To Øl lancerer ny festival på Vestsjælland med Iceage og Jenny Wilson på plakaten
To Øl City Festival har også ølbryggere og destillerier på programmet. Festivalen finder sted i august.
Foto: Fryd Frydendahl/PR
Der er endelig gang i festivalmøllen igen, og hvor er det befriende.
Bare i denne uge har to ølbryggerier uafhængigt af hinanden kunnet lancere to nye festivaler. Først var det ølproducenten Åben, der meddelte, at de står bag festivalen O på Refshaleøen i København. Og i dag melder To Øl sig så på banen med en festival, hvis line-up blander musik, ølbryggere og destillerier.
Festivalen har fået navnet 'To Øl City Festival' og skal foregå i den vestsjællandske by Svinninge, hvilket ikke er tilfældigt. Det er nemlig i Svinninge og i byens gamle Beauvais-fabrik, at To Øl har deres bryggeri.
De musikalske navne på plakaten er indtil videre Iceage, Lowly, Jenny Wilson, Savage Rose og Yung.
"To Øl City Festival er en helt ny måde at tænke festival på. Her er det ikke kun musikken der spiller hovedrollen, men kombinationen af musik og passionerede mennesker, som har noget på hjerte inden for øl, cider og spiritus. Her er ølbryggeren en lige så stor stjerne som musikeren, og derfor vil både band-navne og bryggeri-navne stå på plakaten," siger festivalleder Andreas Balslev-Olsen.
"For os er det nærliggende at tænke smag som en del af kulturlivet, og derfor lægger det lige for at starte en festival. Vi ønsker at bringe en mangfoldighed af smagsmuligheder ind i den gode danske festivaltradition. Det synes vi har manglet. Mange festivaler har et bredt musikalsk udtryk, men meget få differentierer sig fra hinanden på drikkevarerne. Det gør vi noget ved med To Øl City Festival," supplerer direktør og stifter af To Øl, Tore Gynther.
To Øl City Festival løber af stablen 5. og 6. august. Billetsalget er startet i dag her.
Program for To Øl City Festival 2022
Musik: Iceage (DK), Lowly (DK), Jenny Wilson (SE), Savage Rose (DK), Yung (DK)
Cider/vine: Dorka Homokky Winery (Tokaji/H), Fruksterio (SE), Æblerov (DK)
Øl: Verdant Brewing (UK), The Ale Apothecary (US), KCBC (US), Tue-Tête (CH), Oud Beersel (BE), Põhjala (EE), O/O (SE), Fuerst Wiacek (DE), Stigbergets (SE), Superfreunde (DE), Apex Brewing (SE), Mikkeller (DK), Ārpus Brewery Co (LV), New Barns (UK), Whiplash (IR), Lindheim (NO), Burnt Mill (UK), Underwood (UA), Granzio (CL)
Spiritus: Teeling Whisky (IR), CPH Distillery (DK), Stork Club (DE), Thy Whisky (DK), Garguntua (DK)
Flere navne vil blive tilføjet plakaten i de kommende måneder.
Se, hvad vi ellers skriver om: Musik, Øl og Festival