Ulrich Thomsen: "Der er altid nogen, der bliver fornærmet"

Det er en ekstraordinært travl mand, der dukker op til interview på vores mødested i København. Optagelserne til den nye Afdeling Q-film, hvor Ulrich Thomsen har arvet rollen som Carl Mørck efter Nikolaj Lie Kaas, er netop blevet genoptaget efter at være blevet afbrudt af corona-pandemien.

Samtidig bliver filmen ’Gutterbee’, som Ulrich Thomsen selv har skrevet og instrueret, skubbet rundt i det cirkus af digitale filmfestivaller, der er opstået som resultat af, at festivallerne er lukket i deres oprindelige form. Han har deadline på et nyt manuskript om få dage. Og så vil denne journalist tale om ’Vores mand i Amerika’, Christina Rosendahls nye film, hvor Ulrich Thomsen spiller den danske ambassadør Henrik Kauffmann, som under Anden Verdenskrig trodsede den danske regering, opnåede ekstrem indflydelse, men endte sine dage på tragisk vis.

Alle vil have en bid af skuespilleren, som er blandt de mest prisvindende herhjemme og i udlandet er slået igennem som bl.a. Bond-skurk, gangsterboss i HBO-serien ’Banshee’ og læge i ’The New Pope’.

Han er en travl mand, men også en mand med noget på hjerte. I løbet af de tre kvarter, vi taler sammen, kommer han forbi emner som Marvell, det basale i mennesker og lysten til at fortælle sin egen historie.

”Historien er god. Henrik Kauffmann ville ikke acceptere den danske samarbejdspolitik og ender med at forære Grønland væk til amerikanerne, så de kan bygge en flybase og flyve til Europa. Han blev udråbt til landsforræder, men senere helt, da hans taktik fik stor indflydelse på krigen. Og samtidig har han i vores historie et forhold til sin kones søster. Det er jo en interessant karakter.

”Nogle gange kan det bare være en ven, der ringer og spørger, om man vil være med. ’Sprængfarlig bombe’ var jo ret ligetil. Det afgørende er, at filmen er sjov at lave. Men tilgangen er den samme, det handler om at finde ud af, hvad karakteren er for en person.”

“Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg gør det. Det at spille skuespil er, skal jeg hilse og sige, noget mere simpelt. Men det er sjovt at skrive ’der var engang’ og så fortælle sin egen historie, det, man synes, er vigtigt at fortælle. Det er sjovt. Når det lykkes. Men det er svært. Film er svært. Første film (’In Embryo’, red.) var et skud fra hoften, men det gik meget godt. ’Gutterbee’ havde også et fantastisk momentum og var rundt på flere festivaler, inden det hele lukkede ned. Publikum kunne godt lide den, så det var superærgerligt. Men nu starter vi op igen.”

”Det sværeste er nok at være tro mod sin egen vision. Der er mange folk, som vil blande sig, og der er det vigtigt at holde fast i, at din mening er lige så god som andres. Det kan være svært, især når der er mange penge involveret. Men det er vigtigt, for man lærer aldrig noget, hvis man hele tiden går på kompromis.”

”Der findes sådan en fortærsket formel for, hvordan en film skal være. Efter ti minutter skal der ske dét, efter 30 minutter dét og så videre. Reglerne er opstået, fordi producenter havde en skabelon for, hvordan en film skulle være, men den tilgang ender med en fornemmelse af, at man har set det hele før. I biografen flyder det med Marvel-film, og de siger mig sgu ikke noget. Jeg er enig med Scorsese, når han kalder dem ’theme parks’, de er dygtige til at lave rabalder, men det er fandeme også hult, når det ligesom er overstået. Tv-serier har brudt med den der bog for, hvordan det skal se ud, og opfundet en lidt friere dramaturgi. Af samme grund er tv-serier i dag langt mere interessante end de fleste film.”

”Alt har været afprøvet før. Hvad som helst. Vi kan kun glæde os over, at folk dør, og der kommer nye til, som synes, alt er fantastisk. Det eneste, man kan gøre som kunstner, er at forsøge at afspejle sin samtid.”

”Jeg kan bare godt lide menneskelige relationer, specielt de steder hvor virkeligheden fortrænges. Det er også det, mine film handler om. Mit nye manuskript handler om to piger, som sugardater, og om hvordan vi definerer os som mænd og kvinder. Hvad er ægteskab? Hvad er prostitution? Kønsroller, feminisme. Vi mennesker er jo fundamentalt de samme, som vi altid har været, og problemerne opstår, når intellektet forsøger at fortrænge det.”

”Der er jo hele den her debat i tiden, hvor man forsøger at redefinere alting, hvor man skaber en logik, der forsøger at gøre op med basale ting hos os mennesker. Du kan fx ikke kalde en kvinde smuk længere, uden at nogen bliver fornærmet. Der er altid nogen, der bliver fornærmet. Men selvfølgelig er der forskel på udseende, det vil der blive ved med at være. Hvis du begynder at fornægte skønheden, siger den ikke eksisterer, så skaber du bare en form for religion, der er lige så undertrykkende som alle mulige andre religioner gennem tiden. Man kommer ud i noget grødis, hvis basale facts er til diskussion, og y- og x-kromosomer ikke betyder noget. Men manden har en penis, og kvinden har en skede. Hvis man skal til at diskutere rigtigheden i sådan et udsagn, så bliver det altså for åndssvagt.”