Julie Christiansen: "Min far advarede mig om, at skuespilfaget var øretævernes holdeplads. Han fik ret"
Julie Christiansen har aldrig haft en drøm om at blive kendt. Men skuespilfaget trak så meget i hende, at hun nu har spillet med i en række store, danske spillefilm og tv-serier. For hende er en mand mest tiltrækkende, hvis han har selvironi, humor og ganske enkelt kan finde ud af at lytte.
Jeg kommer fra Vordingborg, og jeg er vokset op i en rigtig kernefamilie. Mine forældre var pianister, så jeg har altid været i et kreativt miljø. Jeg blev tvunget til at gå til klaver, men det bed ikke på. Jeg ville hellere gå til teater, og lige så snart jeg var gammel nok til at tage toget alene, begynde jeg på Eventyrteatret i København. Min første forestilling var ’Hyrdinden og skorstensfejeren’ i 2001, hvor jeg spillede en indisk pige, som blev tvunget til ægteskab.
Jeg har altid vidst, at jeg ville være skuespiller. Som ung var jeg ikke så fokuseret på, hvordan det skulle udmønte sig, men jeg ville gerne være på skærmen eller på den store scene. Min far advarede mig om, at skuespilfaget var øretævernes holdeplads. Han fik ret.
Min mor pressede mig ikke i forhold til skuespillet, og hun mindede mig altid om, at jeg skulle huske at nyde det. Hvis man går til jobbet med fokus på at skulle præstere, bliver resultatet dårligt. Man er nødt til at gøre det, fordi det er sjovt, og sådan forholder det sig med mange ting i livet.
Annonse
Bluse MM6 Maison Margiela til 3.200 kr. hos Norse Store
Bukser MM6 Maison Margiela til 3.660 kr. hos Norse Store
Jeg har aldrig haft en drøm om at blive kendt og komme i medierne. Det er noget af det, jeg synes har været mest skræmmende ved mit job. Jeg skal tænke over, hvad jeg siger, når jeg deler ting, så det ikke bliver reduceret til sensationelle overskrifter. Og så er der de journalister, der finder på ting selv, og det er voldsomt. Nogle gange er jeg lidt for naiv i forhold til, hvem jeg tror, jeg kan stole på.
Første gang jeg var på skærmen, var i en reklame for Nybolig, da jeg var 14 år. Reklamen handlede om en lille pige, der skulle flytte. Jeg var helt forvirret under optagelserne og troede, man skulle starte, når klaptræet havde klappet. Jeg vidste ikke, at der var nogen, der skulle sige ’værsgo’ først, så jeg gik bare i gang. Bille August instruerede, men jeg forstod heller ikke, hvor vildt det var at få lov til at arbejde sammen med ham.
Mine første spillefilm var ’Råzone’ og ’Supervoksen’, der kom ud cirka samtidigt i 2006. I ’Supervoksen’ var der tre hovedpersoner, og jeg fik lige præcis ikke en af de roller. Jeg var med i castingforløbet, som foregik hen over en hel sommerferie, og til sidst blev jeg valgt fra. Det var virkelig hårdt, og jeg overvejede en kort stund, om jeg kunne holde til afvisningerne. Jeg fik en lille rolle, men jeg lærte tidligt, hvor hård filmbranchen er.
Bodystocking MM6 Maison Margiela til 1.550 kr. hos Norse Store
Bukser By Malene Birger til 1.799 kr.
Jeg har ikke taget en skuespiluddannelse i Danmark. Jeg tog til New York i 2013, hvor jeg gik på skuespillerskole, men det er jo ikke det samme som at være uddannet fra Statens Teaterskole, som er meget anerkendt herhjemme. Det er også en af grundene til, at jeg ikke længere spiller teater. Det er svært at konkurrere med de statsuddannede skuespillere, der får de jobs. Men jeg håber da, at det kommer på et tidspunkt.
Ved siden af skuespillet danser jeg ballet på hobbyplan. Jeg synes, det er lidt pinligt at indrømme, fordi min kæreste er professionel balletdanser (balletdanser ved Den Kongelige Ballet, Benjamin Buza, red.). Selvom jeg har danset i mange år, får han ikke lov til at se det.
Det var hans krøllede hjerne, jeg faldt for. Han er kreativ, tænker på alternative måder, og jeg keder mig aldrig i hans selskab. Han er meget respektfuld over for andre, men også over for sig selv, og det værdsætter jeg højt. Jeg tænker tit, at selvom han kun er 28, er han som en på 80 år indeni. Vi har snart været sammen i et år, men det føles som om, at vi har kendt hinanden i evigheder.
Annonse
Vi siger, at vi kan løse alt, og at der ikke er noget, vi ikke kan overkomme. Det, tror jeg, er et vigtigt mantra i et parforhold. Vi er begge passionerede mennesker og gode til hver især at stå ved vores holdninger og følelser, hvis vi er sure eller kede af det. Heldigvis har vi også lært at lægge os fladt ned, hvis vi kan se, at vi har været uretfærdige.
Det mest tiltrækkende ved en mand er selvironi. Hvis en mand er nede på jorden og selv kan se, at han nogle gange rammer forkert, er kikset eller siger noget dumt, synes jeg, det er tiltalende. Det værste er mænd, der kører sig selv af, når man er på en date. Jeg har været ude for, at mænd bare snakker om sig selv for at imponere, men helt glemmer at lytte.
Bodystocking MM6 Maison Margiela til 1.550 kr. hos Norse Store
Bukser By Malene Birger til 1.799 kr.
Da jeg boede i New York, havde jeg en kæreste, som ofte spurgte, hvad jeg gerne ville lave. Jeg svarede som regel, at jeg gerne ville se teater, og han tog mig blandt andet med ind at se Broadway-showet ’Lucky Guy’ med Tom Hanks. Efter forestillingen spurgte han, om jeg ville med backstage, og det ville jeg selvfølgelig gerne, men jeg var i tvivl om, hvordan det kunne lade sig gøre. Det var først der, at han fortalte mig, at han selv havde spillet med i et Broadway-stykke, hvilket er meget anerkendt i New York. Det, synes jeg bare, var fedt. Hvis han havde fortalt det på første date, havde jeg ikke været lige så imponeret. Det er stærkest og lækrest, når en mand kan være ydmyg.
Det største vendepunkt i mit liv skete, da min mor døde for to år siden. Jeg ændrede mig som menneske, og jeg fandt ud af, at hvis jeg kunne klare det, så kunne jeg klare det meste. Når sådan noget sker, finder man også ud af, hvem der er ens rigtige venner, og jeg lærte, hvad ubetinget kærlighed er. Min bedste veninde stod op klokken fem om morgenen for at køre mig på hospitalet og havde taget kaffe med. Hun sørgede for mig og var hele tiden ved telefonen, hvis jeg havde brug for hende. Det blev derimod også tydeligt, hvilke venner der lige glemte at spørge ind til mit liv i flere måneder. Dem har jeg taget afsked med.
Tre måneder efter min mor døde, modtog jeg en Bodil for min birolle i filmen ’Mens vi lever’. Det var en tid med store ekstremer i mit liv. Jeg synes egentlig ikke, at priser er det vildeste eller vigtigste, men jeg havde altid drømt om den Bodil. Også fordi det ikke er selvsagt som autodidakt og ikke-statsuddannet skuespiller, at man får den anerkendelse.
Min ældste storesøster er rigtigt god til at give råd, og hun sagde engang til mig, at man altid kun har tre muligheder, når et problem opstår: Love it, leave it, or change it. Man kan ikke gå rundt og være ærgerlig over ting; man må enten forlige sig med det, forlade det eller ændre det. Det er et råd, jeg tit giver mine venner, hvis de er i en svær situation.
Julie Christiansen, født 8. juli 1987. Arbejder som skuespiller og har spillet med i blandt andet ’Supervoksen’, ’Råzone’, ’Mens vi lever’, ’Lykke-Per’ og web-serien ’32’. Har en bachelor i international markedskommunikation fra CBS. Bor på Vesterbro med kæresten Benjamin Buza, som er balletdanser ved Den Kongelige Ballet.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.