Yahya Hassan: ”Lige for tiden får jeg ikke skrevet meget andet end liderlige sms’er til smukke piger”

Yahya Hassan afleverer sit sødeste smil. Han blinker til den midaldrende Finnair-stewardesse, som ikke kan lade være med at fnise. Den 19-årige forfatter forsøger at lokke hende til at hænge hans dragtposer med jakkesæt op et sted i flyet, så hans nye suits fra Sand ikke skal krølles sammen oppe i bagagehylden. Stewardessen afviser lidt rødmende, Yahya Hassan opgiver hende, dumper ned i flysædet, fisker sin iPhone frem og begynder at undersøge, om der er et kasino åbent i Helsinki.

Det er gået hurtigt, det med Hassan. For et år siden lignede han mest af alt en ballademager. Hættetrøje, læderjakke, trodsigt blik, smøg eller joint i kæften, fuck det, fuck dig.

Men se så nu: Gennem lufthavnsmylderet glider han som endnu en fortravlet forretningsmand; ulasteligt gråt jakkesæt, blanke sorte sko, kabinetrolley i den ene hånd, boardingpas og dragtpose med to andre ulastelige grå jakkesæt i den anden hånd. En lufthavnskliché på vej fra København til Helsinki, måske en juniorsælger på vej til møde hos Nokia eller Fiskars. Men kigger man nærmere efter, går billedet i opløsning. Brystnålen, der forestiller det palæstinensiske flag. Hårelastikken, der pacificerer en lang, sortkrøllet manke. Og de to upåfaldende mænd, der holder sig påfaldende tæt til ham.

Yahya Hassan har skiftet ham. For et øjeblik siden var han en kriminel rod fra betonghettoen vest for Aarhus. Nu er han en prisvindende forfatter, der tager noter til sin kommende digtsamling på sin iPhone, mens han rejser Nordeuropa rundt for at lancere sin første og storsælgende bog, ’Yahya Hassan – digte’, på svensk, norsk, hollandsk, tysk og i denne weekend: finsk.

Her og nu, som Yahya Hassan sidder og halvsover i luftrummet over Østersøen, er det svært at sige, om det kun er hammen, eller om det også er ham, der er forvandlet. Yahya Hassans fortid er knap nok blevet fortid. Mens han bliver spået en storslået fremtid af litteraturanmeldere, debatredaktører og resten af parnasset, ånder fortiden ham varmt i nakken. Så ubehageligt varmt, at Yahya Hassan i eftermiddag har måttet køre tværs over Danmark for at få styr på noget, der kunne knuse hele hans nuværende forfatterkarriere.

DEN FINSKE HOVEDSTAD er pakket ind i midnatsmørke, da Yahya Hassan forlader hotel Scandic Simonkenttä med retning mod Grand Casino Helsinki.

Morgendagens program er tætpakket med interview, tv-optrædener og høflighedsmiddag med repræsentanter fra Finlands kreative klasse. Men det er i morgen. Nu er det nat, og Yahya Hassan har lyst til at gamble.

Han er ikke nogen stor kasinokanon, skynder han sig at sige. Faktisk spiller Yahya Hassan kun på roulette, det andet kan han ikke finde ud af. Og han spiller sjældent for mere, end han på forhånd aftaler med sig selv. I aften er det nogle tusind kroner. For første gang i sit liv tjener Yahya Hassan gode, lovlige penge. Bogsalg, bibliotekspenge, litteraturpriser … Voksne og voksende indtægter, der betyder, at Yahya Hassan har fået sig en revisor og en bankrådgiver. Så der er lidt styr på det hele, også på fremtiden.

Han griner bredt, når man spørger ham, hvad han bruger penge på.

”Joints og drikkelse og smøger og jakkesæt og antikviteter … og så på REJSER,” brøler han begejstret.

Yahya Hassan tager sin mobiltelefon frem og viser stolt et billede af to antikke stenskulpturer, som han har købt af en bekendt, der sælger kunst fra Asien. I begge sten er indgraveret en nøgen mand og en nøgen kvinde, kamasutra-style. Især billedet af manden, der med sin ene hånd holder et tungt kvindebryst oppe, er Yahya Hassan lykkelig for.

Man kunne måske have forestillet sig, at en 19-årig knægt ville bruge sine penge på en blæret bil. Men Yahya Hassan har ikke taget kørekort. Ikke endnu. Til gengæld har han fået masser af bøder for at køre i andre folks biler uden at have et kørekort. Men den slags gør han ikke længere, muligvis fordi Yahya Hassan er blevet overvejende lovlydig, muligvis fordi han konstant er overvåget af PET.

Livvagterne fra Politiets Efterretnings-tjeneste er også med ham i nat. Resigneret følger de med Yahya Hassan til Grand Casino Helsinki, vel vidende, at det kan blive en lang nat. Yahya Hassan er glad for kasinoer, ikke fordi han gambler løs, næh, fordi her kan han være i fred.

På et kasino kan man drikke en øl i ro og mag og fred, og fred har altid været en mangelvare i Yahya Hassans liv; da han var barn i Aarhus-ghettoen Trillegården, hvor tæskene regnede ned over ham og hans søskende; da han blev anbragt uden for hjemmet, hvor socialpædagoger og psykologer forsøgte at normalisere ham; da han vendte tilbage til Aarhus Vest og for alvor blev kriminel; da han blev forfatter.

Siden hans bog udkom i oktober 2013 og ramte Debatdanmark som et krydsermissil, er Yahya Hassan blevet overfaldet flere gange for sin kritik af socialt bedrageri, vold og religiøst hykleri. Han har modtaget hundredvis af dødstrusler for digte skrevet med Caps Lock slået til og forsigtigheden slået fra, digte med strofer som disse:

JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER

OG JERES ANALFABETISKE PROFETER

JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE

OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN

JERES SKAVANKER OG JERES BØNNER OG JERES BISTAND

I sommer provokerede Yahya Hassans tilstedeværelse ved indvielsen af en stormoské i København så meget, at en ophidset menneskemængde begyndte at true ham.

Han var ellers dukket op for at støtte den delvis Qatar-finansierede moské, siger han, når nu ingen af de politikere, der havde stemt for moskeen, ville deltage i indvielsen af den: ”Når det kommer til penge og businessaftaler, har de danske politikere ikke noget imod Qatar, men lige så snart det kommer til en moské, uhadada, så er det farligt. Men jeg synes altså, at det er vigtigt, at muslimerne har et sted, de kan forholde sig til, så de ikke skal projicere deres religiøse følelser til et eller andet sted i Mellemøsten. Nej, I skal have jeres religion her, det er her, I bor.”

Men dét fik Yahya Hassan ikke mulighed for at tale om ved stormoskeen, førend uniformerede betjente og PET-livvagter måtte eskortere ham i sikkerhed.

Selv revykongen Ulf Pilgaard var ved at komme galt af sted, da han i sommer parodierede Yahya Hassan i Cirkusrevyen på Bakken. En flok forbipasserende unge mænd troede rent faktisk, at den parykklædte komiker – trods sine 73 år og 196 cm – var Yahya Hassan. Flokken løb op til scenen og overdængede Ulf Pilgaard med arabiske ukvemsord, indtil kontrollørerne fik dem jaget ud igen.

”Den sag fortæller fire ting,” griner Yahya Hassan træt. ”At Ulf Pilgaard er god til sit arbejde. At de her fyre ikke er særlig kvikke. At det er en dum idé at parodiere mig, hvis man ikke kan parodiere livvagterne også. Og at situationen er slem.”

Fred er stadig en mangelvare i Yahya Hassans liv. Igen og igen bliver den unge forfatter sammenlignet med Salman Rushdie, der i 1989 måtte gå under jorden og leve med politibeskyttelsei årevis pga. sin delvis korankritiske roman ’De sataniske vers’. Begge bøger har ført til vold, dødstrusler og følelsesladede debatter om ytringsfrihed og racisme. Begge værker er blevet brugt i politiske og religiøse værdikampe.

Al balladen har lært Yahya Hassan at tage grundig afstand fra udtrykket islamkritiker. Han er ikke islamkritiker, understreger han igen og igen. Han hader ikke muslimer og nej, han er heller ikke racist. Han kritiserer religiøst hykleri og sociale strukturer og opfordrer folk til at tage ansvar – for deres eget liv og for samfundet. Igen og igen forsøger han i dag at få banket dét budskab fast, men det er svært at få budskabet helt ud i betonbyggerierne rundt omkring i Danmark.

Derfor er de socialpædagoger, der engang passede på den ungdomskriminelle Yahya Hassan, i dag blevet til PET-vagter, der passer på den unge forfatter Yahya Hassan.

Han er aldrig alene. Yahya Hassan er altid tre personer: Sig selv og to livvagter. Men han piber ikke. Yahya Hassan er slet ikke typen, der piber. Han er typen, der forsøger at slippe uden om føle-føle-spørgsmål med oneliners som ”Før havde jeg pædagoger, nu har jeg PET-agoger.”

Fuck det. Og så alligevel ikke.

”Frygt er jo en menneskelig følelse, ganske som vi alle kan føle sorg, og vi alle kan føle glæde. Så frygt er ikke en følelse, jeg er fri for. Men jeg render ikke rundt og er bange konstant. Trusler og repressalier er ikke noget nyt for mig. Jeg er jo vokset op i et miljø, hvor folk reagerer sådan. Men selvfølgelig er det ikke behageligt, at man ikke kan gå på gaden, uden at man skal have livvagter.”

Det umage trekløver på Grand Casino Helsinki er rykket ind i The Sports Bar. PET-vagterne er trætte, Yahya Hassan er sulten. Burger, fritter, stor fadøl. Klokken nærmer sig halv tre om natten.

Det bliver vist heller ikke her i Finland, at Yahya Hassan får skrevet videre på sin næste bog. Han er i gang, men det er svært at finde tiden og koncentrationen. Der er hele tiden en bogturné, et foredrag, et interview eller tusind andre ting. Så ja, han skriver, men i spredt fægtning. Med et par dages mellemrum griber han sin iPhone, åbner appen ’Noter’ og taster løs – ikke noget old school digter-halløj med Montblanc-penne og Moleskine-notesbøger – og ordene bliver til digte, ikke en roman, så meget ved han.

Inspirationen indhenter ham alle vegne. Når han hører radio, og nyhederne skaber en association. Når han læser Knausgård, Strunge eller andre litterære værker og måske læser et ord forkert, fordi han læser for hurtigt og egentlig synes, at det er bedre at læse ordet forkert. Når han står i en supermarkedskø og overhører en ordveksling.

”Mange af de linjer eller ord, som jeg har et særligt forhold til, og som jeg har skrevet ned og tænkt ’det her, det er sgu poetisk’, er desværre noget, jeg opsnapper i helt trivielle sammenhænge. Ord, jeg tager ud og putter ind i en sammenhæng, hvor de giver mening. Jeg tror, at der findes en poet i os alle sammen, for jeg hører sgu mange poetiske ting i min hverdag. Men de mennesker, der siger dem, tænker ikke over det, for de skal ikke bruge det til noget. Hvor jeg modsat bruger det til alt.”

Nogle kunstnere frygter ’den svære toer’. Det gør Yahya Hassan ikke:

”Næh. Jeg bliver kun bedre og bedre,” erklærer den 19-årige forfatterskoleelev, der har fået orlov fra sit studie for at passe sin litterære kometkarriere.

”Nogle gange véd jeg, at jeg er elendig. Andre gange ved jeg, at jeg er genial. Jeg ved, at jeg kan skrive digte. Og jeg ved, at de nye digte er 10 gange bedre”.

HAN KOMMER FOR SENT, på rockstjerne-måden. Ramte hotelsengen klokken fire i morges. Nu er det formiddag, om en halv time skal han møde den finske offentlighed for første gang. Jakkesæt, mørke solbriller, kasino-tømmermænd. I hotellobbyen venter Yahya Hassans entourage. Han hilser på hele banden – en noget anderledes bande end dem, han har hængt ud med før i tiden.

Sofie Voller: Fiks forlagsmedarbejder i trediverne. Litterær agent på Gyldendal. Ansvarlig for at hjælpe Yahya Hassan gennem hans nordeuropæiske bogturné, uden at for mange interview eller repræsentationsmiddage går galt.

Päivi Koivisto-Alanko: Midaldrende finsk forlagsredaktør med masser af sisu, som finnerne kalder deres udholdenhed over for vanskelige ydre omstændigheder, eksempelvis barskt klima, russisk nabo eller forsinket stjerneforfatter.

PET’erne: Klatøjede livvagter fra Politiets Efterretnings-tjeneste, som er rejst til Finland med bagagen fuld af Jussi Adler-Olsen-krimier, håndvåben og, skal det vise sig, udpræget tålmodighed.

Supo: Civilklædt politimand fra den finske efterretningstjeneste Suojelupoliisi, i daglig tale kaldet Supo. Besidder både sisu og et forbrug af to-go-coffee, som til fulde lever op til finnernes status som verdens mest kaffedrikkende nation.

Det er denne sælsomme forsamling, der nu begiver sig ud i Helsinkis gader for at eskortere Yahya Hassan til sit første af weekendens 12 interview og oplæsningsarrangementer i den finske hovedstad.

Hans bog er udkommet på finsk tidligere på ugen og rammer lukt ned i et politisk landskab, hvor det indvandrerkritiske nationalistparti Sannfinländarna – De Sande Finner – er blevet landets tredjestørste parti. Endnu er indvandringen i Finland temmelig lav, men pressen står i kø til den unge dansk-palæstinenser, der i sine digte beskriver noget, som mange her frygter, kan være fremtidens Finland.

Første stop er forlaget Tammi, der udgiver udenlandske notabiliteter som Paul Auster, Haruki Murakami og nu også Yahya Hassan.

For et år siden, da han bragede gennem mediemuren i Danmark, var Yahya Hassans offentlige optrædener mildest talt uforudsigelige. Den skulende knægt udvandrede fra en live tv-debat på DR2, hvor Vollsmose-pigen Inaam Nabil kritiserede ham for at mistænkeliggøre en hel befolkningsgruppe. Under et interview med TV 2 Nyhederne stirrede han tavst frem for sig, fordi han mente, at journalistens spørgsmål var imbecile. Til et læserarrangement på Politiken dukkede han op med øl og askebæger i sin Fjällräv, så han kunne drikke og ryge på scenen.

Dengang som nu kan danske journalister blive nervøse alene ved udsigten til at skulle interviewe Yahya Hassan, som på ingen måder spiller efter hverken de nedfældede eller de uskrevne regler.

Det ved de færreste finske journalister. Endnu.

SUOMEN TIETOTOIMISTO (STT), det finske nyhedsbureau: Yahya Hassan, du bliver kritiseret for at tegne et overdrevet billede af, at alle indvandrere med arabisk baggrund lever af sociale ydelser eller begår kriminalitet …

Yahya Hassan (YH): ”Jeg siger ikke, at alle muslimer eller arabere er sådan. For det er ikke sandt. Jeg taler om visse områder, ghettoer, eller hvad vi nu kalder det, og i disse ghettoer er der visse strukturer. Det betyder ikke, at alle, der bor der, er kriminelle eller voldelige eller lever af socialt bedrageri. NEJ! Det betyder bare, at du i de områder kan finde kriminalitet eller vold eller socialt bedrageri. Jeg påpeger, at vi har nogle problemer dér. At vi er nødt til at forholde os til det. Og at vi ikke bare kan blive ved med at skyde skylden på alle andre. For selvfølgelig bærer systemet en del af ansvaret, men vi skal også selv tage ansvar. Men sådan har den danske højrefløj ikke læst og tolket min bog, for de vil gerne skabe et billede af muslimer og islam som noget imbecilt og noget ondt …”

YH (konstaterende): ”Det er den vej, det går i Europa.”

YH (grinende): ”Sverige?! Sverige er fucking Skandinaviens Saudi-Arabien.”

YH (hovedrystende): ”Jeg mener, at Saudi-Arabien opfatter det som terrorisme, hvis du kritiserer islam. Sverige opfatter det som noget lige så slemt, hvis du kritiserer indvandrere … Der er ikke nogen røgalarm her.”

Yahya Hassan fisker en pakke rød Marlboro frem. Han har umærkeligt scannet Tammis mødelokale for kameraer og røgalarmer. Journalisten skubber instinktivt en underkop hen mod Yahya Hassan, da han tænder en cigaret på det absolut røgfri forlag.

”Så må de sgu brokke sig,” siger han og tager et dybt sug.

Sofie Voller fra Gyldendal rejser sig med et overbærende smil og åbner et vindue. Yahya Hassan rejser sig og ruller persiennerne ned ud til kontorgangen.

”Så! Så kan de ikke se røgen,” konstaterer han tilfreds.

”De kan nok lugte den,” indskyder Sofie Voller diplomatisk. Hun vil ikke blande sig yderligere. Er hverken pædagog eller PET-agog.

Yahya Hassan smiler lidt fjoget til hende og ryger velbehageligt videre. Den finske journalist kigger henrevet på ham og ser ud, som om han enten har lyst til at kramme Yahya Hassan eller selv tænde en cigaret. Han nøjes dog med at stille et par spørgsmål mere. Yahya Hassan svarer veloplagt, sympatien lader til at være gensidig. Da finnen forlader mødelokalet, puffer en stor røgsky efter ham ud på gangen.

Tammis unge PR-medarbejder tripper chokeret rundt derude og hektik-taler om røgalarmer på en babelsk blanding af finsk, engelsk og nordisk, mens redaktøren Päivi tager situationen med sisu, og PET’erne eskorterer Yahya Hassan ned i gården til en mere reglementeret rygepause.

Resten af dagen følger Yahya Hassans interview-humør en formkurve, som ingen i hans entourage nogensinde lærer helt at gennemskue. En kvindelig journalist fra Finlands statslige tv-kanal YLE har ikke – som aftalt – taget en tolk med. Yahya Hassan er rasende utilfreds. Tolken skulle sikre, at Yahya Hassans budskaber kommer helt præcist frem til finnerne – uden de forsimplinger, forviklinger og generaliseringer, som digteren synes, at der har været alt for mange af i den danske presse. Så lige nu er Yahya Hassan vred. Interviewet skal gennemføres på en blanding af dansk, engelsk og svensk. For et år siden var han sandsynligvis udvandret. Men på dette punkt har Yahya Hassan forandret sig. Han tager han en dyb indånding og nikker stramt.

YLE (forsigtigt): Dine digte er delvist selvbiografiske, eller …?

YH (demonstrerer tavshedsmuren): …

YLE (forvirret): Såøh …?

YH (irriteret): ”Så hvad?”

YLE (kvækkende): Så … ER de delvist selvbiografiske?

YH (utålmodigt): ”Altså, nu er det jo en bog, som handler om mig og mit liv, og som har samme titel som mit navn, så jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om, at det drejer sig om mig og mit liv og mine tanker og erfaringer og følelser.”

Journalisten næsten hvisker sine næste spørgsmål. Yahya Hassan svarer kort, han er stiv i kroppen og kigger på hende med et dødt blik. At overvære dette interview er som at se et biluheld i slowmotion.

Da tv-holdet fra YLE forlader mødelokalet, ånder alle parter lettet op. En af PET’erne stikker Yahya Hassan en stor, frisksmurt sandwich, som livvagterne lige har købt nede på gaden. Päivi har også sørget for fin forlagsfrokost, men Yahya Hassan smiler bredt og taknemmeligt til sin livvagt, som han tilbringer det meste af sin tilværelse sammen med, og sætter tænderne i sandwichen. ”Tak. Tusind tak,” gentager Yahya Hassan og ser indtrængende på PET’eren, som nikker med et lille smil.

Nu træder en rundkindet og grundglad livsstilsjournalist fra damebladet Me Naiset indenfor og vil gerne vide lidt om Yahya Hassans smag inden for kvinder og boligindretning. Han synes, at spørgsmålene er så stupide, at de er sjove. Men det siger han ikke til hende; i stedet beslutter Yahya Hassan sig for at drille journalisten ved at skrue op for charmen. Som i: helt op. Han for-sjov-flirter med hende, så hun efter 20 minutter tumler rødkindet og forfjamsket ud ad døren. Fnis-fnis. Me Naisets udsendte ser ikke ud til at ane, hvad det er, der har ramt hende.

Gyldendals Sofie Voller forsøger at holde masken. Yahya Hassan jubler.

”Man skal tage dem, som de skal tages,” gjalder han ned ad gangen.

Det står lidt uklart, om han mener journalister eller kvinder.

”Hende fra damebladet, hun skulle tages med charme. Hende, der kom før, skulle tages med stoneface,” griner han og kommer af bar begejstring til at tænde endnu en cigaret midt på forlaget.

Selv mener Yahya Hassan, at han har et glimrende tag på det andet køn. Han smækker komplimenter ud til højre og venstre, når han er i humør til det. Og når han er i dét humør, er enhver kvinde mål for hans charme, ung og gammel, tyk og tynd, lys og mørk.

Kun én ting kan for alvor hyle Yahya Hassan ud af den: ”Når der er totalt smukke piger, der vil danse med mig,” mumler han. ”Det kan jeg slet ikke finde ud af. Så går jeg helt i sort.”

Flirten lader til at være en omgangsform for ham – og en humørmarkør for hans entourage. I virkeligheden har Yahya Hassan det seneste år været kæreste med en 27-årig kvinde i Aarhus. Selv mener han ikke, at han ”har noget med ældre damer”. Men nej. Han kunne næppe date en jævnaldrende. ”

Altså, jeg har mødt piger på 17 år. Men der er måske ikke så meget at tale om … Der er mere at tale om, når man går lidt højere opad i alder.”

Men. Når man ”går lidt højere opad i alder”, indebærer kvindernes alder også udfordringer for en ung mand. Kvinderne vil have rigtige forhold. Af typen, hvor man laver aftaler og fremtidsplaner – og overholder dem.

Yahya Hassan ”vil gerne det hele”, siger han. Altså parforhold, børn, all that jazz. Men det kan være svært at overskue lige nu.

Lidt som dengang, han havde et forhold til sin 22 år ældre lærer. De mødtes, da han som 14-årig blev anbragt på et socialpædagogisk opholdssted i Nordjylland. Hun var 36 år og hans dansklærer. To år senere blev hun hans kommunale kontaktperson, da han forlod specialskolen. Hun forlod sin ægtemand til fordel for Yahya Hassan. Som så skred fra hende. Han var 16 år gammel.

Yahya Hassan skrev et par digte om affæren. Hun udgav en nøgleroman om deres forhold. Gav lange interview om sin tidligere elev og elsker, selv om Yahya Hassan havde frabedt sig det.

I dag er de to ikke på talefod. Den nu 40-årige kvinde fik både en fyreseddel og for nylig også en dom for at udnytte sin stilling til at indlede et seksuelt forhold. Og Yahya Hassan har ikke meget pænt at sige.

”Det er jo længe siden. Som ung anbragt på afdeling 8 var det lidt svært at komme i kontakt med de almindelige, jævnaldrende piger i byen. Valget stod mellem skolelæreren og naboens ko. Så blev det altså skolelæreren. Men set i bakspejlet havde jeg nok været bedst tjent med koen.”

ALLE STOLE ER optaget i Helsinkis nordiske kulturhus. På scenen står Yahya Hassan og læser digtet ’Barndom’ højt for et publikum, der til forveksling ligner det, han engang ved et lignende arrangement i København kaldte caffe latte-segmentet; pæne borgere med lys hud og kulturel kapital, damer med skarpt pagehår og Marimekko-jakker, mænd med bløde sko og ditto lærredsposer, unge studerende med klare blikke.

Yahya Hassan messer sig kraftfuldt gennem hver enkelt stavelse. Stemmen er dyb og bevæger sig et sted mellem rap og koranrecitation. Den finske simultantolk er på overarbejde.

FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE

FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS

VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM

FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD

DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER

SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT

FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN

PISSET ER ET VANDFALD NED AD HENDES BEN

Yahya Hassans far dukker op i flere af de digte, han læser op her til aften i kulturhuset i Kaisaniemenkatu-gaden. Men det er kun i digtene, at Sami Hassan dukker op. Faderen har slået hånden af sin søn. Han har lagt en video ud på YouTube, hvor han erklærer, at Yahya har knust hans hjerte gang på gang, og at Allah er hans vidne på, at Yahya lyver i sine digte. Sami fortæller, at han har givet sine børn den bedste opdragelse – og at Yahya ikke længere er et af hans børn.

Det var i oktober 2013. Siden har Yahya Hassan ikke været i kontakt med sin far, siger han.

Da vi taler om det næste dag, anstrenger Yahya Hassan sig tydeligt. Det lader til at være grænseoverskridende for ham at fortælle om sin familie, når det ikke er i digtform.

”Der er ikke nogen, der ved, hvor min far er,” siger han. ”Enten er han i udlandet, eller også har han gemt sig i en eller anden dansk landsby.”

”Jeg synes da, at det er sørgeligt, at han er så fornægtende.”

”Jeg har ikke brug for noget,” afbryder han.

”Nej … Jeg kan ikke holde sådan noget ud.”

Flere familiemedlemmer, også nogle af hans fire søskende, protesterede vildt over, at bogen overhovedet skulle udgives. Nogle truede ham med, at han aldrig skulle komme hjem igen. Andre støttede ham. Nogle har skiftet mening siden hen.

Yahya Hassans mor har svært ved at forstå sin søns kritik af islam og muslimer, ganske som hun har svært ved at acceptere, at hendes eget afkom ikke længere tror på Allah og Koranen. Men Yahya Hassans beskrivelser af hendes eksmand genkender hun, mener sønnen.

”Min mor kan godt forstå nogle af de ting, jeg skriver. Også nogle af de ting, jeg kritiserer min far for; den måde, han har behandlet familien på. Hun kan forstå min kritik af institutionerne. Og hun kan forstå, at der har været nogle ting, som har tynget mig og mine søskende. Hun er lidt mere uforstående over for de ting, som handler om religionen.”

I det nordiske kulturhus er aftenen ved at være ovre. I døren står PET’erne og vipper lidt på fødderne, mens Supo har tømt endnu en kop to-go-coffee. Om få minutter skal Yahya Hassan signere bøger. Men først får publikum lov til at stille ham spørgsmål. Salens eneste anden mørklødede mand beder om lov til at låne mikrofonen. ”Jeg hedder Ahmed,” siger han med lav stemme. ”Jeg vil gerne vide … Ja, først og fremmest vil jeg gerne vide, om du føler dig ensom.”

Der bliver stille i salen. Yahya Hassan nikker langsomt.

”Jeg tror, at ensomhed er noget, vi alle kan opleve. Og selvfølgelig i forstærket grad, hvis man bliver angrebet fra alle sider. Men nogle gange kan jeg også føle mig ensom pga. livvagterne. At man bliver eskorteret hele tiden, at jeg hele tiden skal køre i en bestemt bil, at jeg aldrig nogensinde kører i bus eller tager et tog. Sådan nogle ting. På mange måder bliver man afskåret fra omverdenen og sociale sammenhænge. Så ensomhedsfølelsen kan jeg da godt genkende nogle gange,” svarer han.

”Men jeg tror også, at den var der før. Før bogen. Ensomhed er en følelse, der vil komme og gå gennem livet.”

Yahya Hassans mor var en af dem, der protesterede over sønnens planer om en bogudgivelse. Men hun er også en af dem, der holder fast i kontakten til ham. Og hun var den eneste, der troppede op i Vestre Landsrets 5. afdeling i Aarhus i går, inden Yahya Hassan og PET’erne ræsede mod Københavns Lufthavn og videre mod Helsinki.

HAN STIRRER NED i sin iPhone under det meste af middagen på den populære Helsinki-restaurant Virgin Oil Company. Yahya Hassan er tilbage i tordenhumør. En noget nær endeløs dag med interview og optrædener har suget det meste af energien ud af ham. For en time siden bad han Sofie Voller om at aflyse middagen med de finske kulturpinger. Nu bruger Yahya Hassan det sidste af sin energi på tjekke nyheder om Islamisk Stats brutale fremfærd i Mellemøsten.

Hans blik er mørkt. Yahya Hassan er ikke længere blot digter, han er begyndt at bruge sin stemme i den udenrigspolitiske debat.

Da Rusland annekterede halvøen Krim, rejste han til Ukraine i stedet for at blive hjemme og lade sig fejre med Politikens litteraturpris og 250.000 kr. Til gengæld skrev han et digt til avisen fra Kiev, bl.a. linjerne her:

KRIGSTURISTER MED KASKETTER OG KAMERAER

RØR RÆDSELSSLAGNE VED REVOLUTIONEN

FELTHOSPITALET ER SODET TIL AF SORG

BYEN ER VÆLTET MEN BUTIKKERNE STÅR

Han er også rejst til Palæstina som den første i sin familie; hans forældre, onkler og tanter er alle født i flygtningelejre i Libanon, hans egen generation er født i Europa. Rejsen til Ramallah, til rødderne, har givet ham ny tyngde. I sig selv og i den offentlige debat. Han holder dundertale mod de israelske bomber over Gaza. Han taler palæstinensernes sag i både ’Deadline’ og ’Go’ Morgen Danmark’. Og for fremtiden kommer vi til at se endnu mere til Yahya Hassan i den udenrigspolitiske debat.

”Jeg håber jo på, at der kommer noget ud af det. Jeg ved jo godt, at når jeg står og taler om Gaza, taler jeg også om mig selv. Det gør vi jo alle sammen. Det må dreje sig mere om det, der bliver sagt, og ikke så meget om den, der taler. Den offentlige debat lider under, at det hele skal personificeres og konkretiseres og specificeres. Det vigtigste må være, at narcissismen ikke får overtaget.”

Her og nu, i Helsinki, er det Islamisk Stat og sandsynligheden for, om USA, Israel eller andre lande finansierer de militante islamister, der optager Yahya Hassan. For hvem har en interesse i, at muslimer fremstår som vanvittige mordere? Ikke muslimer, fastslår han.

”Har du set, hvordan de er udstyret? De kører i karavane med 300 Toyota Landcruisers. De har kæmpe maskinpistoler. Min ven, jeg har set våben i bjergene i Libanon, og de ser ikke sådan ud. Den julemand, der sponsorerer oprørerne i Libyen og Syrien, er den samme julemand, der sponsorerer i Irak og de andre lande.”

Vi kommer ad omveje tilbage til Palæstina. Og det, som Yahya Hassan opfatter som en umenneskeliggørelse af muslimer.

”Der er en dehumanisering i gang. Muslimerne bliver dehumaniseret i dag, som jøderne blev dehumaniseret under anden verdenskrig. Jeg vil på ingen måde sammenligne omfanget, slet, slet ikke. Men måden – latterliggørelsen og den passivitet, som verdenssamfundet udviser, er jo fuldstændig den samme.”

Yahya Hassan har et rødbedefarvet pas. Han er født på Skejby Sygehus. Han har kun været i Palæstina én gang. Hans forældre har aldrig været der. Han er hverken troende eller praktiserende muslim.

Og alligevel … alligevel er det, som om hans stemme er mest indtrængende, og hjertet banker allerhårdest, når han taler om sine bedsteforældres fødeland. Når man spørger Yahya Hassan, hvor han ser sig selv om fem eller 10 år, er svaret kort: ”Ingen anelse.” Men når man spørger ham, hvor han ser sig selv som en gammel mand, lyder svaret: ”Jeg håber på at kunne tage til et arabisk land …”

Og så: ”Det ideelle ville jo være Palæstina.”

Og endelig: ”Men så skal jeg lige giftes med en jøde først. Så mit hus ikke bliver revet ned.”

YAHYA HASSAN SOVER. Både Gyldendal og PET har banket på døren til hans hotelværelse på 6. sal. Begge gange – også da Sofie Voller sms’er til ham – kommer der livstegn fra ham. Men Yahya Hassan har det ikke godt, og indtil videre er han en time forsinket. I lobbyen på Scandic Simonkenttä venter hans entourage med overbærende tålmodighed. En PET’er sidder i en rød læderstol og tager hul på Erlend Loes ’Stille dage’, som han lige har lånt af Sofie Voller. Supo går ud på gaden og henter god kaffe til alle. Päivi konstaterer med vanlig sisu, at den finske presse skal omdirigeres fra forlaget og hen til hotellet, så Yahya Hassan ikke skal ud på en travetur, når han engang er klar til at give interview.

Sikkerhedsfolkenes ansigter er furede af træthed; Yahya Hassan ville på kasino igen i aftes, da der efter hans overbevisning ikke var andet at foretage sig. Og da den 19-årige stjerneforfatter endelig, halvanden time forsinket, kommer ud fra sit værelse, er det med en næsten desperat ulyst til at skulle tale om sig selv og sine digte igen-igen-igen. Men han gør det. Beklager stille sin forsinkelse og sætter sig ned med den unge journalist fra det finske kulturtidsskrift Ny Tid.

I løbet af 30 minutter kommer Ny Tid og Yahya Hassan omkring alle mulige og umulige emner såsom den finske kulturelite (”Vi har også de røvhuller i Danmark. Nogle af dem kan være flinke nok. Men jeg interagerer ikke så meget med dem”), tilstedeværelsen af soldater i de israelske gader (”Staten Israel tager pis på sit eget folk. Når de sætter alarmerne i gang tre gange om dagen, er det for at skræmme befolkningen til at tro, at palæstinenserne rent faktisk er en trussel. Men det er ikke sandheden”), de seneste linjer, Yahya Hassan har skrevet (”Det ville være en skam uden paranoia, for så ville jeg kun have storhedsvanvid tilbage”).

Og så: Det evige spørgsmål om den næste bog. Den svære toer. Vil han fortsat trække på sin egen hovedstol, er der flere ghettodigte, kan han overhovedet skrive om andet end sig selv? Alle spørger ham konstant til det. Og han svarer forskelligt hver gang. Måske fordi han reelt ikke ved det. I dag har Yahya Hassan lyst til at svare sådan her:

”Lige for tiden får jeg ikke skrevet meget andet end liderlige sms’er til smukke piger.”

Journalisten griner høfligt og fisker lidt mere:

YH: ”Jeg er ligeglad.”

YH: ”Jeg er ligeglad.”

Yahya Hassan bryder ud i sang: ”I DON’T CAAAAAAARE.” Han danser i stolen, mens han synger videre på svenske Icona Pops radiohit fra forrige år. Journalisten smiler både opgivende og charmeret.

Yahya Hassan ryster grinende på hovedet: ”Jeg ved ikke, hvad de tænker. Og jeg er ligeglad. Virkelig. O.k.?”

O.k. I virkeligheden er Yahya Hassan meget mindre ligeglad, end han var for et par år siden. Dengang, i en ikke særlig fjern fortid, hvor han skrev digte, samtidig med at han pushede stoffer, stjal forbipasserendes tasker, lavede indbrud – dengang tænkte han ikke meget over konsekvenserne. Fuck dem. Han blev knaldet. Fuck det.

Han fik 12 måneders ubetinget fængsel. Som i: Han skulle ind og ruske i et år. Og Gyldendal havde lige antaget hans manuskript.

Yahya Hassan ankede byrettens dom til Vestre Landsret, mens Gyldendal udgav hans debutbog. Han blev en stjerne. Hele parnasset hyldede ham. Så ringede Kriminalforsorgen.

Det er et år siden, at telefonsamtalen fandt sted. Yahya Hasan husker den sådan her:

”Hvad fanden mener du, mand?!”

Alt, hele det nye liv, han havde bygget op, smuldrede i de sekunder.

Yahya Hassans anke var ikke nået frem. Et af hans nye bekendtskaber fra pressen satte ham fluks i kontakt med en stjerneadvokat, som lige så fluks fik opklaret, at der var sket en systemfejl. Anken røg af sted til Vestre Landsret. Og Yahya Hassan kunne fortsætte sin kometkarriere, mens han ventede på at komme i retten igen. Fortiden åndede ham klamt i nakken, mens alle skrev og talte om hans strålende fremtid.

Er Yahya Hassan færdig med at begå kriminalitet? Han lover ikke for meget: ”Når man ikke længere har brug for at berige sig, begår man ikke berigelseskriminalitet.”

Men han er ikke ligeglad længere. Yahya Hassan var faktisk jublende glad. Da han satte sig ind i Finnair-flyet mod Helsinki, var han så lettet, at han slet ikke kunne tale om det.

Yahya Hassan havde braget tværs over Danmark med en domsafsigelse fra Vestre Landsret. Siden klokken ni om morgenen havde han siddet i et retslokale i Aarhus. Hans mor var også kommet, som den eneste ud over PET’erne. Dommen blev afsagt med to timers forsinkelse, voteringen trak ud.

Klokken var 16.00 en sensommerdag i 2014, da hans fortid slap sit jerngreb: Fire måneders betinget, Yahya Hassan skulle ikke i fængsel, han blev frifundet for de to værste forhold, et røveri og et indbrud.

Den 19-årige havde fået sin fremtid tilbage. Yahya Hassan fejrede med lidt diskret røg og en øl omme i Bispegade. Next stop Helsinki. Komplet med trolley og Sand-suits.