Lars von Trier afslører nye store navne til ’Riget Exodus’

Endnu flere kendte ansigter fra det oprindelige cast er tilbage og et par nye.

Lars von Trier afslører nye store navne til ’Riget Exodus’
Offentliggjort

”At lave en tredje sæson af ’Riget’ vil være decideret dumt. For man vil sikkert altid tænke, at de gamle afsnit var nu alligevel de bedste. David Lynch prøvede jo at lave en afslutning på ’Twin Peaks’ som biograffilm, og det var noget vås.

På den anden side kunne det være en slags kryds- og tværs-opgave at få til at hænge sammen, hvilket ville være meget sjovt."

Det var til Euroman, at Lars von Trier i 2019 fortalte, at han ikke havde opgivet at lave en ’Riget III’ og faktisk overvejede det så meget, at han havde været på rundvisning på Rigshospitalet og besigtiget helikopterplatformen.

Og det blev heldigvis ikke kun ved snakken. Den uhyggelige serie, der sprængte rammerne for tv-dramatik, ændrede dansk film og gjorde Lars von Trier til et internationalt stjernenavn, får en tredje sæson hele 25 år efter den oprindelige afslutning i 1997.

Det har allerede været bekræftet, at det bliver et herligt gensyn med Udo Kier, Ghita Nørby, Søren Pilmark og Peter Mygind fra de første sæsoner, og at Nikolaj Lie Kaas, Lars Mikkelsen, Nicolas Bro, Bodil Jørgensen, Laura Christensen, Mikael Persbrandt, Tuva Novotny, David Dencik, Alexander Skarsgård, Ida Engvoll, Anders Mossling og Asta August også er på rollelisten.

Nu kan von Trier afsløre flere tilføjelser til sæson 3, der har fået titlen ’Riget Exodus’. Det fortæller Zentropa, Viaplay og DR i en pressemeddelelse.

Først og fremmest vender endnu flere kendte ansigter fra det oprindelige cast tilbage, nemlig Birthe Neumann, Birgitte Raaberg, Henning Jensen og Solbjørg Højfeldt.

Riget111 copy.jpg

Danica Curcic og Charlotte Sieling spiller to nye læger på neurokirurgisk afdeling, Cyron Melville er politibetjent, mens Jens Albinus er Dr. Parok, en spirituel psykiater, som gør sig i at fange ånder på Rigets tag for at sælge dem. Derudover kan Victoria Carmen Sonne opleves som medicinstuderende på søvnklinikken.

Handlingen i ’Riget Exodus’ er i tidligere pressemeddelelser blevet kort beskrevet:

"Stærkt påvirket af spøgelses tv-serien 'Riget' søger søvngængeren Karen svar på seriens uafklarede spørgsmål for at redde hospitalet fra undergang. En aften da Karen går i søvne, ender hun på mystisk vis foran Rigshospitalet. Porten til 'Riget' er begyndt at åbne sig på ny."

’Riget Exodus’ forventes at få premiere i løbet af 2022. Først på Viaplay og senere DR.

Læs Euromans store feature om 'Riget', og hvordan serien med de hemmelige ritualer, gale overlæger og et afhugget hoved blev til.