der ikke har nogen særlig substans eller bundfald. Det handler om den ydre anerkendelse. Som ’Store Lars’ synes jeg, det er mærkeligt, jeg ikke er blevet ridder af Dannebrog. Hvorfor har jeg ikke fået den anerkendelse? Hvorfor har de ikke lagt mærke til alt det, jeg har lavet i 30 år? Men det har jo intet med mine kerneydelser at gøre. Det er en forblændelse og hamrende ligegyldigt!

Et andet sted i serien får jeg et stort internationalt gennembrud, og det er jo også en tanke, jeg har haft i virkeligheden. Er Danmark simpelthen for lille til mig? Det er der, hvor det pludselig handler om noget ydre, men ikke har noget med kerneydelsen at gøre. Et af mine budskaber er, at vi skal finde glæden i substansen. At vi skal gøre os umage med det, vi laver, og glæde os over det. Det er jo der, den ligger. Du kunne også sidde og skrive for et internationalt magasin i London eller USA, men det ville jo ikke være en skid sjovere.”

Det har du brugt mange år på selv at indse?

”Ja, for helvede! Jeg troede på et tidspunkt, at nu skulle jeg til at køre internationalt. Jeg var til casting på en Ben Stiller-film og tænkte, at jeg selvfølgelig skulle have den rolle. Det fik jeg ikke, og det havde jo heller ikke ændret noget – formentlig. Vi kan jo også være fuldstændig ligeglade med, hvor mange der læser det her interview, hvis vi ellers har gjort os umage og i øvrigt har en dejlig kæreste eller kone at komme hjem til. Det er de ting, der virkelig betyder noget. Det handler om ikke at lade tingene vokse i sit hoved. For så afgørende er anerkendelsen jo ikke.”

Hvordan er det gået op for dig?

”Det er gået op for mig i forlængelse af, at jeg synes, jeg har opnået det meste. Der kan man blive fristet til at søge den falske anerkendelse andre steder ved at fylde tomrummet ud med en ny bil, en ny pris, en ny kone eller et nyt hus. Men det er jo ikke noget, der ændrer på udgangspunktet. Hvis du køber en ny bil, vil du stadig køre rundt og tænke: Hvad fanden skal jeg nu? Det er jo ikke vigtigt for, hvordan jeg og mine nærmeste har det. Det er fuldstændig ligegyldigt. Dét tror jeg, jeg har været nogle år om at opdage.”

Både ’Store Lars’ og dit stand up-show kredser om din karriere. Er du som 52-årig i gang med en statusopgørelse over din karriere og dit liv?

”Nej, for det ville betyde, at jeg var færdig. Men det at være stand up-komiker er en form for tilbagevendende statusopgørelse. Jeg lavede et rigtig godt sæt, dengang jeg fik børn, og før det lavede jeg et godt sæt om at gå i byen og score damer. Det kan jeg jo ikke stå og lave som 52-årig. Eller, det kunne jeg måske godt, men det ville være utrolig patetisk. Mine shows er et billede på nuet, og i ’Plan B’ handler det blandt andet om at træffe valg i tilværelsen og bevare nysgerrigheden, når vi ser en halvåben dør et eller andet sted.”

Er du god til at træffe beslutninger?

”Nej, og det er faktisk også et af de karaktertræk, vi har skruet op for i ’Store Lars’. Evnen til IKKE at træffe beslutninger. For hvad sker der så? Så er der andre, der gør det på dine vegne, og så lever du pludselig ikke dit eget liv. Det er også det, der er vinket med den moralske vognstang.”

Er det også det, der har sendt dig ud i så mange forskellige retninger med stand up, radio, tv og skuespil?

”Ja, for jeg er jo blevet fristet af en masse forskellige ting. ’Hey Lars, du skal da være med til det her! Og har du ikke også lyst til det her?’ Jeg har pisset i alle afkroge af branchen, og det har været på godt og ondt, for jeg tror ikke, at jeg af mig selv var nået derud, hvor jeg har været. Men det har også været på bekostning af, at det hele er blevet én stor forvirring og en rigtig rodebunke.”

Du er ofte endt med ’Plan B’?

”Ja, og jeg vil gerne kommentere, at det er et livsvilkår. At tilværelsen tager én andre steder hen. Og når jeg siger tilværelsen, er det som regel andre mennesker, der blander sig i ens liv og ødelægger ens planer. Men det er godt, for de minder én om det vigtige her i livet. Hvis man bare får lov til selv at køre derudad, så stirrer man sig blind og jagter det ene og det andet. Jeg kan godt lide, når livet stikker en pind i hjulet, og man bliver forstyrret i den der tro på, at man kan tilrettelægge sit liv.”

Planlægger vi generelt for meget?

”Jeg synes, jeg har bemærket en udbredt misforståelse om, at folk tror, de kan tilrettelægge deres liv. Det er også den forventning og de krav, vi som forældre og især samfundet stiller til vores børn. Det kan jeg også se på mine egne børn. Jeg har selv prøvet at planlægge og tilrettelægge mit liv, men det er aldrig gået som planlagt. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om noget, der er gået helt efter planen. Der har slet ikke været nogen strategi. Jeg ville være verdens dårligste studievejleder.”

Hvad har været den mest overraskende plan B i din karriere?

”Jeg havde ikke nogen idé om, at jeg ville komme til at lave film. Jeg havde et mål om, at jeg måske kunne leve af at lave stand up i ét år. Alt det andet havde jeg ikke regnet med. Jeg føler virkelig, jeg har opnået mere, end jeg i min vildeste fantasi havde drømt om, og nogle gange kan jeg blive helt overrasket over at se, hvad jeg har lavet. Men jeg bryder mig egentlig ikke om at bruge ordet ’karriere’. Karriere er noget med en start dér og slut dér. Det er noget for fodboldspillere og balletdansere. Det er jo et langt arbejdsliv, hvor det gælder om at finde mening i det, man laver, i stedet for hele tiden at jagte det næste. Det skal man minde sig selv om en gang imellem, for ellers bliver man forblændet. Du skal huske på, hvorfor du er i det, du laver. Hvad er grunden til, at du startede med dit fag? Hvad er udgangspunktet?”

Det er vi generelt ikke gode nok til?

”Der er sådan en forventning om, at man hele tiden genopfinder sig selv og flytter sig. Jeg kan se nogle af mine jævnaldrende venner, der er direktører for kæmpe firmaer og chefer i Dansk Industri. Nu står de og tænker: ’Hvad skal jeg så?’ Så begynder de på en eller anden ekstremsport for stadig at rykke sig. Der er sådan en absurd idé om, at livet skal være et rekordforsøg. Vi skal alle sammen være verdensberømte, inden vi bliver 30, men det er jo ikke det, der er vigtigt.”

Hvad er dit eget udgangspunkt?

”Jeg er komiker. Resten af det, jeg laver, er bare bivirkninger. Jeg lavede for nylig et lille stand up-sæt på Café Jorden i Aarhus, hvor jeg startede i comedy tilbage i cirka 1990. Jeg stod på præcis samme sted med plads til 40-50 mennesker. Der tænkte jeg: ’Hold nu kæft, jeg har jo ikke rykket mig en skid! Det er det samme, jeg laver.’ Men jeg kan simpelthen ikke finde noget, der er bedre, og deroppe på scenen er det ligegyldigt, hvor stor en stjerne, du er. Du bliver slagtet, hvis det ikke er godt nok, og det kan jeg godt lide. På samme måde er det mig, der med ’Store Lars’ skal tage imod seernes tæsk otte uger i træk, men jeg har en god fornemmelse. Jeg har fået en masse dygtige og sjove typer til at lege med. Camilla Martin kommer for eksempel til at ryge den største joint, der er set i nyere tid.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Serier, Klovn og Viaplay