Og dér fik Roskilde Festival årets første superstjernenavn på plakaten

Det er ikke Taylor Swift, men …

Og dér fik Roskilde Festival årets første superstjernenavn på plakaten
Offentliggjort

Sidste år var den folkelige hovedanklage mod programmet på Roskilde Festival, at plakaten manglede det der ene navn, der fuldkommen uimodsigeligt var plukket fra popsupermarkedets allerøverste hylde. En Taylor Swift, en Drake, en The Weeknd.

I nærværende magasin var festivalens musikchef da også lidt vævende på spørgsmålet om, hvem der var årets allerstørste navn.

Det vil han antageligt ikke stå model til igen i år, og med denne formiddags nye musikpakke kan festivalen flette næbet på mavesure nej-hatte som undertegnede.

Øverst på årets Roskilde-plakat kommer der således til at stå: Olivia Rodrigo.

I løbet af i år har den amerikanske popprinsesse spillet ikke færre end 95 udsolgte koncerter på sin verdensturné (heriblandt i Royal Arena i København i maj), og hvad det sådan rent musikalske angår, kender du hende formentlig fra ’good 4 u’, ’drivers license’ eller ’Vampire’.

Orange Scene er ikke kun forbeholdt feterede verdensstjerner, og i 2025 fortsætter Roskilde Festival, hvad der efterhånden ligner en tradition, når et af tidens største hiphopnavne får sit eget soloshow på den i øvrigt nyrenoverede Orange Scene. I 2023 var det Kesi, sidste år var det Gilli, og i 2025 spiller Artigeardit sin sjette (!) Roskilde-koncert – denne gang på festivalens hovedscene.

I alt tæller den nye musikpakke 25 navne og rummer også vægtige skikkelser på den elektroniske scene (Jamie xx) og metalscenen (Deftones).

De 25 nye navne er i sin helhed:

Olivia Rodrigo (US)

Artigeardit (DK)

Deftones (US)

Jamie xx (UK)

A.G. Cook (UK)

Anoushka Shankar (INT)

Saint Levant (PS)

Alice Longyu Gao (CN)

Baloji (BE)

Bedouin Burger (LB)

Body Void (US)

Dayyani (DK)

Flock (INT)

Hitech (US)

Horsegiirl (DE)

Jinjer (UA)

Kwashibu Area Band (INT)

Lambrini Girls (UK)

Landless (IE)

The Mary Wallopers (IE)

MC Dricka (BR)

Nadah El Shazly (EG)

Nala Sinephro (BE)

School of X (DK)

Still House Plants (UK)