”Developers, they’re the rock stars right now”, proklamerer en hue- og solbrilleklædt Will.i.am i traileren til Apples første originalproducerede tv-program, der efter planen skal udkomme på Apple Music. Også Jessica Alba byder ind med lidt visdom – hun har åbenbart lige den mavefornemmelse der skal til for at klare sig i forretningsverdenen.
Sammen med skuespillerinden Gwyneth Paltrow og iværksætteren Gary Vaynerchuck, skal de hjælpe håbefulde app-udviklere til at opnå drømmen om et økonomisk indspark og en tilværelse på app-stores forside. En model vi kender herhjemme fra programmet ’Løvens hule’ på DR1, hvor håbefulde iværksættere kæmper om serie-iværksætteres gunst og kapital.
Forskellen? Jo, i ’Løvens hule’ består panelet af investorer, der – hovedsageligt – er kendt som succesfulde iværksættere, mens ’Planet of the Apps’ præsenterer to smukke skuespillerinder og en guldstøvleklædt rapper som eksperter i app-iværksætteri.
Annonse
Det skal retfærdigvis siges, at kendispanelet i ’Planet of the Apps’ kun er første skridt. Efter at have vendt tommelfingeren op eller ned, indtager de rollen som mentor for de håbefulde deltagere, som man kender det fra sangkonkurrencen ’The Voice’. Og desuden bestyrer de fire mentorer tilsyneladende succesfulde selskaber sideløbende med deres karriere i rampelyset.
Det absurde består i lige så høj grad i, at afsenderen er techgiganten Apple og at det hele virker lidt som én stor reklame for app-store og de medvirkende firmaer.
Selv Apples egne medarbejdere har undret sig lidt over traileren. "Today, I am ashamed to work for Apple. This is embarrassing, and not what we work hard for", skrev Renaud Lienhart, der er app-udvikler hos Apple, i et tweet der er slettet nu. Det skriver Business Insider.
For kan man ikke tillade sig at forvente lidt mere fra et firma som Apple? Når Netflix og Amazon forsøger sig i tv-mediet, ender det med velproducerede dramaserier og Emmy-nomineringer. Men hvem ved? Måske er ’Planet of the Apps’ slet ikke så absurd som traileren giver udtryk for. Se den her