En dag med døden: Knud Larsen har begravet Prins Henrik, danske soldater og mange andre. Og han er stolt over sit fag.

Det er en skrøne, at ens negle fortsætter med at vokse, når man dør. I virkeligheden er det huden, der trækker sig sammen, så tå- og fingernegle fremstår længere, end de ellers ville. Det er blandt andet derfor, døde ofte er tynde og glatte i huden.

”De fleste afdøde er faktisk ganske pæne, fordi de ikke har nogen muskulatur, der giver rynker. Men der kan være nogle synlige spor på kroppen som lig-pletter. De opstår, fordi blodet i kroppen vil lægge sig på de laveste steder og koagulere. Lidt ligesom, hvis du slår dig og får et blåt mærke. Men de fleste, der ser en afdød, synes faktisk, at det er fint,” siger bedemand Knud Larsen.

Han er i gang med at iklæde en 98 år gammel død kvinde en silkeskjorte og en skotskternet nederdel. Hendes hud er helt glat, og der hænger en sødligt lugt i lokalet. Om storeståen har hun et lille identifikationsnummer, som man ellers kunne forestille sig, kun eksisterede i krimifilm, og hendes krop har flere blå plamager ved håndleden og albuerne, som Knud snakkede om. Sammen med portøren løfter han den døde fra en båre over i kisten med en lille kran.

”Det er jo en helt naturlig ting, at et menneske, der har levet et langt liv dør. Hende her er født i 1921, så hun er næsten hundrede år gammel. Man kan godt have respekt for et liv, der har levet så længe. Tænk på, at hun har levet igennem efterdønningerne af Første Verdenskrig og hele Anden Verdenskrig,” siger Knud.

At være bedemand har altid været et berygtet erhverv. I populærkultur bliver de ofte portrætteret som enspændere og særlinge, i Lucky Luke følger en flok gribbe og en stank af formalin bedemanden overalt, og i tv-serien ’Six Feet Under’ følger man en familiedrevet bedemandsforretning i en sky af ironi og sort humor.

Det bliver enten gjort ekstremt komisk eller mørkt og makabert. Men virkeligheden er, i hvert fald i Danmark, at det er helt almindelige mennesker som Knud, der sørger for, at vi en dag ender i graven.

Knud har været bedemand, siden han for 18 år kom i lære i begravelsesforretningen i Frederikssund, som han nu ejer. I Frederikssund smelter man sammen med sit arbejde på godt og ondt, fortæller han, og sammenligner byen med Korsbæk fra Matador, hvor alle kender alle, og sladderen går om den nye manufakturforhandler. Ikke sjælendt sker det, at han får et opkald fra en lokal, der siger: ’Mor er død’, og så er det hans job at hitte ud af, hvem mor er.

Kort efter Knud har klargjort en kiste, kommer en mand, der går under navnet Sørensen, på uanmeldt besøg i bedemandsforretningen til en lille snak om en, der døde nogle dage for inden. Sørensen er en ældre pensionist med et stort grin, der hygger sig med at gå rundt i byen og snakke med folk.

”Man har jo ikke så mange fornøjelser i min alder, så må man tage en begravelse i ny og næ,” siger han.

Og så kommer blomsterhandleren Niels Erik med lommerne fulde af chokolade, som han smider på køkkenbordet, inden han går ud og henter blomster til kisten.

”Niels Erik har været her i 100 år, så det er ham, man bruger. Det er vigtigt at være en del af lokalmiljøet her,” siger Knud.

På et tidspunkt var der en norsk baroksangerinde på egnen, som manglede noget arbejde, og så sagde de lokale: ”Prøv at spørg bedemanden.” Og så henvender man sig altså til Knud, og hun fik nogle tjanser som sangerinde til begravelser derigennem. Knud er også i kontakt med en dansk-russisk koncertpianist, fordi folks sidste ønsker spænder meget bredt.

Da Niels Erik og Sørensen er smuttet videre, skifter Knud fra cowboybukser og T-shirt til jakkesæt med et ternet slips. Så bakker Knud ligvognen ned i indkørslen, skubber kisten ud på en lille hjemmelavet kasse med hjul og bakser den ind i bilen.

”Folk spørg nogle gange, hvorfor det er så dyrt at køre rustvogn, men sådan en krabat koster altså én million kroner,” siger han, inden han hopper ind på forsædet med kurs mod kapellet.

Og da han ankommer til kapellet åbner portøren dørene, så han kan bakke rustvognen ind, og man kan lige netop høre ham råbe: ”Hej! Skal vi lege?”

Knud er kendt i bedemandskredse. I 2010 blev han landsformand for brancheorganisationen Danske Bedemænd efter at være blevet spurgt ni gange. På det tidspunkt havde danske bedemænd fået en del kritik af Forbrugerstyrelsen. De mente, at priserne var ugennemsigtige og at branchen generelt var sky, og Knud tænker, at det måske var lidt selvforskyldt, fordi faget i lang tid har været lukket.

Men han syntes stadig, at branchen havde fået et ry og rygte, der ikke passede til det gode arbejde langt de fleste bedemænd bedrev, så den niende gang han blev spurgt, sagde han ja, fordi han indså, at man ikke bare kan stå og brokke sig fra sidelinjen.

”Der er folk, der er bedemænd, fordi de er købmænd, men jeg er ikke en specielt god købmand. Jeg har nogle priser for rustvognskørsel, kister og den slags, som er fastsat, så det kan løbe rundt, men når de kommer ind ad min dør, så har de købt. Jeg skal ikke være afhængig af, at jeg får solgt dem en dyrere kiste eller et sangark. Jeg skal bare afdække deres behov. Ingen skal komme ind til mig og opleve, at jeg prøver at lave mersalg. På den måde har jeg kunnet skille tingene ad, så jeg ikke står i en salgssituation,” siger han.

Men han er ikke kun kendt i branchen. De fleste danskere har allerede set Knud Larsen. De har i hvert fald set havde sølvgrå rustvogn, da den kørte med Prinsgemalen fra Fredensborg Slot til Amalienborg, fra Amalienborg til Christiansborg Slotskirke, hvor Prinsgemalen skulle ligge på smertens leje, og hans sidste tur til krematoriet. Det var Knud Larsens biks i Frederikssund, der stod for rustvognskørslen, og det var hans indtryk, at mange i branchen var glade for, at det var en et lille sted, der stod for bisættelsen i stedet for et fint sted inde i København.

Han tror, at han fik jobbet, fordi han i flere år har været bedemand for en række faldne danske soldater fra krigene i Irak og Afghanistan. I 2007 var han blevet kontaktet af et regiment i Holstebro, der havde mistet en soldat i Irak, og da Livgarden efterfølgende mistede flere danske soldater i både Irak og Afghanistan, blev han spurgt, om han ikke også ville bistå dem. Han er overbevist om, at det var hans kontakt til Livgarden, der gjorde, at de valgte netop ham til Prinsgemalens bisættelse.

”Ellers finder man ikke en bedemand i Frederikssund og tænker: ’Det skal være ham.”

Knud er født og opvokset i Frederiksværk, dengang det stadig var en stor industriby. Hans far sagde, at han enten skulle være maskinarbejder, smed eller tømrer efter hans realskoleeksamen, så det blev han. Han kom i lære på stålværket i Frederiksværk, færdiggjorde sin uddannelse og aftjente sin værnepligt i civilforsvaret, hvor han efterfølgende tog en befalingsmandsuddannelse.

Han arbejdede på kasernen i nogle år, men tænkte, at det ikke kunne blive ved. I så fald ville han sikkert ende som alkoholiker, eller det der var værre, og så søgte han ind hos Falck, hvor han arbejdede som ambulancefører og underviser i 17 år. Det var i jobbet som Falck-redder, at han blev konfronteret med krisepsykologi og store tab, som han både fandt tragisk men også ekstremt spændende.

Han var med ved Scandinavian Star-ulykken, hvor den 141 meter lange færge brød i brand og kostede 159 mennesker livet i 1990. Og han var med ved Sorø-ulykken, hvor et intercitytog blev afsporet ved indkørslen til Sorø, og otte personer omkom. Men det er ikke de ekstreme episoder, der har gjort det største indtryk på Knud. Det er de små tragiske oplevelser, hvor han møder mennesker bag den indledende choktilstand.

Han husker tydeligt en varm sommerdag for mange år tilbage, hvor han blev kaldt ud til Gilleleje. En mand i midten af fyrrene var væltet bagover på sin traktor ned i det 1,5 meter dybe havnebassin og blevet klemt under maskinen, så han druknede. Da Knud ankom stod der masser af folk ved kajen. Mandens kollegaer havde fået ham fri af traktoren, og Falck-redderne begyndte at give ham hjertemassage, da en mand trådte ud af menneskemængden og gik hen til Knud.

”Jeg spurgte, om han var læge, fordi de ofte kommer frem for at hjælpe i sådanne situationer,” fortæller Knud.

Men manden så bare på Knud og sagde: ”Nej, det er min søn.” I mange år kunne Knud ikke engang fortælle den historie uden at blive påvirket, fordi billedet af sønnen stadig sidder i ham. Det er den slags situationer, han konfronteres med dagligt som bedemand, selvom det oftest er naturlige dødsårsager.

Da en af Knuds venner fortalte, at hans far ville have et generationsskifte i sin bedemandsforretning, foreslog han sig selv, og det var sådan han kom ind i faget. Han fik to års orlov hos Falck, så han kunne ”udleve sit bedemandseventyr,” og egentlig havde han lige så mange fordomme om bedemænd som alle andre. Men han prøvede det og oplevede, at det gav ham noget, at hjælpe folk igennem deres sorg. Og så var han endda god til det. Så han blev i bedemandsforretningen og købte den, da ejeren Per skulle på pension.

”Man bliver påvirket mere af at være bedemand end Falck-redder, fordi man lærer folk at kende og følger dem gennem deres sorg,” siger Knud.

Derfor er det også vigtigt for ham at være noget helt andet end bedemand i sin fritid, selvom det kan være svært i Frederikssund. Når han ikke er bedemand, reparerer han sin bondegård i Sigerslevvester syv kilometer fra byen, hvor han har 15 heste. Han har også haft en båd med nogle venner, siden han var 18 år, og denne sommer har de sejlet til Gotland. Han forsøger også at holde fri hver anden weekend, selvom det kan være svært.

”Det er en måde at overleve på. Jeg ser i sagens natur rigtig mange ting, som de færreste ville bryde sig om at se. Jeg har stået med familier, der har skullet sige farvel til deres søn, der døde i Afghanistan, og mødre, der lægger deres eget barn i kisten. Man skal have en balance i sit liv for at kunne støtte de her mennesker. Måden jeg forholder mig til det uden at gå i stykker, tror jeg er fordi, jeg er noget helt andet, når jeg ikke er bedemand.”

Da Knud har sagt farvel til portøren og kørt fra kapellet i Hillerød til kirken i Gilleleje, kommer graveren ud med en katafalk. En lille boks, der skal køre kisten ind i kirken. Han kommer i kontakt med mange mennesker den dag. Foruden portøren snakker han lidt med en sopran, der efter de pårørendes ønske, skal synge Ave Maria. Han snakker også lidt med kirketjeneren, graveren, sognepræsten og de pårørende. En times tid senere er bisættelsen overstået. Kisten løftes ud til bilen, og Knud kører rustvognen mod krematoriet.

Ved krematoriet løsner han slipset og bakser kisten ud på endnu et rullebord. Den bliver kørt ned i en varm kælder med en kæmpe ovn, men det er ikke hans job at kremerer, så han stiller kisten og småløber op til bilen, fordi han har flere aftaler den dag, der skal overholdes. Det tager ikke mere end nogle minutter.

Tilbage ved bedemandsforretningen er der plastret avisartikler fra Prinsgemalens begravelse på en opslagstavle. Der er også en børnetegning af Knuds rustvogn med ordene: ’Knudmobilen’.

Til spørgsmålet om han nogensinde har lavet en brøler, griner han. Det er kun småting. Som at komme med en kiste med fladt låg i stedet for en med et buet eller glemme at indrykke en dødsannonce. Hans største frygt er at glemme en begravelse, men når det ikke er sket i 18 år, hvornår så?

På vej ud siger han tak for i dag. Der har ikke været meget død over dagen. Det har handlet mere om sorg, og det giver måske god mening eftersom, man primært møder de folk, der står tilbage. Det er også dem, der får noget ud af en begravelse eller en bisættelse, ifølge Knud. Han er ikke selv religiøs, men ser det mere som en symbolsk afslutning på et liv, som rigtig mange har brug for. Han står og vinker farvel i døren, og så siger han:

”Pas på dig selv. Ellers kender du jo alternativet.”

LÆS OGSÅ: Hjernen på afveje

LÆS OGSÅ: Anders Legarth Schmidt, der mistede sin datter: "Sorg kan ikke måles. Den farver dit liv for altid"

LÆS OGSÅ: Thomas Skov vil med sin egen historie have dig til at tænke over, om du har det forhold til din far, som du drømmer om