Morten Pape: "Min største drøm er en dag at møde Lars Aslan på gaden og så helt umotiveret stjæle hans sixpence-kasket og løbe min vej"

Din nye bog ’I ruiner’ er i trykken og udkommer lige om lidt. Hvordan har du det?

”Jeg har ikke børn, men jeg forestiller mig, at det er som at sende sit barn i børnehave eller vuggestue for første gang. Får det nogen venner? Bliver det mobbet? Bliver det accepteret? Det må være en hjerteknusende oplevelse som forælder at hente sit barn og se det sidde alene ovre i hjørnet af sandkassen. Sådan har jeg det også lidt med mine bøger, men samtidig – og der ophører børnehaveanalogien nok – er det en lettelse at give min historie videre. Så den ikke længere kun er min, men også alle læsernes.

Det var især tilfældet med min første roman ’Planen’, som dybest set handler om min egen opvækst i Urbanplanen. Det føltes næsten som at skrive et brev og sende det ud i verden, og det var stort at mærke, at der var andre derude, som blev rørt af eller kunne relatere til det, jeg havde oplevet.”

Hvad fordriver du ventetiden med?

”Afrundingen på Amager-trilogien er en cirkel, der er afsluttet. Men det er, som om cirklen nu er startet forfra, fordi jeg er i gang med at skrive et udkast til et filmmanuskript til ’Planen’. Filmrettighederne er blevet solgt, der er blevet skudt penge i at lave manuskriptet, og selv om det ikke er sikkert, at det bliver til noget endnu, sidder jeg i disse uger og forsøger at skrive historien om til en filmisk fortælling.”

Hvordan er det at genbesøge ’Planen’ seks år efter, den udkom og skød din forfatterkarriere i gang?

”Jeg tror, at tiden er moden til det. Allerede kort efter bogen udkom i 2015 og fik stor opmærksomhed, var der folk, som gerne ville have mig til at skrive et filmmanuskript. Grebet af mit eget overmod tænkte jeg, at så gør jeg da bare lige det, men da jeg satte mig ned ved computeren, skete der intet. Jeg var færdig med min egen historie, især fordi jeg også turnerede rundt med den og holdt foredrag om mig selv. I dag har jeg fået bogen på afstand, og det betyder også, at jeg meget bedre kan tage de valg, der skal til for at forvandle en fortælling, som handler om over 20 år af mit liv, til noget, der også kan fungere på film.”

Hvor længe har du været om at skrive ’I ruiner’?

”Det har taget mig to år. Min første bog skrev jeg på fire måneder, den næste tog syv, men denne gang har det været en meget længere proces. Min kæreste vil nok sige, at det er, fordi jeg har fået en Playstation i mellemtiden, og måske er der noget sandhed i det. Men den har været sværere at fremkalde. ’Planen’ fløj ud af mig, 10-12 sider om dagen, fordi det var min egen historie, som jeg havde researchet på i 30 år.

’Guds bedste børn’ foregår i det samme miljø, og da jeg først fandt ud af, hvordan den skulle skæres, skrev scenerne næsten sig selv. ’I ruiner’ handler om Amagerbankens krak og hele det juridiske efterspil, og den har krævet meget mere research. Jeg ville tage udgangspunkt i en kvindelig hovedkarakter, og jeg ville beskrive en helt anden socialklasse end i mine to første bøger.”

Dine første to Amager-bøger er blevet rost for deres skildring af underklassen. I ’I ruiner’ er omdrejningspunktet i stedet en middelklassefamilie. Hvorfor?

”Jeg er virkelig bange for en dag at komme til at parodiere mig selv, blive for magelig eller blive fanget i forestillingen om, at jeg er nødt gøre det, jeg har fået at vide, jeg er god til – for at give folk det, de gerne vil have. Det nemmeste i verden ville have været at lave en afrunding på Amager-trilogien, der er lige så rå med rå løg på som de første to. Men jeg ville noget andet.

Det begyndte, netop som jeg havde afleveret ’Guds bedste børn’ til trykken. Cirka samtidig faldt der dom i sagen, hvor Amagerbankens tidligere aktionærer, heriblandt mange lokale, havde sagsøgt staten for de penge, de havde tabt, da den krakkede. En sag, de endte med at tabe. Jeg tænkte, at hvis jeg skulle lave en moderne Amager-trilogi, kunne jeg næsten ikke komme uden om Amagerbanken.”

Hvorfor ikke?

”Amagerbanken var en stor, nærmest familiær institution på øen, og et af de sidste steder hvor folk var på fornavn med deres bankrådgiver. Da den krakkede, skete der noget med tilliden til de finansielle institutioner og især noget med retsfølelsen. Men jeg ville ikke skrive en historie om banditter i habitter. I stedet kom jeg til at tænke på Kongelundsvejkvarteret, et enormt parcelhusområde på Vestamager, som jeg kender lidt til, fordi meget af min mors familie kommer derfra. Jeg så det som en anledning til at springe et andet sted hen på Amager end det miljø, jeg selv kommer fra, og gøre noget uventet.

Samtidig synes jeg, at der er noget interessant i at betragte den alt-dominerende, danske middelklasse med det, der før hed villa, Volvo og vovse, og som i dag hedder fladskærm, friværdi og firehjulstrækker. Det er Weber-grill-Danmark. Kähler-vase-Danmark. Småborgerligheden. C.V. Jørgensens værste mareridt. Måske den mest stigmatiserede samfundsgruppe herhjemme.”

Er du så færdig med Amager nu?

”Det tror jeg ikke. Jeg har en drøm om en dag at skrive en historisk Amager-trilogi, som skal starte i den sene middelalder i 1521 lige efter Det Stockholmske Blodbad, hvor Kong Christian 2. hentede 184 hollændere til Danmark og gav dem de gamle Amagerbønders jord ude ved Dragør. De fik en masse privilegier, deres eget retssamfund og blev et helt unikt parallelsamfund. Det rimer jo lidt på noget, jeg har beskrevet før. Men jeg ved ikke, hvornår jeg kaster mig over det.

Jeg vil helst ikke lave for mange mellemudgivelser. For tiden læser jeg en bog om Werner Herzog, den tyske filminstruktør, som meget rigtigt siger, at de fleste kunstnere kun burde have lavet en femtedel af det, de har udgivet. Resten er lige til glemmebogen.”

Kan du overhovedet skrive om andet end Amager?

”Det håber jeg. Men jeg ser det ikke som en svaghed eller mangel på fantasi hvis ikke. Der er virkelig mange dygtige forfattere, som altid har holdt fast i deres hjemstavn eller et bestemt geografisk område. Kim Leine skriver ikke dårligere, fordi han har udgivet snart seks bøger om Grønland, og Erling Jepsen er ikke en mindre dygtig forfatter, fordi han bliver ved med at skrive om Sønderjylland. Eller Paul Auster om New York, uden yderligere sammenligning.

Amager er i mit forfatterblod, og jeg skal ikke kunne afvise, at jeg en dag kaster mig over noget helt andet, men jeg føler ikke, at Amager og jeg er færdige med hinanden.”

Hvordan var du som barn?

”Jeg fik briller, mens jeg gik i børnehave og kunne læse, inden jeg startede i folkeskole, fordi jeg så mange amerikanske film og lærte alfabetet ved at læse underteksterne. Den person, jeg kunne spejle mig allermest i, var (Bjarne Reuters, red.) Buster Oregon Mortensen – en overgang ville jeg også være tryllekunstner.

Jeg var ikke så glad for at lege krig eller spille fodbold som alle de andre drenge, og jeg var måske lidt af en nørd, der startede i skole og fandt ud af, at der ikke var meget status i at være kvik og få gode karakterer. Det var lige omvendt: Jo mere ballade, man kunne lave, desto sejere og mere interessant for pigerne var man.

Jeg ville så gerne være en del af et fællesskab, og det fandt jeg i mine småkriminelle indvandrervenner, som jeg begyndte at hænge ud med. Så gik jeg fra ’Brille Pape’ til ’Perker Pape’. Jeg iklædte mig en The North Face-jakke til mine store Harry Potter-briller, men blev aldrig rigtig en del af kernen. Jeg forstod det ikke, og først mange år senere gik det op for mig, at det var gutterne, som beskyttede og skærmede mig, fordi de godt kunne se, at jeg nok ikke havde et bandemedlem i mig.”

Du har sagt, at din barndom efterlod dig med en generel glædesløshed. Afspejler det sig i dit forfatterskab, som er melankolsk og dystert?

”Der er nogle, der synes, at der er meget lidt håb i mine bøger. Jeg synes, der er håb overalt, hele tiden. Men håbet er spinkelt og varer måske kun et øjeblik, inden karaktererne igen løber ind i problemer. Jeg er aldrig selv blevet diagnosticeret med depression, men jeg er vokset op med en mor, der var maniodepressiv, og jeg har set på tætteste hold, hvor surt livet kan være.

Jeg har gået op og ned ad mennesker, der havde svært ved livet og svært ved at fungere som samfundsborgere. Glædesløsheden kommer også af at vokse op et sted, hvor jeg kunne mærke, at der var noget galt. Hvor jeg havde ondt i maven, når jeg skulle i skole, og hvor jeg savnede min far, der var alt andet end nærværende, men hvor jeg samtidig intet havde at brokke mig over. For ham ved siden af og ham bag mig i klasselokalet havde det nøjagtigt på samme måde, hvis ikke værre.

Det var normalt at have problemer, og det kunne der måske være en vis komfort i, men det var også frustrerende, at der ingen steder var at klage sin nød. Det gjorde mig på den ene side modløs, men vakte også en vrede og en trang til at gøre modstand, som, jeg tror, har bragt mig dertil, hvor jeg er i dag. Min motor har været: ’Jeg skal fandeme vise jer.’”

Du er uddannet manuskriptforfatter. Hvordan blev du det?

”Hver eneste gang, jeg læste en bog eller så en film som barn, lod jeg min verden omstyrte. Da jeg så ’E.T.’ som syvårig, vidste jeg, at jeg også ville få et rumvæsen til at flyve, at jeg gerne ville lave film, men senere glemte jeg det igen. Efter gymnasiet var jeg værnepligtig og blev ansat som vikar på Dyvekeskolen, min egen gamle folkeskole. Det var et sted, jeg havde svoret, at jeg aldrig ville vende tilbage til, men jeg hørte, at man fik 180 kroner i timen, og jeg havde et massivt hashmisbrug at finansiere.

Det gik ret godt, og i et stykke tid troede jeg, at jeg skulle være folkeskolelærer. Men en dag, da jeg som 21-årig var med min daværende kæreste hjemme hos svigerforældrene, ville min svigerfar gerne vise os en film. Han satte ’Sange fra anden sal’, Roy Anderssons (svensk instruktør og manuskriptforfatter, red.) mesterværk fra 2000 på, og da jeg havde set den, mærkede jeg igen den følelse, som jeg fik, da jeg så ’E.T.’ for første gang. Jeg glemte alt om lærerseminariet og søgte ind på film- og medievidenskab. Efter min bachelor uddannede jeg mig til manuskriptforfatter på den alternative filmskole Super16.”

Hvordan var det at komme fra din baggrund i Urbanplanen og ind i det litterære miljø?

”Jeg synes efterhånden, at jeg har fundet mig godt til rette på sildebens-parkettet. Jeg er på et forlag, hvor jeg er omgivet af mennesker, som vil mig det rigtig godt, og som jeg stoler meget på. Men kigger man ud over det danske forfatterlandskab, er jeg måske stadig lidt et eksotisk dyr i zoologisk have. Det er jo ikke, fordi der er kommet synderligt mange andre forfattere frem med den baggrund, jeg har, siden jeg debuterede, og den vigtigste af dem alle (Yahya Hassan, red.) er gået bort. Jeg kan stadig godt føle mig som en outsider, men jeg er ret god til at aflæse koderne og blende ind, for det har jeg gjort hele mit liv.”

Har du nogensinde oplevet, at du ikke kunne finde ud af at blende ind?

”Kort efter min debut blev jeg inviteret til Det Danske Akademis årlige oplæsningsaften for debutanter. Dengang anede jeg ikke, hvad det var, og min redaktør var ved at falde bagover, da jeg fortalte det. Hun forklarede, at det var noget af det fineste, der findes, og at det var en stor ære at blive inviteret.

Aftenen begyndte med, at jeg gik ind ad den forkerte dør på Rungstedlund, Karen Blixens gamle hjem. Til middagen sad jeg til bords skråt over for Suzanne Brøgger, som jeg ikke havde mødt før. Vi spiste ossobuco, og jeg havde meget svært ved at følge med i samtalen. Jeg var også lidt flov over, at jeg ikke rigtig havde læst nogen af hendes bøger.

Mens jeg sad der og kiggede ned i mit skød, fik jeg øje på servietten. Den var flot og hvid og havde Karen Blixens monogram broderet, og for at byde ind med et eller andet sagde jeg:’Hvor er det dog en flot serviet,’ og tog en skefuld ossobuco i munden. Mens jeg sad med munden fuld af mad, svarede Suzanne Brøgger: ’Ja, den er syet ud af Karen Blixens brudekjole.’ Jeg fik en nærmest nekrofil bismag i munden og var lige ved at spytte min ossobuco ud over en af Danmarks mest kendte forfattere. Der kunne jeg virkelig mærke, at jeg var kommet langvejs fra min mors stegte torskerogn med mayonnaise og autocitron. Men folk var i øvrigt virkelig søde.”

Du siger, at du som barn ikke var glad for fodbold, men i dag er du stor fan af Fremad Amager?

”Fodbold sagde mig ingenting som lille, og i det hele taget brød jeg mig ikke om fysisk udfoldelse. Men en eftermiddag i sommeren ’96, da jeg var 10 år gammel, gik min bror og jeg en tur ned på boldbanen, og her mødte vi nogle andre drenge, der spillede. Vi fik lov til at være med, og det var mere leg med bolden end en kamp for at vinde. Jeg husker det, som om det var en torsdag, og om tirsdagen startede både min bror og jeg til fodbold i Sundby Idrætspark. Vi tog i Amager Centret og købte fodboldstøvler, jeg fik et par fra Puma og var meget misundelig på min brors Patrick-støvler, da jeg fandt ud af, at det var dem, Brian Laudrup spillede i.

Jeg var ikke rigtig god, men endte med at blive en habil venstre back, og i dag har jeg sæsonkort til Sundby Idrætspark. Alt er kaos i Fremad Amager, og den har mærkelige udenlandske ejere, der har anlagt kunstgræs på stadion. Men det er stadig et af de steder, hvor man virkelig kan møde den københavnske arbejderklasse, selvom stadigt færre af dem dukker op, fordi de er trætte af den måde, deres klub bliver kørt på. Jeg har også sværere og sværere ved at identificere mig med det, der foregår.”

Du har dog alligevel en tatovering dedikeret til klubben?

”Den sidder på mit ene lår og forestiller forsiden på Hans-Jørgen Nielsens ’Fodboldenglen’, som jeg mener er en af de bedste danske romaner nogensinde. Jeg læste den relativt sent i livet og tænkte: ’Hvorfor er jeg ikke stødt på denne her bog for længe siden?’

Den handler om to venner, der spiller fodbold i Fremad Amager, den ene af dem bor i Urbanplanen, og det er en begavet, ekspressionistisk bog om sportens plads i menneskets liv i en tid (1970’erne, red.), hvor alt skulle være så pissehamrende kommunist-alvorligt. Der er nogle fantastiske beskrivelser af, hvordan to drenge med en telepatisk forbindelse på en fodboldbane kan snøre modstanderen med en indøvet frisparkskombination, og jeg elsker det. Jeg blev meget, meget rørt, da jeg læste den. Jeg fik tatoveringen på venstre ben, fordi jeg er venstrebenet, og min bror Jonas har den på højre, fordi han er højrebenet.”

Tror folk stadig, at du er i familie med Søren Pape?

”Nej, den får jeg ikke så ofte længere. Men det er da irriterende, at han dukker op hele tiden, når jeg prøver at google mit eget navn. Sidst, jeg fik spørgsmålet, var i starten af året, da jeg skulle have foretaget en operation i næsen i fuld narkose. Inden lægen skulle bedøve mig, stillede han mig nogle beroligende spørgsmål. ’Nå, hvad laver du så?’ spurgte han.

Jeg fortalte, at jeg var forfatter og troede, at han så ville høre lidt mere om det. Men i stedet spurgte han: ’Er du i familie med ham den anden Pape?’ Jeg skyndte mig at svare: ’Ham den konservative? Nej, for fanden,’ og fik gjort det meget klart mellem linjerne, at ham stemte jeg i hvert fald ikke på. Jeg fik ikke rigtig nogen reaktion. Lægen gav mig et skud i armen, det sortnede for mine øjne, og det allersidste, jeg tænkte på, var, at vi befandt os midt på Frederiksberg, en konservativ højborg. Men jeg vågnede da heldigvis igen.”

Er du politisk engageret?

”Jeg har været i nogle små infights med folk på sociale medier, og folk tror ofte, at jeg gør det med en eller anden politisk dagsorden. Men det er meget vigtigt for mig at slå fast, at når jeg på Twitter går i clinch med Rasmus Jarlov (K) eller Lars Aslan (S), er det ikke med et politisk motiv, men fordi jeg virkelig nyder det. Jeg elsker især Lars Aslan. Min største drøm er en dag at møde ham på gaden og så helt umotiveret stjæle hans sixpence-kasket og løbe min vej. Og så måske, et par måneder senere, lægge den op på Den Blå Avis og sælge den.

Jeg har været lidt efter ham, siden han under seneste folketingsvalg på allerlaveste, leflende, populistiske vis forsøgte at tækkes nogle snobber på Islands Brygge, der ville have deres eget postnummer, fordi de ikke ville bo i 2300, som også er Urbanplanen. Fuck af.”

Lars Aslan Rasmussen svarer: ”Jeg kan forstå, at Morten Pape har en stor interesse for min person. Interessen er bestemt ikke gengældt. Og at se en dansk forfatter, der kritiserer en socialdemokrat, er vel efterhånden lige så almindeligt, som det er at se Grækenland give Cypern 12 point til Melodi Grand Prix. Men de fleste kritiske forfattere er dog, i modsætning til Morten Pape, i besiddelse af både format og humoristisk sans.”