Sommeren er for længst lagt i graven for i år, men det forhindrer os ikke i at forsøge, lettere febrilsk, at holde fast i smagen af sol og lange, lune aftener.
Hvis du vil følge trop, kan du med fordel investere i en flaske cachaca (udtales ka-sja-sa), så du kan byde dine gæster (eller bare dig selv) på en autentisk caipirinha, Brasiliens nationalcocktail. Og bare rolig: Det er langt nemmere at lave drinken, end det er at udtale dens navn eller den spiritus, der skal i.
I al sin enkelthed skal du mose limebåde og rørsukker sammen i et glas, inden du tilsætter cachaca, hvis smag lægger sig i smørhullet mellem rom og tequila. Tilføj derefter is og eventuelt danskvand, hvis du savner brus og vil have den til at holde lidt længere.
Rådet herfra er med andre ord simpelt: Investér i en flaske cachaca, og lav en caipirinha. Så føles det, som om sommeren vender tilbage, om end kun for en stund.
’Cachaca Ypióca Brasilizar Ouro Reserva Especial’. 70 cl til 199 kr. hos vildmedvin.dk.
Se, hvad vi ellers skriver om: Alkohol, Spiritus og Anmeldelser