I nat løb det 63. Grammy Awards af stablen, og det blev som ofte før de etableredes fest. Beyoncé vandt sin 28. Grammy for årets r’n’b-performance for en sang, ingen (efter hendes standarder) har hørt, og Taylor Swift vandt prisen for årets album. Generelt var det et flot år for etablerede og nye kvinder i musikeliten, hvor også Fiona Apple, Megan Thee Stallion og Dua Lipa tog fra Los Angeles med nyvunden hæder.
Men halvdelen af grammyernes eksistensberettigelse er jo optrædenerne. Hvem husker ikke Michael Jackson i 1988, Eminem og Elton John i 2001, Beyoncé og Prince i 2004 eller Kendrick Lamar i 2016? Hvert år kæmper cremen af den amerikanske musikbranche for at levere dét show, vi også taler om 10 år efter. Efter min bedste overbevisning præsterede Lil Baby i nat at gøre præcis dét.
Indrømmet: Det subtiles kunst er ikke noget, amerikanske rappere nogensinde har excelleret i. Lil Babys fremførsel af ’The Bigger Picture’, der blev udgivet i sommer, mens Black Lives Matter-protesterne var på sit højeste, var så symboltung, at selv klassens tungnemme bøller på bagerste række kunne være med. Der var skudsikre veste, molotov-cocktails og protestskilte.
Man kan fremhæve førnævnte Kendrik Lamar for i 2016 at levere sit budskab om raceulighed i guds eget land med lidt større fornemmelse for det abstrakte, men lad det ikke tage noget fra Lil Baby: Hans optræden med rapkollegaen Killer Mike og aktivisten Tamika Mallory var vigtig, veloplagt og gør ham til det yngste bud på et amerikansk hiphop-ikon. Det var kronen på det værk, Lil Baby har formet på det seneste år som den bedst streamende rapper i verden. Hans 2020-udgivelse ’My Turn’ har solgt bedre end Taylor Swifts ’Folklore’. Det er da tankevækkende.
Jeg havde ikke troet, at man i 2021 ville fremhæve Lil Baby som en af rappens vigtigste stemmer, da han i 2018 fik det berømte co-sign af Drake på ’Yes Indeed’. Med mixtape-klassikeren ’Harder Than Ever’ var han ganske vist den rapper, jeg hørte allermest det år. Lil Baby havde sans for melodik, skrev godt og havde et tårnhøjt bundniveau. Men han var også en Atlanta-rapper, som Atlanta-rappere er flest. Med mentoren Young Thug som forbillede handlede det meste om sex, diamanter og hurtige penge. Hvem husker ikke en ikonisk linje som ”I got on two watches, I still come in late” (’Sold Out Dates’)? Hans potentiale var uomtvisteligt, men det var heller ikke svært at tyde et loft for, hvor stor Lil Baby kunne vokse sig.
Med tiden har aktivismen sneget sig ind i Lil Babys tekstunivers. Mens venner som Young Thug, Gunna og Moneybagg Yo groft sagt er blevet i samme univers, smurte Lil Baby et tykt ekstra lag udover sig selv som artist, da han udgav demonstrationshymnen ’The Bigger Picture’ (der selvfølgelig skulle have vundet en Grammy for årets rap-udgivelse foran den simple og fjollede vinder ’Savage’ med Megan Thee Stallion og Beyoncé).
Lil Baby har vist sig at være en sjældent troværdig stemme i debatten om politivold og raceulighed. Han var født ind i Atlantas arbejderklasse, og røg som de fleste af sine venner ind og ud af fængsel i de første teenageår. Når han rapper ”I see blue lights, I get scared and start running. That shit be crazy, they ’posed to protect us,” kommer det med en inderlighed, der giver mindelser om fortidens kæmper som Chuck D og Ice Cube. Det udsyn, for ikke at nævne modet til at tage sig selv og sine omgivelser seriøst, har i nogen grad manglet i den moderne sydstatstrap.
I nat fik vi den Grammy-optræden, vi kommer til at kunne huske i årene, der kommer. Lil Babys opførsel af ’The Bigger Picture’ var en veltimet og storslået samfundskommentar, der cementerer hans position som disse års måske allervigtigste hiphop-artist.
Se, hvad vi ellers skriver om: USA, Musik og Hiphop
