Sofie Torp: " Forventer folk nu, at jeg vinder Bodil’er og Robert’er for alt, hvad jeg rører ved?"

Mænd skal bare vide, at vi kvinder ikke har styr på en skid, selvom det ser sådan ud. Kvinder er slemme til at fremstå, som om de ved lige præcis, hvad de vil have. Vi aner det ikke. Men der er plads. Kom bare ind.

Det bedste råd, jeg har fået, er af min veninde, der er meget ældre end mig. Hun instruerede mig engang til en forestilling på højskolen, hvor vi stod og kagede rundt i vores egne følelser, og så kiggede hun en dag bare helt tørt op og sagde: ’Løs lortet.’ Det er faktisk blevet et mantra for mig. I mit fag kan man meget nemt komme til at føle og dramatisere alting. Nogle gange skal man bare se på det som en opgave, der skal løses. Løs lortet. Det kan jeg godt lide.

Jeg er vokset op med mor og far og to brødre. En meget klassisk kernefamilie egentlig. De blev så skilt, da jeg var 13 år, så det var jo så ikke så klassisk alligevel. Der fandt jeg ud af, at livet ikke altid bare er ren ’tjulahopsasa’. Det ændrede min verden, fordi man som 13-årig har en bevidsthed om, hvad kærlighed er. Det er jo helt groundbreaking, når ens forældre så ikke er sammen mere. Man bliver voksen af, at ens forældre bliver skilt.

Da jeg var 20 år, søgte jeg ind på alle kunstneriske uddannelser. Jeg søgte både Musicalakademiet, Rytmisk Konservatorium og Skuespillerskolen. Jeg kom selvfølgelig ikke ind nogen steder, fordi jeg skød med spredehagl. Et eller andet sted vidste jeg godt, at jeg ville være skuespiller, men det var for farligt at sige højt, for jeg vidste jo ikke, om jeg kunne finde ud af det. Jeg søgte Skuespillerskolen to år, hvor jeg slet ikke kom videre. Og jeg kan godt den dag i dag tænke: ’Det er alligevel utroligt, du er blevet ved, Sofie.’ Tredje år jeg søgte, kom jeg så ind.