Sheela Søgaard: "Mange af de rygter, der går om McKinsey, er sande. Det var benhårdt"
Sheela Søgaard var til jobsamtale med Bjarke Ingels mellem to amninger. Otte måneder senere startede hun som administrerende direktør, og siden er BIG vokset fra 45 til 600 ansatte. Sheela Søgaard mener, at det at være kvinde er en kompetence i sig selv, og at man i et parforhold skal huske at knalde og ikke holde op med det.
Foto: Dennis Morton Styling: Rikke Jung Larsen. Hår & makeup: Anne Krarup/Le Management.
Da jeg var på barsel med mit første barn i 2008, ringede en gammel ven til mig og spurgte: ’Har du hørt om Bjarke Ingels?’ Det måtte jeg jo indrømme, at jeg ikke havde. ’Han bliver en rockstjerne, hvis han får nogen til at hjælpe sig med økonomien. Gider du mødes med ham i morgen?’ Jeg mødtes med ham mellem to amninger på en café, og otte måneder senere startede jeg hos BIG.
Det bedste råd, jeg har fået, er, at man kun behøver at prøve ting en gang, før man er erfaren. Det ændrede mit syn på næsten alting. Jeg fik det af Bjarke Ingels.
Jeg er vokset op lidt rundt omkring, og min familie er multikulturel. Jeg er født i Danmark, men har som barn også boet i udlandet. Min far, der er af indisk afstamning, arbejdede for MD Foods og var udstationeret i Saudi Arabien, da jeg var syv år, og i Dubai, da jeg var 13. Min danske mor tog med og var fuldtidsmor.
Annonse
Det var svært for mig at skifte skole og finde nye venner, og jeg havde det ikke altid lige godt. Jeg var et ensomt barn og var ret usikker, men flittig. Jeg var meget optaget af at være ordentlig. Være en god pige. Det er jeg heldigvis kommet over.
Da jeg blev færdig med high school i Dubai, sendte mine forældre mig til Danmark, hvor jeg startede på Handelshøjskolen. Jeg klarede mig udmærket og havde en sjov tid, men jeg havde svært ved at bygge bro mellem de tekster, vi læste i fx makroøkonomi eller ekspansiv finanspolitik, til et arbejde i erhvervslivet. Da jeg blev færdig med uddannelsen, vidste jeg ikke, hvilken vej jeg skulle gå. Jeg fandt ud af, at man som konsulent arbejder med mange forskellige projekter og dermed ikke i en bestemt retning, og derfor startede jeg hos McKinsey. Mange af de rygter, der går om det konsulenthus, er sande. Det var benhårdt. Jeg arbejdede der i to kalenderår, men det svarede til fire menneskeår. Jeg lærte meget.
Sheela Maini Søgaard
Født 9. februar 1976. Er uddannet Cand.merc.int fra Handelshøjskolen (i dag CBS, red.). Har tidligere blandt andet arbejdet hos McKinsey, GN ReSound og Meyer’s. Arbejder i dag som administrerende direktør i Bjarke Ingels Group. Bor i New York med sin mand og deres tre børn.
Min mand Martin og jeg mødte hinanden på baren Olsen på Gammel Strand i København, hvor han arbejdede som bartender. Jeg var 28 og blev betaget af hans øjne. Jeg blev siddende i baren hele aftenen.
Nogle måneder inden brylluppet sad jeg på kontoret i GN ReSound, hvor jeg var rykket til efter McKinsey, og blev grebet af en angst over forudsigeligheden i mit liv. Jeg var i min tredje stilling i firmaet, og pludselig kunne jeg se, at hvis jeg blev der og blev gift med Martin, ville jeg fem år senere have en villa i Hellerup, to børn, et par Ilse Jakobsen-gummistøvler og stadig arbejde samme sted. Det fyldte mig med så meget angst, at jeg med det samme gik ind på StepStone.dk, hvor Claus Meyer havde lagt et jobopslag op, og sendte ham mit cv. Jeg tænkte, at hvis jeg skulle ændre kurs, ville jeg arbejde sammen med first generation founders. Der var ikke ret mange på kontoret den dag, fordi det var sommer, og de fleste nok var i Tivoli eller på Mallorca, så jeg havde frirum til at bakse et cv sammen. Efter en time ringede de til mig og spurgte, om jeg kunne komme til samtale dagen efter. Claus Meyer er en visionær entreprenør, og han skulle bruge nogen, der kunne arbejde på hans nye idéer, lave business-cases på dem og finde ud af, om man kunne få nogle af dem til at flyve. Jeg fik jobbet og var der i to år.
Blazer Arket til 1.200 kr. Øreringe Elhanati til 5.000 kr. pr. stk. hos Holly Golightly.
På BIG var vi, da jeg startede, omkring 45 medarbejdere. Bjarke og de mennesker, han havde omgivet sig med, var så hæmningsløse i deres drømme og visioner, at det næsten var uartigt. Jeg blev fuldstændigt forført af den ubluhed, som var så anderledes, end hvor jeg kom fra. Det var hele tiden et spørgsmål om: hvorfor ikke?
Min første opgave som administrerende direktør var, at jeg skulle skabe en platform, der gjorde, at BIG kunne skaleres. Jeg fik styr på økonomien, virksomheden blev lavet til et partnerskab, så der kunne komme flere ejere, og så lavede vi en business development-afdeling, der stod for salg og marketing. Det var en sjældenhed i den danske arkitektbranche på det tidspunkt. Det var nogle ret simple greb, som var svære at udføre, men det lykkedes. I dag er vi 600 mennesker og har fire kontorer, og jeg er stolt af det, vi i fællesskab har skabt.
Det var slet ikke meningen, at min familie og jeg skulle flytte til New York. I 2013 havde BIG-kontoret derovre fået meget opmærksomhed og mange henvendelser, men det kørte ikke så godt økonomisk. Jeg havde to små børn og en mand, så derfor var planen, at jeg skulle træne min kollega op, så hun kunne komme derover. På en studietur til Japan var jeg ude med alle partnerne en aften, hvor Bjarke sagde, at hvis vi ville være helt sikre på, at New York blev en økonomisk succes, var vi nødt til at sende det ene menneske, der havde gjort det samme i København før. Og det var jo mig. Alle partnerne var enige, så jeg ringede hjem til Martin, og han var heldigvis fyr og flamme. Han syntes, at det kunne være et eventyr. Aftalen blev, at vi skulle bo der i to til tre år. Det er syv år siden nu.
Frakke Martin Asbjørn til 10.000 kr.
T-shirt Bare En T-shirt til 129 kr.
Annonse
Bukser Rodebjer til 1.795 kr.
Øreringe Elhanati 5.000 kr. pr. stk. hos Holly Golightly
Sneakers Adidas til 750 kr.
Martin arbejdede i nattelivet, hvor han ejede en natklub og et spisested, men da vi flyttede til USA, besluttede han at blive fuldtidsfar. I begyndelsen blev han mødt med mange fordomme, men heldigvis har han aldrig været særligt påvirket af, hvad andre mennesker siger eller mener. Det giver mig en enorm frihed til at rejse de steder hen, jeg skal, uden dårlig samvittighed, fordi jeg ved, at børnene er sammen med det ene andet menneske i verden, der elsker dem lige så højt som mig. Det er nok den største gave, man kan få, når ens partner siger: ’Jeg tager denne her, skat. Du kører bare’.
Jeg tror på, at man i et parforhold skal jagte de gode øjeblikke. Der er lige så mange ting, som man kan blive irriteret over, som ting, man kan glæde sig over, så man er nødt til at prøve ikke at dvæle ved de irriterende ting, men søge derhen, hvor solen skinner. Og så skal man knalde, og det skal man ikke holde op med.
Jeg går ikke rundt til daglig og tænker på, at jeg er en kvindelig leder. Jeg tror egentlig, at de fleste kvinder, mænd, homoseksuelle, sorte, hvide, muslimer, kristne og jøder ikke tænker over deres karakteristika på den måde. Det er ikke en blind vinkel for mig at være kvinde.
Jeg har et iboende ansvar for at arbejde på den dagsorden og gøre det på en nænsom, men også lidt aggressiv måde, ellers går det for langsomt. Et typisk benspænd – eller noget, der opleves som benspænd – er, når der kommer børn ind i familien. Det er mor, der bliver gravid og skal føde og amme, så de første måneder er dikteret af, at mor tager den tjans. Men det betyder også, at man kan lulle sig ind i, at det er mor, der gør alt. Derfor mener jeg, man skal øremærke barsel til mænd. På den måde tvinger vi en forandring frem, og jeg tror på, at forandringer nogle gange skal tvinges. Hvis vi alle kan blive enige om, at det er en god idé, at barnet både har sin mor og sin far, og at virksomheder både har mænd og kvinder, så er der ikke så meget at diskutere.
Strik Arket til 650 kr.
Bukser Baum und Pferdgarten til 1.699 kr.
Annonse
Øreringe Elhanati til 5.000 kr. pr. stk. hos Holly Golightly
Armbånd Kinraden til 21.400 kr.
Ring Kinraden til 12.000 kr.
Jeg havde mine spædbørn med på arbejde, fordi jeg ammede, og jeg kunne ikke finde ud af, hvordan man kunne få en vikar til den administrerende direktør. Det er slet ikke, fordi jeg vil diktere, hvordan man skal gøre det, men i min familie kunne vi godt balancere det, velvidende at det er ikke for alle. Den afledte effekt var, at det pludselig blev okay at tale om, hvordan man kunne gøre tingene anderledes, når der fx kom børn.
Vi har skabt et samfund, hvor vi måler på nogle parametre, vi har vedtaget uden helt at tænke os om. Hvorfor er der altid længere kø til kvindetoiletterne? Fordi der altid er det samme antal toiletter til begge køn, selvom kvinders blærer betinger, at de skal på toilettet oftere end mænd. Hvorfor er vores bagagehylder over sæderne og ikke under fødderne? Det er jo ofte sværere for os kvinder at bruge styrke. Uden at nogen bevidst har prøvet at marginalisere nogen, så har vi designet en verden, der er skabt til bestemte normer og samfundsprofiler.
Man har glemt, at det at være kvinde kan være en vigtig kompetence, især når der ikke er andre kvinder i ledelsen. Det betyder selvfølgelig ikke, at det er den eneste kompetence, du kan have, men hvis der mangler kvinder, så er det okay at tillægge det en værdi. Ligesom hvis der ikke er nogen mænd, så kan det også være en kompetence, at du er en mand. Hvis jeg skal ind i det sydkoreanske arkitekturmarked, vil jeg gerne have en sydkoreansk arkitekt, selvom det kan være, at jeg har en dansk arkitekt, der måske er en bedre arkitekt, men han kender jo ikke Sydkorea. Så er det at være sydkoreansk en kompetence. Der er masser af kloge, dygtige kvinder, som egner sig til de bedste stillinger, men vi er ikke vant til at se dem, fordi de måske udtrykker deres kloghed og skarphed på en anden måde end mænd, og derfor skal vi ændre den måde, hvorpå vi inviterer dem til at komme til udtryk.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.