Postkort fra München: ”Jeg udnytter, at vi har Alperne i baghaven så meget som muligt”

Jeg bor til leje i en renoveret loftlejlighed i en bydel, der hedder Giesing. Vi bor i en super hyggelig opgang og ser vores naboer og underboer meget. Og så er vi kun ti minutter fra både skov og Isar-floden, som løber tværs gennem München.

Giesing ligger sydøst for Münchens centrum og er et gammelt bryggeriarbejderkvarter, men bydelen har udviklet sig helt sindssygt de sidste fem-seks år. Der er efterhånden kommet mange unge familier til, og en del entreprenører har fået øjnene op for området. I dag er der et væld af restauranter, barer, atelierer, studios, workshops, små butikker og caféer, som gør, at det i mine øjne er et af de bedste steder at bo i München. Giesing huser også TSV 1860 Münchens Grünwalder Stadion, som ligger 500 meter nede af vejen. Jeg kan godt lide, når kvarterer og bydele har lidt en egen sjæl og historie, og den slags "by-i-byen-flair“ har Giesing i overflod.

Jeg gad virkelig godt, at jeg ligesom Bo Bech kunne finde tid til at stå op, sætte en espresso over og drikke den nøgen, mens jeg kigger ud på verden. Sandheden er dog lidt mindre glamourøs. Jeg har to små drenge på et og fire år, så jeg vågner som regel, når de gør, ca. 6:30. Morgenen går så med at få dem i tøjet og ud ad døren, så de kan komme i hhv. vuggestue og børnehave. Når det er overstået, tager jeg direkte på kontoret. Jeg arbejder til dagligt som Editorial Director på et Tysklands største kreative agenturer Territory, hvor jeg har BMW som kunde. Vi producerer indhold til både bmw.com og mere end 100 lokale markeder, men også til alle BMW’s sociale kanaler med ca. 100 mio. followers i alt. Der er altid en masse i røret, så en del af dagen går med møder og koordinering af mit redaktionsteam, hvis ikke jeg er i et studie, på et set eller på produktion et andet sted. Jeg er rigtig god til at holde fyraften, og som regel er jeg hjemme igen hos familien senest ved en seks-syv-tiden om aftenen. Når vi har spist og lagt ungerne i seng, arbejder jeg enten på mine egne projekter, redigerer fotos, eller, hvis vejret er til det, står jeg på skateboard.

Weekenderne er selvfølgelig lidt anderledes. Som regel prøver jeg at lave noget med familien. Jeg udnytter, at vi har Alperne i baghaven så meget som muligt, så en typisk weekendudflugt ville være at snuppe en delebil et sted og så trille sydpå og ud i det fri. Det tager mindre end en time at køre i bjergene, og jeg bliver lige overrasket hver gang over, hvor vanvittig flot en natur, vi har lige om hjørnet. Det er den vildeste luksus og absolut en af de bedste ting ved at bo her.

Der er et par steder her i kvarteret, som jeg holder meget af. Attentat Griechiescher Salat er en græsk restaurant og bar, der ligger lige foran min hoveddør. Den er ejet af en ex-skater, som har flere restauranter, et par barer, et romdestilleri og en skateshop rundt omkring i München. Der er altid hyggeligt at komme, tit er der mange, jeg kender, og det er et af de steder, hvor jeg føler mig lidt som en lokal. Fem minutter nede af vejen får man byens bedste Báhn mì hos Bep Ho på Tegernseer Landstrasse. Min kaffe får jeg hos den lokale italiener Café Tosto. Og så har jeg selvfølgelig også en lokal boazn, som er bayersk for knejpe. Ellers brugte jeg det meste af sommeren i den lokale skatepark sammen med et par andre +30 skatere eller ved Isar-floden i solen med en kold øl.

Jeg savner virkelig havet i Danmark. Jeg er vokset op ved Limfjorden og brugte næsten alle mine somre som barn enten ved Vesterhavet eller på øerne rundt omkring. Jeg tror, forbindelsen til havet sidder dybt i os som danskere, men at vi måske ender med at tage det for givet, at der aldrig er mere end en lille time til den nærmeste kyst. Det gik i hvert fald først op for mig, efter jeg flyttede, hvor meget jeg savner det. På samme måde savner jeg også de lyse sommernætter. Danmark i tiden omkring Skt. Hans er det smukkeste land i verden, på samme måde som København om sommeren er verdens bedste by.

Modsat danskerne har tyskerne en meget korrekt ligefremhed, som man skal vænne sig til. Der bliver ikke lagt fingre i mellem, man siger, hvad man mener, og det kan godt virke hårdt. Men man gør det på en måde, som er meget høflig, eller i det mindste meget korrekt. Der er mange, der misforstår det og synes, at tyskere godt kan være enormt uhøflige og uelegante, men det handler om nogle manerer og en måde at omgås på, som er dybt forankret i tysk sprog, kultur og mentalitet. Man skal ikke tage det personligt. Jeg tror, danskerne generelt er langt mere konfliktsky, og vi kunne virkelig godt lære noget af den måde, som man fx problemløser på i Tyskland. Omvendt kan det godt være frustrerende og føles en lille smule unødvendigt opstyltet, når man skal sige ”De” til folk på ens egen alder, eller stave sig igennem et brev fra det offentlige, der er fyldt med hjernedøde bureaukratiske floskler og et sprog, som ingen taler i virkeligheden.

Professionelt har jeg også på fornemmelsen af, at man i Tyskland arbejder langt mere struktureret end mange andre steder. Effektivitet er et mål i sig selv. Det betyder ikke, at alting er regelret, og at tonen er hård, eller at kreativiteten lider for den sags skyld. Det ene behøver ikke at udelukke det andet. Det lærer man også. Men der er nogle spilleregler, som er til for at sørge for, at alle får det bedste ud af det og hinanden. Det er svært at konkretisere, men det er igen en vis korrekthed og omgang med kollegaer og kunder, som man skal vænne sig til. Men man kan lære meget af det, og måske også endda pushe sig selv lidt. Jeg plejer at sige, at hvis man kan performe i sit job i Tyskland, så kan man overalt i verden.

Det er måske lidt en kliché, men danskerne har bare langt bedre smag end tyskerne. Jeg har i de seneste år lagt mere og mere mærke til, hvor fedt den almene dansker bor, og hvor stilrent mange går klædt, i forhold til tyskerne. Der er selvfølgelig millioner af tyskere med super fed stil og fantastisk indrettede dagligstuer og lækre garderober, men danskere kan bare noget med stil, design og god smag generelt - hele den der ultraæstetiske, underspillede og harmoniske balance, som tyskerne slet, slet ikke er i nærheden af.

Den bedste oplevelse har uden tvivl været de to gange, jeg blev far. Jeg tror de fleste, der har været igennem den omgang, ville sige det samme. At se mine to drenge blive født og få lov at opleve, hvordan de vokser sig større, er det største privilegie, man kan ønske sig. Vi snakker for tiden meget om, jeg måske skulle finde et spændende job i Danmark, så vi kan flytte tilbage og tage det næste skridt med familien. Men begge mine drenge er født her, og på den måde vil jeg for altid have en helt særlig forbindelse til vores liv her i München.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kreativitet