DET VAR SÅ SIKKERT som måger ved en havnegrill, at jeg ville vokse fra cd’en. Enten nedad, til vinylens analoge overlegenhed, eller opad, til streamingens digitale belejlighed. Cd’en er den hund, der bliver valgt sidst i kennelen og formentlig ender hos et småvoldeligt barn med apatiske forældre. Den er ikke rigtig lækker, men den er heller ikke rigtig ligetil. Den koster penge, pådrager sig ridser eller knækker midt over og konkurrerer med dvd’en om at være det mindst æstetiske bidrag til reolen i stuen.
Alligevel vender jeg altid tilbage til cd’en. Den er min grimme, men værdsatte elskerinde. Den ser ikke ned på mig som vinylen, den tager mig ikke for givet som streamingtjenesten. Den er ærlig og ligetil i al sin kejtethed.
Det er måske på sin plads med lidt baggrund. Jeg er født i 1996, lige midt i cd’ens velmagtsdage. Jeg begyndte at købe cd’er for mine egne penge i mine første teenageår. Jeg var venner med Arctic Monkeys på Myspace og engagerede mig i P3 Guld, som var det VM i fodbold. Jeg tog i Lyngby Storcenter og brugte 150 kroner, når I Got You On Tape eller Arcade Fire havde udgivet en ny cd om alt og, for det meste, ingenting.
Jeg tog altid i TP Musik, der få år senere drejede nøglen om. Jeg havde da også studset over, at ekspedienterne, typisk en gaffaiseret udgave af The Simpsons’ Comic Book Guy, altid bød mig velkommen i den tomme butik med en påfaldende entusiasme. Jeg gjorde mit for at holde manden (eller streamingtjenesten) med leen fra døren – og så alligevel ikke: Jeg opdagede, at man kunne købe brugte cd’er på noget, der hed Amazon.co.uk, og det til stort set ingen penge. Mit hjerte bankede mest taktfast for hiphoppen, og når jeg ikke så 50 Cent og Eminem på VH1, gravede jeg mig baglæns i hiphophistorien med mine brugte cd’er fra England.
Amazon, og især streamingtjenesterne, lagde TP Musik øde hen, og med en påståelig idealisme løftede jeg pegefingeren for mine klassekammerater. Vidste de slet ikke, hvor lidt musikerne tjente, når man ikke købte musikken fysisk? Fattede de ikke, hvor dårlig lydkvaliteten var?
Og så svigtede jeg selv cd’en. Hvis jeg alligevel skulle give den som ung helligfrans, kunne jeg lige så godt rulle mig i det allergrønneste græs og begynde at købe vinyler. At have med cd’ens skrøbelige plastikindpakning og små coverfotos at gøre var som at kramme et vejskilt sammenlignet med det berusende samleje, vinylen kunne tilbyde. Det prægtige cover, den kødfulde vægt af selve vinylen og den højtidelige seance, hvor nålen forsigtigt sænkes ned på rillen.
Jeg havde allerede fået en pladespiller til min konfirmation, men den virkede ikke (pladespilleren er fjernt beslægtet til printeren), så jeg krøb tilbage til cd’erne, der spillede Eminem og Wu-Tang Clan på mit barndomsværelse. Jeg forestillede mig, at jeg var Inspectah Deck, hvad jeg virkelig ikke var.
Men min vinylsamling blev ved med at vokse, nok mest for syns skyld. I et øjebliks kådhed brugte jeg alle mine surt optjente penge på pladespillerens Rolls-Royce: en brugt Technics SL-1210’er, enhver professionel dj’s hofpladespiller, berømmet for at være så robust, at man ville kunne slå søm i med den.
1210’eren var ikke længere i produktion, så jeg havde købt et tilstøvet dødsbo af en pladespiller, hvor nålen skøjtede magtesløst hen over pladens riller, hvis blot man kiggede på den.
På fætter højbensk facon faldt jeg over en mand på Amager, der specialiserede sig i at reparere gamle 1210’er. Hvilket ufatteligt held. Han fik mit detroniserede apparat i hænderne og foretog den mest overlegne istandsættelse af nogen genstand, jeg til den dag i dag har oplevet. Min 1210’er var, og er her otte år senere, driftsikker som en suppeske.
Nu levede jeg den analoge drøm. Jeg red på min høje hest til alverdens loppemarkeder kl. 6 om morgenen for at trawle mig igennem babyboomer-generationens pladesamlinger. Jeg gik i gymnasiet med alt, der hører til, og min mor, der ville gribe enhver mulighed for at være sammen med sin teenagesøn, forærede mig gladeligt 100 kroner i kontanter, jeg kunne shoppe for.
På loppemarkederne var jeg en samler i løbetid. At købe plader på et loppemarked var som en sport. Langt de fleste sælgere kendte ikke den enkelte plades værdi, så standardprisen var for det meste 10 kroner per album, måske 20 kroner, og så kunne man med lethed forhandle sig til mængderabat. Det var derfor ikke størrelsen på ens pengepung, der afgjorde, hvor gode eller værdifulde plader, man kan kunne opstøve, mens ens snilde, baggrundsviden og ærgerrighed. Man måtte kende sine pladeselskaber, og man måtte tidligt ud af fjerene.
Et loppemarked i 10’erne gav et hudflettende ærligt indblik i 80’ernes kulturliv. Der gik mange Shu-Bi-Dua’er, Thomas Helmig’er og Wham’er på et førstetryk af ’Kind of Blue’ eller ’Abbey Road’, kan jeg garantere. I dag lever jeg stadig højt på mindet om dengang, jeg købte otte amerikanske hiphopplader (blandt andet Lootpacks ’Soundpieces: Da Antidote!’, som man bestemt ikke ser hver dag) for 50 kroner på Lyngby Loppemarked.
Det gjaldt om at komme før de andre pladesamlere. Der var som regel fem-otte duknakkede fædre, der modvilligt havde taget pladesamlingen med til brandudsalg, så hvis jeg ankom til et loppemarked og så den jævnaldrende Villy, jeg kendte perifert gennem en ven, vandre rundt med en stak plader under armen, kunne jeg lige så godt vende hjem igen.
Genbrugsmarkedet for vinylplader var krævende og nådesløst, men det var også fair. De mest vedholdende fik de bedste plader. De mange sommermorgener med begyndende støvallergi står som et af mine bedste ungdomsminder, og vinylerne havde næsten en besættende effekt på mig. Men så solgte jeg min sjæl til vinyldjævlen.
I midten af 00’erne var vinylen blevet dømt ude for bestandig, men i 10’erne begyndte salget af vinyler pludselig at stige. Den var blevet hip som fixiecykler og hovedtelefoner i skrigfarver. Og i et svagt øjeblik gjorde jeg noget så pinligt, at jeg græmmer mig i dette øjeblik, hvor jeg skriver ordene: Jeg købte et genoptryk af Jay-Z’s ’The Blueprint’ på vinyl… i Urban Outfitters.
’The Blueprint’, en uomgængelig klassiker, var fra 2001, og det ville kræve to torsdage på en uge, hvis jeg skulle kunne opstøve den på et dansk loppemarked. Jeg havde albummet på cd, men fristelsen i også at have den på det fineste format overvandt mig. Jeg betalte de 300 kroner, den kostede, og fra da var jeg en del af et helt andet spil.
Pladebutikken havde altid eksisteret, og der kom flere og flere af slagsen i disse år, men jeg var altid bevidst om at gå en stor bue uden om disse velkuraterede vinylmekkaer. I pladebutikken er det pengene, der regerer. Hver eneste plade er sirligt prissat, så muligheden for at gøre et kup eksisterer praktisk talt ikke. Hvis du vil have de gode plader, må du punge ud.
Efter jeg alligevel havde mistet min uskyld i Urban Outfitters, begyndte jeg at frekventere de københavnske pladebutikker. Nu følte jeg mig som en lille dreng med en endnu mindre pengepung, og de meritokratiske ekspedienter kiggede på mig som skuffede fædre, når jeg listede ned til den undseelige hiphopafdeling i hjørnet.
Skaden var sket, og min kærlighed til pladerne falmede på samme måde, som når man har spist for store portioner af sin livret med for korte mellemrum. Jeg blev ældre, kastede idealismen overbords og overgav mig til streamingen. Jeg flyttede hjemmefra, min cd-afspiller røg til storskrald, mens min pladespiller og de cirka 2.000 plader blev klemt ind i hjørnet af min kærestes lejlighed som en dårlig samvittighed.
I dag ser jeg stadig mine gamle cd’er i smug. Vi mødes i mine forældres Volvo V70, en af de få tilbageværende biler her til lands, der hverken har aux-stik eller bluetooth. Under solskærmen på førersædet er en sort cd-mappe hæftet fast, og den bugner af alt det bedste fra min ungdom: Mobb Deeps ’The Infamous’, 50 Cents ’Get Rich Or Die Tryin’’, Dr. Dres ’2001’. Når man kun har plads til 30 plader, må man vælge med omhu, og det inviterer til en dyrkelse af klassikerne, man ofte frarøver sig selv på streamingplatformen.
Af samme årsag er jeg begyndt at købe cd’er igen. Jeg har svært ved at gå forbi en Accord eller Mint Records uden lige at skulle sikre mig, at de ikke gemmer på en kronjuvel til Volvo’ens hall of fame-cd-rack. Butikkerne skriger ikke ligefrem indretningsarkitektur og sorte tal på bundlinjen, men her er ingen fine fornemmelser, og cd’erne koster mindre end en forstadspizza.
I dag er cd-samlinger sådan noget, der står i sommerhuse, hvis de da ikke er blevet forvandlet til et forkullet restprodukt på en losseplads. Sidste år blev cd-salget for første gang siden 80’erne overhalet af vinyl-salget. Vinyl! Det svarer til, at D-A-D vinder en DMA for næsen af Iceage. Alligevel tyder noget på, at min generation i et emotionelt nostalgianfald er ved at kaste en redningskrans til det druknende format. I år er salget af cd’er stigende efter en konstant nedgangsperiode på 17 år, og på TikTok, fandeme ja, begynder amerikanske mikroinfluencere at tage de unge seere og den kinesiske regering med i cd-butikkerne.
Cd’en er et æstetisk misfoster sammenlignet med vinylen og et besværligt fortidslevn sammenlignet med streamingen. Men måske kan cd’en finde sin eksistensberettigelse mellem disse to poler: Den afkræver din tid, entusiasme og kærlighed til musikken, men den er hverken snobbet eller grådig. Den er måske en gammel, savlende krage, men den vurderer dig på størrelsen af din vilje, ikke din pengepung. Og hvis du som mig kan lide at have et stykke musik mellem hænderne, bør du overveje at tilgive cd’en for dens mange mangler.
