Ny undersøgelse om sexvaner
Falske orgasmer, doggy style og visnende sexliv: Amerikansk magasin har kortlagt sine læseres seksuelle vaner
Esquire har fået sine læsere til at åbne op om sexstillinger, dating-apps, prævention - og meget, meget mere.
Foto: Getty Images
Mens de traditionelle roller er på en ordentlig deroute, bliver køn og seksualitet nogle til stadighed mere opløste og udfoldede begreber. I skrivende stund er det på Facebook muligt at vælge imellem 71 forskellige kategorier, når man skal identificere sit eget køn, og der kendes efterhånden til så mange forskellige seksualiteter, at det indtil videre kun har været på forsøgsplan at optælle, hvor mange det egentlig drejer sig om.
Men hvad betyder det egentlig for vores seksualitet på et helt almindeligt hverdagsplan? Det har Esquire undersøgt i en ny undersøgelse, hvor de har fået 1.000 mandlige og kvindelige læsere til at åbne op deres sex-vaner for at komme dybere ind i, hvem de - og alle vi andre - er som seksuelle væsener.
Vi springer til det vigtigste først. 45% af de adspurgte har svaret, at de har faket en orgasme - og det er både med mænd og kvinder i optællingen. Den dårlige nyhed er altså, at selvom du betragter dig selv som lidt af en Don Juan, så kan der være relativt stor risiko for, at det nærmere er kedsomhed end dine moves, der får din udkårne til at lave lyde i soveværelset.
Samtidig viser undersøgelsen det, som vi alle sammen godt ved, men helst vil fortrænge: At man bliver mindre tilfreds med sit sexliv, jo længere man har været i et forhold. 65% af de adspurgte, der har været i et forhold i mindre end ti år, siger nemlig, at de er tilfredse, mens det kun gælder for 47% af dem, der har været i et forhold i over ti år.
Der er dog ingen grund til at blive helt deprimeret, for trods falske orgasmer og visnende sexliv er det faktisk kun 11% af de adspurgte, der hellere vil onanere end at nyde en sen hyrdetime med en partner. Det kunne meget passende være i stillingen ‘doggy style’, som hele 49% foretrækker over den velkendte og klassiske missionær.
Hvis du vil være helt sikker på at optimere dine chancer for at tilfredsstille dig selv og eventuelle partnere, kan nøglen til succes måske findes i at peppe det hele lidt op. Ifølge undersøgelsen er det nemlig kun 19% af mændene og 12% af kvinderne, som handler på deres seksuelle fantasier, mens 50% af mændene og 36% af kvinderne ville ønske, at de havde et mere udforskende sexliv.
Samtidig vil 36% af de adspurgte mænd og 8% af kvinderne gerne have sex med flere partnere på én gang, mens det i virkeligheden kun er sket for 19% - herunder 52% af dem som identificerer sig som LGBTQ, og 16% af dem som identificerer sig som heteroseksuelle.
Når det kommer til et af den moderne verdens vigtigste og mest omdiskuterede og omstridte emner - digital dating, selvfølgelig - ser det faktisk en smule sort ud. Hele 63% af de adspurgte siger nemlig, at de bruger Tinder på grund af kedsomhed, og dating-app’en bliver derfor i højere grad brugt til tidsfordriv end rent faktisk at finde en partner (42%) eller et hurtigt one-night-stand (48%).
Blandt LGBTQ’s lader der dog til at være en større konsensus om, hvad formålet med dating-apps er, da hele 92% her har svaret, at de bruger Grindr til at finde potentielle sexpartnere.
Der lader også til at være en vis uoverensstemmelse mellem den måde, kønnene bruger dating-apps på. I hvert fald svarer hele 71% af de adspurgte kvinder, at de bruger app’en Bumble for at finde et forhold, mens det samme kun gælder 48% af mændene.
Hvis du stadig har blod på tanden for at kaste dig ud i dit næste store, seksuelle eventyr, kan det dog være en god idé at tage din partner under armen til en lille smuttur hos lægen først. Ifølge undersøgelsen er det nemlig mindre end halvdelen af de heteroseksuelle respondenter, der beskytter sig mod seksuelt overførte sygdomme.
Du kan læse resten af undersøgelsens resultater hos Esquire.
LÆS OGSÅ: Amerikansk dating-app: Dine yndlingsshorts kan ødelægge dit datingliv
LÆS OGSÅ: Der er større risiko for et ulykkeligt forhold, hvis du kan lide Pepsi og din kæreste kan lide Coca Cola
LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse: Danskerne er de mest utro i verden