Sofie Torp: " Forventer folk nu, at jeg vinder Bodil’er og Robert’er for alt, hvad jeg rører ved?"

Mænd skal bare vide, at vi kvinder ikke har styr på en skid, selvom det ser sådan ud. Kvinder er slemme til at fremstå, som om de ved lige præcis, hvad de vil have. Vi aner det ikke. Men der er plads. Kom bare ind.

Det bedste råd, jeg har fået, er af min veninde, der er meget ældre end mig. Hun instruerede mig engang til en forestilling på højskolen, hvor vi stod og kagede rundt i vores egne følelser, og så kiggede hun en dag bare helt tørt op og sagde: ’Løs lortet.’ Det er faktisk blevet et mantra for mig. I mit fag kan man meget nemt komme til at føle og dramatisere alting. Nogle gange skal man bare se på det som en opgave, der skal løses. Løs lortet. Det kan jeg godt lide.

Jeg er vokset op med mor og far og to brødre. En meget klassisk kernefamilie egentlig. De blev så skilt, da jeg var 13 år, så det var jo så ikke så klassisk alligevel. Der fandt jeg ud af, at livet ikke altid bare er ren ’tjulahopsasa’. Det ændrede min verden, fordi man som 13-årig har en bevidsthed om, hvad kærlighed er. Det er jo helt groundbreaking, når ens forældre så ikke er sammen mere. Man bliver voksen af, at ens forældre bliver skilt.

Da jeg var 20 år, søgte jeg ind på alle kunstneriske uddannelser. Jeg søgte både Musicalakademiet, Rytmisk Konservatorium og Skuespillerskolen. Jeg kom selvfølgelig ikke ind nogen steder, fordi jeg skød med spredehagl. Et eller andet sted vidste jeg godt, at jeg ville være skuespiller, men det var for farligt at sige højt, for jeg vidste jo ikke, om jeg kunne finde ud af det. Jeg søgte Skuespillerskolen to år, hvor jeg slet ikke kom videre. Og jeg kan godt den dag i dag tænke: ’Det er alligevel utroligt, du er blevet ved, Sofie.’ Tredje år jeg søgte, kom jeg så ind.

Mit første job var i ’Hodja fra Pjort’ på Folketeatret i 2016. Jeg spillede 17 roller i den forestilling. Jeg løb ud, skiftede til nogle andre snabelsko, spillede en folkemængde, så en sultankone, ud og skifte og så ind og spille noget helt tredje. Jeg ringede selv derind og spurgte, om jeg ikke godt måtte komme til audition, selvom jeg ikke var blevet inviteret. De endte med at give sig. Jeg forberedte mig helt udover det sædvanlige, og så fik jeg jobbet.

At spille søsteren Anita i ’Ser du månen, Daniel’ var en vild første oplevelse med at lave film. Jeg var så heldig, at jeg vandt et par priser for min rolle og blev på en måde ’det nye’. Det var helt vildt fedt, men samtidig var det også super angstfuldt. Jeg tænkte: ’Hvad hvis det bare var held, at jeg var god?’ Forventer folk nu, at jeg vinder Bodil’er og Robert’er for alt, hvad jeg rører ved? Jeg kan aldrig gå tilbage og være underdog. ’Bare ærgerligt, Sofie. Nu forventes der noget af dig.’

Børn er iskolde. Sidste år lavede jeg et program på Ramasjang, hvor jeg var børnevært. Og børn kan genkende dig på 100 meters afstand på ’kombardofærgen’. Børn hviske-tisker ikke. De går bare over til dig og spørger, om du ikke vil smage deres is. Nu er jeg pludselig et forbillede. En voksen, der aldrig har fri. Jeg kan jo ikke stå og ryge en cigaret henne på hjørnet, og så kommer lille August gående og siger: ’Du bor inde i min iPad.’

Hvis jeg ikke skulle være skuespiller, gad jeg godt lave noget praktisk. Jeg kigger altid langt efter dem, der går rundt med walkie-talkies på et filmsæt. Shit, hvor ville jeg gerne have en walkie og koordinere ting. I mit job er det meget svært at se, hvad jeg har udrettet efter en dags arbejde. Når man for eksempel maler en væg, kan man hele tiden se, hvor man er kommet til, og du ved, hvornår du er færdig. Jeg savner nogle gange det der helt konkrete stykke arbejde.

Min drømmemand er sjov. Jeg er ikke så bange for fejl og mangler ved en mand. Jeg har også en masse selv. Han må også gerne være passioneret omkring noget. Jeg synes, det er vildt inspirerende, når folk er gode til et eller andet.

Jeg gik engang i søvne på en Tinder-date. Vi havde været til koncert i Vega og ude i Kødbyen og danse moderne. Der var rigtig god stemning, og jeg endte med at få skovlen under ham. Så vi tog hjem til det kollektiv, hvor han boede. Det endte med, at jeg stod ud af sengen om natten og gik i søvne i rigtig lang tid og lavede alle mulige ting i deres lejlighed. Splitterravende nøgen. Inde i mit hoved var jeg med i et afsnit af ’Westworld’ (sci-fi serie på HBO, red.), hvor jeg følte mig som Sidse Babett Knudsen, der gik rundt og reparerede mennesker. Men i deres verden lignede det jo bare en gal, nøgen kvinde, der gik rundt midt om natten. Den tur væk fra lejligheden næste morgen var ikke en almindelig walk of shame. Når folk kiggede på mig, tænkte jeg bare: ’You have no idea.’ Jeg tror faktisk, jeg slettede min Tinder-profil efterfølgende og sagde til mig selv: ’Du skal til at sadle om, Sofie. Du tager lige 10 minutter, hvor du lige trækker vejret.’

Se, hvad vi ellers skriver om: Skuespil og Interview