Postkort fra Norge: ”Sandvika får nok ikke en klokke til at ringe hos mange, men det er faktisk en meget hyggelig gammel by”

JEG SIDDER LIGE NU i Sandvika, der er en slags forstad til Oslo. Det har jeg gjort i snart et helt år, selvom det slet ikke var planen. Min kæreste og forlovede er fra Norge, men vi mødte hinanden for snart 10 år siden på studiet i Danmark. Efter et par år i Danmark ville hun gerne tilbage til Norge, og derfor har jeg haft en lejlighed i Danmark, hun har haft en i Norge, og jeg har pendlet frem og tilbage mellem Danmark, arbejde, Norge og hende.

Men i dag har jeg bopæl i Norge, og det skyldes i høj grad den skæbnesvangre dag i marts, da Mette Frederiksen stod på nationalt TV og lukkede landet ned, hvor jeg tilfældigvis befandt mig i Norge. Lige siden har jeg været heroppe i vores naboland, selvom jeg stadigvæk skal passe mit arbejde som direktør for begravelsesguiden.dk i Danmark.

VI BOR MED VORES SØN, der kom til verden i november sidste år og har været det helt store højdepunkt, i en lille hyggelig lejlighed, som ikke gør det helt store væsen af sig. Men jeg vil dog gerne fremhæve vores rigtige lækre terrasse, der er indrettet som en sand urtehave. Det allerbedste ved lejligheden er dog dens placering i forhold til vandet. Den er kun fem minutter på gåben væk fra et fantastisk havneområde med vipper og en strandpromenade, der, når sneen ellers er smeltet, er fyldt med muligheder for kajak og roning.

Sandvika får nok ikke en klokke til at ringe hos mange, men det er faktisk en meget hyggelig gammel by, der kun ligger en kort togtur væk fra Oslo. Det er ikke noget, vi kender til i Danmark, men bjergene heroppe er med til at definere, hvor der lige er plads til, at man kan bo. Så på et kort ser det ud til, der er langt til Oslo, men det er der slet ikke.

MIN HVERDAG BESTÅR groft sagt af arbejde og bleer. Med en søn født i november går stort set alle mine ikke-arbejdstimer på ham. Jeg er heldigvis begunstiget af at drive en digital forretning, så når jeg ”møder ind” på arbejde, spiller corona eller min lokation faktisk ikke så stor en rolle – i hvert fald ikke i forhold til kunder. Der er jeg heldigvis stadigvæk i stand til at hjælpe danskerne med rådgivning til, hvordan de bedst muligt kommer igennem det praktiske i det hårde forløb, man gennemgår som pårørende. Jeg har ikke kunne rejse hjem til Danmark siden marts sidste år, og det har betydet, at jeg ikke har set mine medarbejdere i øjnene – udover gennem en skærm – i den periode.

Jeg synes, det er forfærdeligt at arbejde hjemmefra, for jeg får et boost af at være sammen med andre mennesker. Og selvom vi godt kan holde virtuelle møder og snakke i telefon, så bliver det desværre hurtigt sådan, at det handler om arbejde, og så stopper samtalen igen efter det.

SANDVIKA HAR NORGES største shoppingcenter, og jeg er helt oppe at køre over, hvor fedt det er. Når jeg får for meget af at sidde i lejligheden og arbejde, tager jeg ned i centret og arbejder. Jeg er faktisk kommet der så meget, at min kæreste bliver helt pinlig berørt over mig, når jeg vanen tro hilser på de lokale ansatte i centrets cafeer eller kassedamen i Meny. Men det må hun vænne sig til, for jeg elsker at komme i det center, der allerbedst kan beskrives med en reference til Batmans grotte i den måde, som det næsten er formet ind i et bjerg.

MIT FØRSTE ÅR SOM NORDMAND har naturligvis været præget af corona, og lige nu får man faktisk en bøde, hvis man krydser kommunegrænserne, så det sætter desværre en lang række begrænsninger. Derfor er mit favoritsted kaffebaren Stockfleths i det føromtalte center i Sandvika. Ellers får jeg også gået mig en masse ture, og her kan Norge helt sikkert noget, som Danmark ikke kan. Ved Oslo Fjord (Skælgården) er der vanvittigt smukt, og det er dejligt at få et afbræk fra computer og møder ved at nyde den flotte norske natur. Det troede jeg nok aldrig, jeg skulle sige, da jeg er en sand byrotte, der er vokset op i København, men jeg begynder mere og mere at sætte pris på naturen.

MIN FAMILIE HAR STADIGVÆK ikke set vores søn endnu, og det er selvfølgelig langt fra sådan, vi alle havde håbet på, det skulle være. Jeg savner min familie og mine venner i Danmark, og jeg savner det danske køkken og den gode mad. Det er slet ikke, fordi jeg er en madsnob, men råvarerne i supermarkederne heroppe er bare lidt kedelige. I Danmark har jeg været vant til at kunne handle hos den lokale grønthandler på Vesterbrogade, hvor man stort set selv får lov til at plukke tingene, men sådan er det desværre ikke i Norge. De er til gengæld verdensmestre i frysemad, og selvom jeg også godt kan lide en frysepizza, så når jeg aldrig, uanset hvor længe jeg skal bo i Norge, at forstå, hvordan der juleaften bliver spist 2,5 millioner Grandiosa-frysepizzaer i Norge.

NATUREN I NORGE er klart den største forskel fra Danmark. Jeg elsker at motionere, og det gør det bare sjovere, når man kan tage på tur i bjergene. Det har været sjovt, at havet har været helt frosset, så du har kunne bevæge dig ud på isen, og pludselig står du midt ude på havet. Det sker ikke i Danmark. Det er også, som om at alting foregår i et lidt lavere tempo. Man kan sammenligne det med motorvejene, hvor man stort set alle steder kun må køre 80 km/t, hvor der er noget mere fart på i Danmark.

Jeg ved ikke, om folk ikke tager sig selv så højtideligt, eller det bare er i deres kultur, men at så mange går rundt i ”fjeld”- eller outdoor-tøj har smittet af på mig på en sindssyg fed måde. Jeg ville altid tænke over, hvad jeg havde på, når jeg gik ud i København. Men heroppe kan jeg sagtens tage mine Fjällräven-bukser og slidte sneaks på, som var det det mest naturlige i verden. Når det så er sagt, så savner jeg lidt det vilde København i forhold til stil. Når nordmændene er på arbejde, går de stort set alle i Ralph Lauren. Der er ikke mange, der skiller sig ud, og der har jeg altid personligt godt kunne lide lidt flere farver.

Se, hvad vi ellers skriver om: Norge