Redaktionens favoritter: Fire ting, vi bruger vores penge på i januar

Her er fire ting, redaktionen ønsker sig eller lige har erhvervet sig. Lad dig inspirere.

Redaktionens favoritter: Fire ting, vi bruger vores penge på i januar
Offentliggjort

Oliver Bodh Larsen, journalist

Humørafstemning

Jeg køber hovedsageligt mit tøj i genbrugsbutikker. Det er der mange gode grunde til, og de er ret åbenlyse, så dem vil jeg ikke kede dig med lige nu. Hvad der til gengæld ikke findes i hobetal i genbrugsbutikker – for ikke at sige slet ikke – er såkaldt ’tekniske jakker’. Altså jakker fremstillet med det formål at være praktisk smarte. Afvisende over for vind og vand og den slags.

Jeg har én, men den er i farven limegrøn og dermed ikke altid i overensstemmelse med mit humør på den givne dag, og der er dårligt noget værre end at rende rundt i limegrøn, når man er tvær.

Så nu vil jeg erhverve mig en ny, og det skal være denne fra Arket, som tilmed ser megacool ud.

Arket ’Active Waterproof Shell’ til 2.700 kr.

Videre med stil

For en lille håndfuld år siden arvede jeg en herrecykel fra min morfar, da han gik bort efter et langt og godt liv. Arvede er måske en tilsnigelse. Min mor sagde, jeg kunne tage den, og den var sådan set ikke noget særligt, for den særligt gode cykel, han havde haft i mange år, var gået bort nogle år før ham selv.

Men cyklen, som jeg så tog, er egentlig ret cool, den har den rette form og struktur, men den har sandt for dyden ikke været et udpræget gnidningsfrit bekendtskab. Op til flere problemer er der efterhånden med den, så nu må jeg nok afryste mig melankolien og komme videre, og jeg tænker, at det skal gøres ordentligt.

Svaret er selvfølgelig en Tourist de Luxe fra britiske Raleigh.

Raleigh ’Tourist de Luxe 3’ til 7.999 kr. hos Tria Cykler.

Anders Hjort, redaktionschef

Stor størrelse

Jeg har en svaghed for den amerikanske fotograf Annie Leibovitz. I snart 50 år har hun formået at komme uhørt tæt på blandt andet filmfolk, kunstnere, sportsstjerner, musikere og politikere med sit kamera, og i fotobogen ’SUMO’ kan man se et udvalg af hendes bedste skud fra eksempelvis Rolling Stone Magazine, Vanity Fair og Vogue.

Bogen, som oprindeligt blev udgivet i 2014 og vejede 26 kilo, er nu ude fra den tyske forlagsgigant Taschen i et XXL-format. Et stykke helt særligt kulturhistorie med sjældent følsomme pletskud af navne som dronning Elisabeth, Richard Nixon, Quentin Tarantino og David Byrne.

’SUMO’ af Annie Leibovitz til 1.299 kr. hos taschen.com.

Sovset ind

Længe har jeg været på jagt efter en ny kasserolle til vores køkken. Især til at lave en god sauce, men også til bare at koge et æg. Og det er, skulle jeg hilse at sige, svært at vælge i det enorme udbud, der er på det marked.

Blandt de utallige mærker, jeg har tjekket ud, er Eva Trio, Scanpan, WMF, Gastrotools og Mauviel, som rangerer vidt forskelligt på prisbarometeret.

En hæderlig kasserolle kan fås for omkring 5-600 kroner, men der er også de lidt vildere af slagsen, som denne fra franske De Beuer. Udført i 90 procent kobber med en lille base til hurtig opvarmning og en ’fremragende varmeledningsevne, som resulterer i enestående madlavningsresultater.’

Ja tak.

De Beuer ’Prima Matera’-kasserolle til 2.999 kr. hos kitchenone.dk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger, Køkken og Herremode