En kvinde vi kan li': Alba August

Jeg er ret rodløs. Jeg er født i Danmark, gik i vuggestue i Stockholm, i børnehave i Skåne og vendte så tilbage til Stockholm i folkeskolen. Min mor (skuespilleren Pernilla August, red.) flyttede meget, da jeg var barn, og jeg fulgte jo bare med. I Skåne endte vi med at bo i en autocamper i en periode, fordi min mor skulle bygge et hus, og det ikke kunne gå hurtigt nok med at komme af sted. Den rastløshed har jeg arvet. Jeg kommer hurtigt til at kede mig, hvis der ikke sker noget nyt. Jeg er lige blevet færdig med ’Unge Astrid’ om Astrid Lindgrens liv og anden sæson af ’The Rain’, men jeg tænker allerede, at jeg skal videre til næste projekt. Det er sjældent, at jeg befinder mig i en tilstand af ro i længere tid ad gangen.

Det var først, da vi flyttede til Gamla Stan i Stockholm, at min familie slog sig ned for alvor. Gamla Stan kan minde lidt om Nyhavn i København med smalle, farverige huse, turistbutikker og brostensbelagte gader, der er lukket for gennemkørsel. Vi var en masse børn, der rendte rundt i de gamle gader, fra vi fik fri fra skole, og til solen gik ned. Min mors ekskæreste sammenlignede engang alle os børn med rotter, fordi man altid kunne finde os ude i gaderne.

Jakke Acne Studios til 4.600 kr. Bukser Acne Studios til 2.400 kr.

I 2014 begyndte jeg på Den Danske Scenekunstskole i København, men selv om jeg er skuespiller og altid har elsket skuespil, er jeg ikke en filmnørd, der har set alle de gamle film, man nok burde have set. Jeg er vokset op med ungdomsfilm som ’Fucking Åmål’, ’Tillsammans’ og ’Lilja 4-ever’ af Lukas Moodysson. Han skaber nogle rå universer og er god til at vise det klamme på film. For eksempel i ’Fucking Åmål’, der handler om et lille lortested, som både er troværdigt, tragisk og komisk på samme tid.

Når jeg tænker tilbage på mine år på scenekunstskolen, kan det godt ærgre mig, at jeg ikke var bedre til at sige nej. Det skyldtes nok, at jeg ikke ville gå glip af noget. I stedet for at fokusere helhjertet på én ting, gik jeg ind i alt for mange filmprojekter. Det kom til at handle meget om at få det praktiske på plads, så jeg kunne nå det hele, i stedet for at lave få projekter og være til stede i det, jeg lavede. Til gengæld fik jeg lavet mange mærkelige og udfordrende ting, fx kortfilm. Engang skulle jeg indspille en selvmordsscene på taget af et syvetagers hus i Skåne. Det var pisse farligt, og noget man ville bruge en professionel stuntman til på en ’rigtig’ produktion. Jeg stod med tæerne helt ude ved kanten og et reb om livet og fik det sygeste angstanfald. Jeg har haft højdeskræk lige siden.

Skåne er faktisk lidt af et ulykkessted for mig. Da jeg var fem år gammel, var jeg ved at miste to af mine fingre i min mors sommerhus langt ude på landet. Jeg prøvede at dreje et tungt billedrørs-tv, som så faldt ned og landede på min ringe- og langefinger. Fingerspidserne hang og dinglede, og min mor forsøgte at bevare roen, mens hun pakkede mine blødende fingre ind i nyvasket undertøj. Det var en vinterdag med tyk sne, og bilen ville ikke starte, men til sidst fik hun gang i den, så jeg kunne komme på skadestuen. I dag kan jeg ikke lave peace-tegn på højre hånd, fordi nogle af nerverne blev ødelagt.

Skjorte Calvin Klein 205W39NYC hos Birger Christensen til 4.125 kr. Bukser Calvin Klein 205W39NYC hos Birger Christensen til 5.175 kr.

Da jeg flyttede til København, gik det op for mig, hvor hårdt det er at skifte sprog. Man mister en masse nuancer og meget af humoren, fordi man bliver så bevidst om hver enkelt formulering. Det eneste tidspunkt, man virkelig giver slip, er, når man drikker, men det gør man så til gengæld meget her. København er en spontan by, hvor man ryger, drikker og fester, og man kan hurtigt lave en aftale med folk eller finde en fest. Stockholm er mere kompliceret, og der er mange regler. Hvis man har lyst til at drikke øl udendørs i Stockholm, er der kun én park, man kan bruge. Ellers må man blive hjemme eller tage på bar. Når jeg besøger mine svenske venner en hverdag og skal til at bestille en øl, så påpeger de ofte, at de altså skal op på arbejde dagen efter. Det sker sjældent i Danmark.

Noget af det, jeg elsker mest ved København, er, at alting er så bekymringsfrit. Men jeg kan samtidig mærke, at jeg savner svenskeres måde at være på. Der er en anden følsomhed og ro ved svenskere, som jeg også godt kan lide. Jeg er halvt dansk og halvt svensk, så det giver nok mening, at jeg er lidt splittet. Det er mit indtryk, at svenskere ikke har samme behov for at skabe god stemning. Jeg kan godt lide at tale om de ting, der gør lidt ondt, og det er der ikke altid plads til i København, fordi man er så godt underholdt her. Jeg tror, at det skyldes, at danskere har et stort socialt gen. Hvis jeg er på et filmset, kan jeg godt være lidt ego og tænke, at man altså ikke er kommet for at blive venner, men for at gøre sit arbejde – for filmens skyld. Men samtidig kan jeg se, at folk på danske arbejdspladser er glade og har det virkelig godt, så det er jo nok mig, der er fucked på det punkt.

Jeg bliver nemt distraheret, når jeg er på settet. Jeg har forlagt i hvert fald tre manuskripter under indspilningerne til anden sæson af ’The Rain’. Udover at det er vanvittigt irriterende, fordi jeg altid skriver noter i siderne, så er det også noget rod, fordi jeg har skrevet under på alle mulige dokumenter om fortrolighed. Det er et generelt problem for mig, at jeg glemmer ting. På et tidspunkt lånte jeg min søsters fineste tøj, men glemte posen med tøjet i et tog på vej til Malmø. Den forsvandt sporløst, og jeg har ikke måttet låne tøj af hende siden.

Jeans LEVI’S hos Perfectly Worn Vintage, 499 kr.

Journalister spørger ofte, om det er hårdt at være barn af Pernilla og Bille August. Men faktisk tænker jeg ikke så meget over August-navnet. Jeg tror, at jeg er lidt blind over for kendisfaktoren, fordi det bare er mine forældre. Det er rørende at møde folk, som har haft en god oplevelse takket være ens far eller mor. Det har aldrig været et problem for mig, at nogle personer med det samme tænker på mine forældre, når de hører, at jeg er en August. Det største problem i min familie er, at vi er så mange, der har travlt med at lave film, at det kan være svært at finde en dato, hvor alle har tid til at mødes.

Til gengæld er det en stor hjælp at have en mor, som også er skuespiller. Det bedste råd, jeg har fået af hende, er, at jeg aldrig må blive for forfængelig. Specielt som kvindelig skuespiller. Det kan nemt blive overfladisk, hvis man forsøger at være smuk og yndefuld hele tiden. Det kan være meget destruktivt og gør én til en dårligere skuespiller. På det punkt er min mor en stor inspirationskilde, fordi hun virkelig ikke er forfængelig, når hun spiller. Hun er nærmest det modsatte, hvilket gør, at hun kan vise ægte mennesker og ægte kvinder på film. Mennesker, som folk kan spejle sig i. Ingen kan spejle sig i perfekte mennesker.

Det råd brugte jeg, da jeg spillede Astrid Lindgren i ’Unge Astrid’. Det var en virkelig krævende rolle, fordi min karakter gennemgår en stor udvikling. Man følger hende først som barn og senere som voksen kvinde og mor. Det var som at spille to roller, der skulle skildre to forskellige sider af hende. ’The Rain’ var krævende på en anden måde, fordi man optager over fem måneder og ikke rigtig kan se en ende på projektet. I den serie er min karakter i en meget udsat situation. Næsten hver scene er et spørgsmål om liv eller død, og det kan fandeme være hårdt at vise gennem så lang tid.

I december blev jeg spurgt, om jeg ville være gæst i ’Filmselskabet’ på DR, men jeg kunne ikke forestille mig noget værre. Jeg bryder mig generelt ikke om at være mig selv foran kameraet, selv om det kan lyde underligt, da jeg jo som skuespiller er vant til at stå foran et kamera. Jeg vidste med det samme, at jeg ville blive småangst en hel uge før, hvis jeg sagde ja, så det takkede jeg pænt nej til. Det samme gælder store pressedage, hvor man sidder med journalister fra hele verden, der hver især har fire minutter med én. Jeg bliver så rundtosset af de korte samtaler, at jeg får små blackouts og faktisk ikke kan huske, hvem jeg har sagt hvad til.

Der er ikke nogen type, jeg bevidst går efter, for jeg har indset, at man ikke kan styre, hvem man forelsker sig i. Helt grundlæggende elsker jeg, når man føler sig afhængig af en anden person i et forhold, samtidig med at man føler sig selvstændig. Men det er en svær balance.

Se, hvad vi ellers skriver om: En Kvinde Vi Kan Li' og Skuespil