’Licorice Pizza’ er intet mindre end stor filmkunst

Paul Thomas Anderson har altid arbejdet med skalpel. ’PTA’, som han kaldes i den amerikanske filmbranche, har i mere end tre årtier skabt skelsættende filmiske indgreb i den amerikanske drøm. I ’Boogie Nights’ (1997) pillede han pornoindustriens heydays fra hinanden. I ’There Will Be Blood’ (2007) byggede han begsort en oliemoguls imperium op og lod ham derefter drukne mentalt. I ’The Master’ (2012) dissekerede han en religiøs sekt og dens skaber. Hans blik på USA som stedet, hvor man er sin egen lykkes smed, ender altså altid med, at mennesket kæntrer.

I hvert fald lige indtil nu. For når man har hevet og slidt i den amerikanske drøm så længe, som Paul Thomas Anderson har, er det passende – men også et nybrud – at han er aktuel med ’Licorice Pizza’ om to dagdrømmere, der flakker rundt i et solknitrende L.A. i 1970’erne. Teenageren Gary vil det hele: være skuespiller, blive en selfmade man med eget firma, ja, bare være noget. Alana er i midten af 20’erne, og hun ved ikke rigtig, hvad hun vil. Garys fascination af Alana trækker dem gang på gang sammen som magneter, selvom tilværelsen forsøger at skubbe dem lige så hurtigt fra hinanden igen.