Se
Michael Scott, Dwight Schrute, Jim Halpert og Pam Beesly har i den amerikanske version af ’The Office’ givet mig timevis af sjove øjeblikke, og jeg kan se afsnittene igen og igen. Men alle siger, at den britiske version med Ricky Gervais er meget sjovere, så den vil jeg selvfølgelig også gerne give en chance, men jeg har længe ledt forgæves på diverse danske streaming-tjenester. Indtil nu. Seriens tre sæsoner er kommet på HBO Nordic, og det kalder på mange gode aftener på sofaen det næste stykke tid.
Se ’The Office’ her.
Læs
Jeg er netop gået i gang med Naoise Dolans ’Exciting Times’, der efter sigende skulle kunne måle sig med Sally Rooneys populære roman ’Normal People’, som jeg læste med stor begejstring. ’Exciting Times’ er en historie om uforpligtende kærlighed og den irske Ava, der for nyligt er ankommet til Hong Kong fra Dublin. Hun indleder et forhold til bankmanden Julian, der lukker hende tæt ind i sit liv, lader hende bo i sin lejlighed og køber dyre ting til hende, men følelsesmæssigt holder han hende i strakt arm. Indtil videre er jeg godt tilfreds med det, jeg har læst, og jeg glæder mig til at tæve igennem de resterende sider i løbet af ugen.
Exciting Times af Naoise Dolan, 140 kroner og kan købes her.
Lyt
I udgangspunktet er der intet så befriende som at sejle på det åbne hav i høj sol og med god vind. Og det var netop med det drømmebillede, at danskeren Rane gik ombord som gast på et dansk skib øst for Afrika. Men turen endte med at være alt andet end befriende. I DRs podcast ’Kapret’ kan du høre, hvad der skete, da et dansk skib blev kapret af brutale pirater i Adenbugten ud for Somalia i 2011, og gennem Rane og kæresten Maries egne ord fortælles historien om den håbløse kamp og hvordan de forhandlede med piraterne. Det er medrivende, hjerteskærende og virkelig et lyt værd.
Lyt til ’Kapret’ her.
Oplev
Jeg har endnu ikke haft tid til at tage en tur til Arken i Ishøj, men nu skal det være. Dygtige Farshad Farzankia har nemlig lavet sin første store soloudstilling, og den har indtil videre fået fine anmeldelser. Farshad har tidligere arbejdet som art director på nærværende magasin, og selvom jeg ikke selv har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med ham, ser jeg frem til at se hans kunst i fuldt flor på Arkens store vægge.
Læs mere om udstillingen her, der kan ses indtil 27. februar 2022.
Spis
Mytologi, feta, zorba og retzina. Jeg elsker alt ved Grækenland. Heldigvis findes der en lille græsk lomme i København ganske tæt på, hvor jeg bor. Den lille restaurant Taverna Kreta på Jagtvej kan bedst beskrives som autentisk, kitschet og hyggelig. De serverer ukompliceret moussaka, souvlaki og tzatziki i et lille lokale med farverige vægge, (falske) vinranker i loftet og græsk baggrundsmusik ud af højtalerne. Der er altid god stemning, og det er næsten lige så billigt, som i hjemlandet. Ola kala (’alt er godt’, red.).
Se menuen her.
Nina Buth Olsen
Digital redaktør. Født 1990. Har læst en bachelor i film- og medievidenskab på KU og en master i International Journalism på City University London. Har tidligere blandt andet arbejdet som journalist og tilrettelægger i TV-branchen. Bor på Nørrebro.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kunst, Serier og Bøger