En kvinde vi kan li': Trine Dyrholm

Jeg synes, det er lidt usexet, når mænd går op i, hvad kvinder må gøre, og hvad kvinder ikke må gøre. Eksempelvis sådan noget med, at kvinder er klamme, hvis de prutter eller drikker sig fulde på en bestemt måde. Den der snæversynethed i billedet af, hvad kvinder må være, er enormt kedelig. Enten er du madonnaen eller luderen. Jeg synes, det er sjovt, hvis man er det hele på én gang. Og det er der heldigvis mange mænd, der også synes.

Jeg insisterer selv på at være ’manden’ nogle gange. Ikke forstået på den måde, at der ikke er forskel på kønnene – det synes jeg, der er – men det er sjovt at arbejde med de rum og give plads til, at kvinder godt kan være handlekraftige og alle de ting, vi normalt forbinder med en maskulin energi. Det er jo også spændende, når mænd gider at gå ind i et feminint rum, at reflektere og være emotionelle.

Mange af de roller, jeg har spillet, indeholder også en leg med køn. En kvindelig soldat, Gro i ’Arvingerne,’ som virkelig er leder og slår fra sig, eller som nu med Anne i ’Dronningen’, en kvinde, som har en affære med en ung mand – noget vi har set mænd gøre utallige gange bare med unge kvinder. Generelt elsker jeg modsætninger, når noget er dobbelt eller komplekst. Alt det, der stritter og ikke passer ind i rammerne, eller den fortælling man har om sig selv. Når jeg møder nye mennesker, er det dét, der interesserer mig. Mennesker, der tør blotte sig og vise sig selv – både de gode og de dårlige sider – er interessante.

Det handler også om rummelighed. Hvis nogen har en idé om, at ting skal være på én bestemt måde eller siger, ’det er sådan, vi gør,’ så får jeg med det samme lyst til at gøre tingene på en anden måde. De der snævre former interesserer mig ikke. Livet er så stort, hvis man gider gøre det stort. Vi må godt stritte og ikke passe ind på alle mulige måder. Det bliver sgu lidt nærigt, hvis man ikke er med på den leg.

Skjorte Uniqlo til 349 kr. Bukser Peter Do til 5.800 kr. hos Birger Christensen

Noget af det, jeg synes er så spændende ved at arbejde med film, er, at man kan skabe nogle rum for de store temaer, som vi ikke altid kan sætte ord på. Det er jo interessant at arbejde med det urstof, vi har som mennesker, den her eksistentielle ensomhed og længsel. Min karakter i ’Dronningen’ er også drevet af en dyb og meget ukonkret længsel. Kunst kan nogle gange røre ved noget, vi ikke helt forstår, så vi kan genkende det i os selv og dele det med hinanden. Det er en måde at kommunikere om de ting, vi ikke har et sprog for.

Da jeg var yngre, havde jeg ekstremt svært ved at passe ind i mig selv. Jeg gik meget i byen på en måde, som ikke var så sjov, og jeg drak for mange øl. Der var en længsel i mig efter nærvær og at høre sammen med nogen, en meget voldsom længsel. Jeg har brugt mange år på at slås med det og været ulykkelig over det, for den længsel kunne være destruktiv for mig.

Det tog mig lang tid at erobre min seksualitet, at stå ved den kvinde, jeg er. Jeg brugte en del af mine tyvere på at være ekstremt usikker. Jeg havde ekstremt svært ved at sætte grænser og gik ind i nogle relationer, som ikke var frugtbare. Jeg måtte ikke være jaloux, sagde jeg til mig selv, det var ufint. Det er det sådan set også, men det er jo også en følelse, en del af dig, en del af det at være til. At stå ved de følelser, men uden at lade dem tage over, er noget, jeg har skullet bruge tid på at lære.

Det er ikke, fordi jeg nu sidder i en eller anden zenbuddhisme, men det har virkelig været sjovt for mig at blive ældre. Nogle ting falder på plads. Nu begynder jeg at have det rigtig sjovt, og så må jeg leve med, at jeg har mine rynker og strækmærker, det går nok!

Når det kommer til kønsroller, er det en vild tid, vi lever i. Det er spændende, men måske også lidt ekstremt lige nu, og jeg kan godt se, at det kan være svært at være i for nogle mænd – og kvinder for den sags skyld. Der har været nogle nedarvede strukturer, nogle uudtalte ideer om, at hvis man er mand, så skal man gøre sådan og sådan. Det kan da godt være, du skal det. Men det kan også være, at du ikke skal det. Det kan vi snakke om. Og det er en svær samtale, gu fanden er det det. Jeg håber bare, at der kommer noget godt ud af det. Meningen er jo ikke, at det hele skal blive mere restriktivt. Meningen er, at den samtale gerne skulle skabe en masse frihed.

Vi skal alle sammen øve os i at lytte. Det kan ikke nytte noget, at mænd finder på sådan en fortælling om, at: ’Vi må jo slet ikke noget mere’ – det er der aldrig nogen, der har sagt. Men nogen har sagt: ’Det der kan jeg ikke lide.’ Og det er fair. Man skal passe på ikke at placere sig i hver sin lejr. Begge køn er medansvarlige for at skabe et frit rum, hvor der både er plads til flirt og lir og forskellige grænser.

Blazer The Row til 27.530 kr. hos Birger Christensen. Bukser Peter Do til 5.800 kr.

Jeg har en mand, som er meget rummelig med, hvad man er. Jeg behøver ikke være ’nogen’ med ham, jeg skal bare være mig. Det er enormt befriende. Jeg prøver at give det samme tilbage til ham, men også i det hele taget. Jeg vil gerne gøre mit til, at du må være, som du er, og jeg skal ikke dømme nogen på, om det er sexet eller usexet at have skæg for eksempel.

Du tror, du ved, hvilket menneske du leder efter, men hvis du gør den form for snæver, skal du have nogen til at passe ind i formen, men det er der jo ikke nogen, der gør. Heldigvis. For pludselig finder du ud af, at der var nogen, der kunne gøre formen større – at det at elske betød noget endnu vildere end det, du lige havde forestillet dig.

Jeg har kendt min mand i 13 år, og han er en helt anden mand end den, jeg havde troet, jeg skulle møde. Jeg troede heller ikke, jeg skulle have børn. Men pludselig har jeg en fantastisk dreng, fordi jeg mødte en mand, hvor det var helt naturligt, at vi skulle have et barn sammen.

Jeg tror ikke, livet har en ’happy ending’. Jeg tror, livet er bevægelse. Alt flytter sig, hele tiden. Det fede er, når man finder et menneske, man kan flytte sig sammen med. Så man fritstiller hinanden, så man har hvert sit rum, hvert sit liv, og så forhåbentlig også noget man deler.

Men man bliver ved med at længes. Det gør jeg stadig. Det gør min mand også. Jeg har brugt mange år på at forstå, at længsel er noget, vi alle sammen har. Den forsvinder ikke. Den skal heller ikke forsvinde. Vi længes – og det er et grundvilkår for mennesker. Der er selvfølgelig længsel efter noget, vi vil opnå nu, de helt konkrete fantasier, mens den store længsel kan være meget svær at sætte ord på. Men det er også der, det bliver spændende. Alle de usagte rum. Det er der, livet opstår.

Se, hvad vi ellers skriver om: Skuespil og Interview