På Hotel Fjordgaarden i Vestjylland vakler man mellem naturen og byen, mellem moderne velvære og konferencecenter. Vi har besøgt et folkeligt hotel med klare ambitioner, især i køkkenet.
OFTE ER DET ganske gavnligt at have en klar idé om, hvad man går ind til. Og det havde jeg indrømmet ikke, da jeg drog mod det vestjyske for at besøge Hotel Fjordgaarden. Når folk inden afrejse interesseret spurgte ind til hotellets beliggenhed, svarede jeg, at hotellet ligger ved Ringkøbing, men selvfølgelig ikke i selve Ringkøbing. Man skulle, fortalte jeg videre, forestille sig noget fjordagtigt og landidyllisk med blafrende siv og en velgørende fornemmelse af salt i luften. Hvor min misforståede skråsikkerhed var opstået, ved jeg ikke.
DET VISTE SIG at være både sandt og falskt: Hotel Fjordgaarden, som slog dørene op første gang i 1967, ligger nemlig akkurat på kanten af byen og naturen. Med akavet positur står det med et ben i hver lejr, og lad mig derfor give et tip, hvis du påtænker at tage forbi: Kør i en bue uden om Ringkøbing og ankom til hotellet fra vest. Fra denne side giver det indtryk af et nært slægtskab med naturen. Og ikke som en kejtet nabo til McDonald’s og tankstationer, som det unægtelig gjorde, da jeg via én af byens trafikale hovedårer ankom om eftermiddagen med min ledsager.
FORAN HOTELLET holdt en horde af biler parkeret og skærmede lidt uheldigt for indgangen, og bag alle bilerne, oppe på den blå sommerhimmel, blafrede et norsk, svensk, europæisk og dansk flag broderligt i vestenvinden og afgav kraftige konferencecentervibes.
Annonse
Indenfor, nede ad en lang, mørk gulvtæppebetrukket gang, blev vi indlogeret i en af hotellets juniorsuiter, hvilket var et nydeligt og rummeligt rum med fritstående badekar, designermøbler, overordnet flot finish og et fjernsyn på størrelse med en Fiat Panda. Fandens var det så, at vi, da vi trak gardinerne fra, kunne erfare, at parkeringspladsen snor sig hele vejen rundt om hotellet, og vores udsigt derfor var seks sommerdæk.
IKLÆDT BADEKÅBER, og hvad der for mine 29 centimeter lange fødder var et par kriminelt små tøfler, dinglede vi ind i kurbadsområdet, hotellets just opførte og ambitiøst anlagte storsatsning med varierende bassiner og alverdens versioner af konceptet sauna.
Første fristelse, vi passerede, var ’Nærværsbadet’, hvori et yngre par opholdt sig og tog konceptet om nærvær en tand for bogstaveligt. Vi listede pænt forbi og gik ind gennem kurbadets største rum – et forrygende indtagende ét, hvor en sirligt gennemført konstruktion af limtræsbjælker viste sig blæret frem, og hvor indfaldet fra den sene eftermiddagssol skabte små mirakler – og bevægede os op ad trapperne og ud i et udendørsbassin med syn ud over vidderne.
Vinden hev i ørerne, og det summede fra et anarkistisk stykke have foran kurbadsbygningen. Og så fremstod det næsten logisk, hvorfor hotellet med insisterende versaler har indbefattet ’RO’ i snart sagt alle tekstlige sammenhænge (’Find vej til RO’, ’RO til fortravlede liv’, etc.).
SALIGT AFSLAPPEDE indfandt vi os i hotellets restaurant, hvor den eneste og kun svage streg i regningen blev sat af en lige lovligt konverserende tjener. Alt andet klappede, det var fint på den ufine måde. Maden var tilberedt uden for mange pyntefjer, og den smagte herligt; her må jeg særligt fremhæve en rigt smagende coppa, en lokalt forankret fiske- og skalddyrssuppe og en krasbørstig fortolkning af den kommercielle Mars-bar. Og det ellers store rum, hvor morgenmadsbuffeten også serveres, var fornemt udnyttet med klog belysning og velvalgt møblement. Jeg forestiller mig (og her må jeg nok hellere indføre et forbehold for egen uvidenhed), at det er svært at finde bedre spise i Ringkøbing og omegn.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.
