Kl. 6-8: Det tidspunkt om morgenen, hvor mine mareridt vækker mig, og min dag begynder. Ofte er jeg i drømmene fortabt i en ukendt bygning, der ændrer form, efterhånden som jeg bevæger mig gennem den.
Nogle gange er jeg sammen med eller bliver jaget af en B-liste-berømthed eller en person fra min fjerne fortid, som måske også er en B-liste-berømthed.
Så langt så godt.
Kl. 8-9: Jeg tvinger mig selv til at vågne og lytter til ’Today’ på BBC’s Radio 4, det vigtige britiske nyhedsprogram, der sikrer, at man bliver deprimeret resten af dagen.
Ofte lykkes det mig at tænde for det, lige når sportsnyhederne begynder, så jeg spilder de første seks vågne minutter af min dag. Jeg er ikke den slags person, der bare kan ligge i sengen, jeg skal ret hurtigt op og lave en kop te, altid English Breakfast med mælk.
Jeg prøver kun at spise én ting, hvis det er muligt, og det er Marmite på et stykke ristet toastbrød, verdens bedste måltid.
Kl. 9-12: Jeg arbejder hjemmefra, så min transport til jobbet består af omkring 8-12 skridt.
Jeg bor i Storbritannien, så I danskere ville nok grine af vores lejlighed og anse den for at være et levn fra fortiden. Jeg går ind på mit værelse og stirrer på computeren og venter på svar og opmuntring. Jeg har et ret fint lille værelse, jeg arbejder i. Det har udsigt over det nordlige London med Arsenals stadion (Emirates, red.) i nærheden.
Jeg har en fetich for notesbøger, så jeg tager nogle gange en frem, hvis farven og papiret passer til den pågældende dag, og skriver mere eller mindre det samme i den, som jeg skrev i den foregående uge. Mest fantasier og løse idéer.
Det er vel kunstnerens svar på en skriveblokering, formoder jeg.
Kl. 12-13: Jeg holdt op med at bruge min telefon som telefon for mange år siden, men nu med Zoom er der ingen steder at gemme sig.
Hver gang, jeg laver et opkald, forestiller jeg mig, at folk i den modsatte ende må se alt det, der står hulter til bulter bag mig, og tænke, at jeg arbejder i en skrammelbutik. Det hele er mørkt og rodet.
I øvrigt var det værste ved corona-lockdown for mig, bortset fra massedødeligheden, naturligvis, at solen næsten skinnede konstant.
Solskin er fjenden, det er dårligt for dig, og det er derfor, at god popmusik kommer fra våde og kolde byer som Manchester og Glasgow – og ikke fra Barcelona.
Kl. 13-16: Pludselig er det frokosttid, og jeg spiser mere Marmite på toast. Jeg timer det med klokken 13-nyhederne, som af en eller anden grund altid er lidt mindre deprimerende end morgennyhederne.
Derefter prøver jeg at læse en af bøgerne i stakken ved min seng, så jeg lægger mig ned, men falder i søvn, hvorefter jeg vågner og føler mig desorienteret og skyldig. Jeg forlader af og til vores lejlighed, og jeg forsøger at cykle overalt i London.
Det er den eneste motion, jeg får, og nogle gange kommer nye idéer endda til mig på cyklen, så jeg burde gøre det noget mere.
Kl. 16-19: Som en flagermus kan jeg godt lide, når det bliver mørkt. Jeg forsøger at arbejde i disse skumringstimer, hvis det er muligt, og jeg fortsætter normalt frem til, at jeg endelig kan slappe af foran nyhederne på Channel 4, som konsekvent er dystre.
Kl. 20-22.30: Derefter har jeg to og en halv time til at se noget, der ikke er nyheder, inden Newsnight afslutter dagen på BBC Two.
Der er så meget godt at se på tv, så jeg er ret mistænksom over for alle, der siger, at de ikke ser tv. Det svarer for mig til at sige, at man ikke kan lide musik eller Marmite. I dette vindue på to og en halv time prøver jeg at se så meget som muligt.
Dokumentarfilm om folk, der kommer i problemer med politiet, er blandt mine favoritter, det samme gælder visse sitcoms, der mere minder om kunst end om fjernsyn, fx ’This Country’, ’The Office’ (ikke den amerikanske version) og ’Toast of London’.
Da jeg forsøger at se tv igen efter Newsnight, er det blevet sent. Jeg går i seng og napper en ny bog fra stakken og falder i søvn. Og så begynder mareridtene igen.
Jeremy Deller
(f. 1966) En af Storbritanniens mest anerkendte kunstnere, der primært er kendt for at hive kunsten ud af de traditionelle udstillingsrum og genrer.
Modtog i 2004 den prestigefyldte Turner Prize og repræsenterede England ved Venedig Biennalen i 2013.
Hans soloudstilling på Kunsthal Charlottenborg indvies 17. marts, og Deller er desuden i centrum, når CPH:DOX skydes i gang samme sted og samme dag med artist talk og et kurateret filmprogram.
Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd og Job
