Streaming på dansk

I øjeblikket markerer de danske serier sig på streamingtjenesterne. Og der vil kun komme flere og bedre i de kommende år. Heldigvis.

Streaming på dansk
Offentliggjort

Danskerne streamer som aldrig før, og det har den danske filmverden opdaget. Da der blev uddelt støttemidler fra Det Danske Filminstitut forleden, tegnede streamingtjenesterne sig for næsten halvdelen af de penge, der blev sendt af sted fra Public Service Puljen.

Det er opsigtsvækkende, hvor hurtigt danske serier har etableret sig herhjemme i de senere år. For mens serieformatet længe er blevet anset for at være en førende kunstart især i USA, er de serielle fortællingers mange muligheder først rigtig ved at blive opdaget nu her til lands.

Men heldigvis er både fortælleformer og universer blevet nytænkt på det seneste, og særligt de kortere formater har funklet. Tænk blot på ’29’ (der kan streames på Xee), som Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag netop har færdiggjort indspilningerne til femte sæson af, eller på Christoffer Boes ambitiøse politiserier ’Kriger’ (som kan streames på TV 2 Play) og ’Forhøret’ (der kan streames på Viaplay).

Danske kvalitetsserier er altså ikke længere noget, Danmarks Radio har patent på. Søndagskvalitets-traditionen klokken 20 med ’Rejseholdet’, ’Ørnen’, ’Krøniken’ og ’Arvingerne’ lader til at være en saga blot, og til efteråret får vi den længe ventede ’Efterforskningen’, som Tobias Lindholm står bag, mens også Thomas Vinterberg er gået i gang med sin første serie: ’Familier som vores’. Begge er i øvrigt i TV 2-regi.

Men tendensen til nye formater og størrelser er her allerede, og inden for den seneste måned har flere danske serier haft premiere på streamingtjenesterne. Ikke alle er lige vellykkede i hver eneste scene, men til gengæld besidder de en interesse for at fortælle anderledes, end vi har været vant til i den danske filmverden indtil nu.

Ambassadøren

Endelig får Lisbeth Wulff en hovedrolle i en dansk serie! Skuespillerinden har ellers trasket rundt i mindre og større biroller i mange år, men med ’Ambassadøren’ viser Wulff, at hun kan langt mere end at være morsom. I serien spiller hun den danske ambassadør i Mexico, der mener, at den post kun er et lille skridt på den lange og storslåede karrierestige, hun har tænkt sig at træde kvikt og hensynsløst op ad. Empati har ambassadøren glemt at pakke med i kufferten hjemmefra, hvorimod bitterhed er en fast følgesvend. Selvom forbilledet ’Veep’ (der kan streames på HBO Nordic) står en anelse for tydeligt frem, er ’Ambassadøren’ alligevel et friskt pust for den danske, politiske satire.

Kan streames på Viaplay.

Cold Hawaii

På sin vis er ’Cold Hawaii’ er mønstereksempel på, at de danske serier er i bevægelse for tiden. For med historien om to drengerøve i Klitmøller kunne der nemt have gået ’Klovn’-kopi i den. Men sådan er Aske Bang og Allan Hydes serie ikke. Tværtimod er den et blik på en ny generation af tøffelhelte, som de to unge mænd selv spiller. At der er masser af bølgebrus i billederne bliver hurtigt et symbol på gutternes skvulpende indebrændthed, og at handlingen om kærestejalousi og venskab næsten er for nem at regne ud, tilgiver man til dels, fordi drengerøvenes kærester storspiller. Marie Boda og Marie Tourell Søderberg har ikke verdens dybeste roller, men det er nu de to, der undervejs gør Bang og Hyde både pinlige og tankevækkende.

Kan streames på Xee.

Alfa

Bitre minder, kriminalitet og 22 kilo hash er ingredienserne, der får Avaz-brødrenes seneste påfund til at piske derudaf. Det er den mest talentfulde af de tre – lillebror Milad Avaz – der har skrevet og instrueret alle otte afsnit, og man mærker hurtigt, hvor sikker en hånd han fortæller med. Efter tåreperser-filmene ’Mens vi lever’ og ’Kollision’ er der mere bid i serien om en børsmægler, der vender tilbage til sit kriminelle ophav, og hans bror, som umiddelbart er gået i den anden retning og blevet politimand. Det er i dette spændingsfelt, at serien for alvor slår gnister. Især kemien mellem de to brødre er intenst interessant, og selvom melodramaet ikke helt kan lade være med at kigge forbi undervejs, er det særlige ved ’Alfa’, at den tør udforske vold som en grundpræmis hos ethvert utilfredst menneske.

Kan streames på TV 2 Play.

Hotel Paradis

Kasper Rune Larsen laver film og serier som ingen anden. Det har man opdaget på filmfestivalen Berlinalen, hvor instruktøren har det med at være fast gæst. Det var han også sidste år, da ’Hotel Paradis’ havde verdenspremiere, og den er så outreret og speciel, at man virkelig skal unde sig selv at se den. Her rejser en ung kunstnertype fra hovedstaden til den jyske vestkyst i håb om at arve nogle hurtige penge, men i mødet med den anden del af Danmark må han tage sig selv og sin tilværelse op til genovervejelse. Det er dramatisk på den mest stenede måde, man kan forestille sig, og persongalleriet er så atypisk, at der er rig mulighed for både at grine og undre sig igen og igen. ’Hotel Paradis’ er ikke nogen nem serie – den syrer ret meget ud – men den besidder en simrende intensitet, man sjældent oplever i serieverdenen.

Kan streames på Ekkofilm her.

Se, hvad vi ellers skriver om: Serier