Leder: "I disse tider er det ikke altid velset at ytre, at man elsker sit arbejde og godt kan lide at få noget fra hånden"

Jeg har et screenshot på min telefon, jeg af og til kigger på. Det er fra filmen ’Lagerfeld Confidential’ om den nu afdøde modedesigner Karl Lagerfeld. Filmen giver et fantastisk blik ind i Lagerfelds liv og virke, og portrætterer et flamboyant, kunstnerisk geni med en protestantisk arbejdsmoral.

Lagerfeld taler ofte i bombastiske vendinger. Og mit screenshot fra klippet i filmen er ingen undtagelse:

’My thing is to work more than others to show them how useless they are.’

Man kan blive motiveret af mange ting. Selv har jeg en ganske høj arbejdsmoral, men det er ikke for at nedgøre andre, ligesom Lagerfeld, at jeg holder af at knokle.

Jeg morer mig dog over hans take på arbejdslivet, fordi der er noget ’her kommer jeg’-attitude over udsagnet, som er sært forfriskende set fra Danmark, hvor ambitioner om mere og andet end hamsterhjul og pension som 65-årig kan være ilde set.

I vores aprilnummer sætter vi fokus på mænd, der har et ekstra gear. Mænd, der i deres metier har drevet det vidt. På et tidspunkt i deres liv har de fundet ud af, at de kunne noget særligt. Og så har de være handlekraftige.

Men hvad deres drivkraft har været, er vidt forskelligt. For nogen har det været penge. For andre berømmelse. Udbredelsen af det faglige håndværk. Eller at hæve barren i det, de laver. Men en ting er sikkert: De har drevet det fremad.

I disse tider med work-life-balance er det ikke altid velset at ytre, at man elsker sit arbejde og godt kan lide at møde på kontoret eller værkstedet og få noget fra hånden. Men der er noget ufatteligt interessant i det øjeblik, hvor det går op for en, at man har fat i den lange ende. Og hvor arbejdet griber ind i alle aspekter af livet og former den måde, man i sidste ende udvikler sig på som person.

For nogen sker det gradvist, at viden bliver tilegnet og kompetencer udviklet, og en dag er man så blandt de bedste i landet på sit felt. Andre har nemmere ved at sætte tid og sted på det præcise øjeblik, hvor den endelige bekræftelse kommer – og hvor man tør tro så meget på projektet og på sig selv, at der ikke længere er nogen vej tilbage.

Det havde taget år med uendelige dage og nætter på primitivt indrettede kontorer, før Jesper Buch endelig vidste, at han var god. Faktisk kan han pege på præcis den dag, hvor tvivlen på egne evner endegyldigt forlod hans krop, og han turde tro på, at han havde noget særligt, som kunne omsættes til forretning og formue.

Han befandt sig i en deli i London og ærgrede sig, som han plejede, over de uretfærdigt høje priser på juice og sandwich. Da hans telefon ringede, var det hans bankforbindelse i Luxembourg, der fortalte ham, at der nu var gået en stor sum penge ind på hans konto.

Jubelbrøl.

Total stilhed i deli’en.

Og så første skridt på vejen til aldrig igen at skulle bekymre sig om, hvad en kop kaffe koster.

Jesper Buch fortæller levende om at have et talent og om at lykkes med at leve det talent ud til fulde. Det gør han sammen med syv andre mænd, som vi har sat stævne i denne måneds tema om at vide, hvornår man er rigtig god til noget.

Fælles for dem alle er, at deres arbejde er blevet deres passion, og at de har ladet sig omslutte af sulten ved at skabe.

Jeg forstår dem. Der er en ufattelig tilfredsstillelse ved at gøre netop det og tilmed være særligt god til det.

God fornøjelse med denne måneds Euroman. Vi har gjort os umage.

Husk, at hvis du har kommentarer eller ideer, er jeg som altid at fange på kristoffer@euroman.dk.

Tak for at læse med.

Kristoffer Dahy Ernst

Chefredaktør

Køb magasinet her.