Se Frank Hvams slingrende vej til succes igennem 20 billeder fra hans private fotoalbum

Frank Hvam har taget en mere slingrende vej til toppen af dansk underholdning, end mange måske tror. Vi nævner i flæng: Massedrab på dyr, nedture på scenen, pornofilm (det var ren research) og en masse skældud. Men i dag kan han grine i skægget – og det gør han så, når han kigger i sit gamle fotoalbum og fortæller Henrik Nordskilde, hvorfor han blev stående på scenen, da det så sortest ud.

1. Jeg voksede op i Ørum Sønderlyng i Midtjylland. Vi havde en hundekennel, og min far var passioneret hundeopdrætter. Når jeg kom hjem fra skole, var det første, jeg gjorde, at lufte hunde.

Jeg husker mange grådkvalte eftermiddage, hvor jeg lukkede 15-16 hunde ud, og så fik de måske øje på en kat eller en hare, og så strøg de bare af sted og forsvandt ud over en mark.Så kunne jeg bruge 2-3 timer på at cykle desperat rundt i et kæmpe område for at fange dem.

Det var humoren, der samlede familien derhjemme. Vi så ’Halløj på badehotellet’ og alt, hvad der var af dansk satire. Jeg syntes virkelig, vi havde det sjovt, og vi kunne tage selv de største tragedier med et smil. Vi brugte også meget tid på at grine ad naboerne, bortset fra hvis de var til stede.

Der var en humoristisk set grov tone, og nogle gange kom man jo til at gå for langt, fx hvis jeg blev kæreste med en pige, som kom fra en familie med en helt anden tone. Der var engang en juleaften, hvor jeg pakkede en gave op fra en kæreste.

Det var et foto, hun havde fået taget hos en professionel fotograf, hvor hun kiggede sådan sensuelt hen over skulderen direkte ind i kameraet. Vi skreg af grin derhjemme. Og da jeg ringede til hende senere på aftenen, hylede jeg af grin ind i telefonen, mens hun kunne høre min familie more sig i baggrunden. Alt, hvad der var opstillet og tog sig selv lidt for seriøst, skulle pilles ned. Men med alderen har jeg lært lige at lade tingene blive stående.

Lade folk kravle op på en piedestal en gang imellem, for man behøver ikke hele tiden pille dem ned. Man skal vente, til folk bruger deres opblæsthed til at gøre skade.

Vi var i øvrigt stadig kærester efter den juleaften, og jeg havde heller ikke noget at spille smart over: Min gave til hende var en shampoo og en balsam, jeg havde købt på tanken den 24. om formiddagen.

2. Jeg læste til dyrlæge på Landbohøjskolen, og billedet er taget nogle dage før anatomieksamen. Min læsemakker Mettes far havde et landbrug, og vi fik et par grise, vi kunne dissekere. Det var godt for læringsprocessen. Det var egentlig en ret god tid, men efterhånden, som jeg kom længere ind i studiet, fik jeg sværere og sværere ved at se mig selv som dyrlæge.

Jeg fandt ud af, at jeg var meget mere til raske dyr end syge dyr. Efter at jeg i tre et halvt år på studiet kun havde set på syge dyr ... Det kan man godt selv blive lidt syg indvendig af. Jeg havde fx et studenterjob, hvor jeg passede forsøgsdyr. Mus og kyllinger.

Når forsøgene var færdige, var det min opgave at aflive dyrene, for de kan ikke bruges til nye forsøg. Hvis det er en mus, placerer man noget, der ligner en teltpløk hen over nakken på den, og så trækker man i halen, indtil nakkehvirvlerne går fra hinanden.

Hvis det er en kylling, snurrer man den lige rundt i halsen og giver den et træk. Det går meget hurtigt, og dyrene lider ikke. Men da jeg havde gjort det tilstrækkelig mange gange – når jeg var i gang med at slå mus nr. 100 eller kylling nr. 100 ihjel – sneg der sig en meningsløshed ind. Der var noget galskab i det.

Et eller to dyr – ingen problemer – men den der massehenrettelse. Det begyndte at gå mig på. Der var fx kyllinger, der gik i deres bure, og de fik injiceret bakterier i deres tarmsystem, så de fik diarré og døde af det. Jeg gik og kiggede på de her dyr, der blev mere og mere syge, og til sidst aflivede jeg dem, der havde overlevet.

Som barn havde jeg været med til at aflive dyr, men det var, fordi de var syge, havde brækket et ben, eller fordi vi ville spise dem. Jeg mener, at forsøg på dyr kan være nødvendige, men jeg var ikke den rigtige til jobbet. Det var Dantes helvede for forsøgskyllinger.

Efterhånden indså jeg, at jeg nærmest kun kunne tænke mig at arbejde i en zoologisk have, men jeg vidste godt, at de fleste færdiguddannede endte i en kælder med nogle katte og hunde eller fik arbejde på et svineslagteri. Jeg kunne ikke se det for mig.

3. Jeg var med til at lave revy på Landbohøjskolen. Her spiller jeg tv-vært. Det var en uge, hvor man tog fri fra undervisningen, og så skrev man revy sammen. Det var et kæmpe kick. Det var der, jeg mødte Jan Gintberg, som også gik på studiet.

Det var slående, så sjovt jeg havde det i den uge sammenlignet med alle de andre uger på den uddannelse. Jeg boede på kollegium i Hvidovre og læste på Landbohøjskolen, og jeg lavede ikke andet end at være på skolen eller i fredagsbaren. Det var min verden.

Skolen kunne lige så godt have ligget i Viborg som i København. Men så begyndte Jan Gintberg at rapportere hjem fra det københavnske natteliv. Både om hans oplevelser på standup-scenen og om drukturene og kvinderne. Jeg sad næsten på hans skød som en lille dreng og lyttede til kaptajnens historier fra det store hav.

Inden længe var jeg godt klar over, at jeg skulle ud at optræde, så jeg tog på teaterhøjskole, og efter det ville jeg også på Dins (Café Dins, hvor unge standuppere kunne få chancen, red.) og optræde lige som Jan. Jeg holdt op med at komme på Landbohøjskolen.

Noget af det sidste, jeg gjorde på studiet, var at stå og presse analkirtler på en dalmatiner. Hunde har sådan nogle ret kraftige analkirtler, og hvis de stopper til, kan hunden nærmest hverken sidde eller gå.

Man stikker lige fingeren ind og trykker. Det var egentlig ikke, fordi det gjorde mig noget, men jeg stod og tænkte: ”Det går ikke, det her.” Jeg var nødt til at komme på scenen.

Jeg kaldte det hele tiden ’orlov’ fra studiet, men det ene halvår tog det andet. Jeg var for umoden til at erkende, at jeg aldrig ville blive færdiguddannet, og til sidst kom der et brev om, at jeg var smidt ud. Jeg vidste, at jeg havde sagt farvel til noget, der var sikkert og langt hen ad vejen også godt for mig.

Det betød så også, at jeg blev meget ambitiøs med at blive god til noget inden for standup eller showbiz. Ellers ville jeg komme til at spille børneteater ude i Glostrup, og det havde ikke været tilfredsstillende. Så hellere være dyrlæge.

Jeg begyndte at gå meget i byen med andre, der var i samme båd som mig. Som også ville finde ud af, om standup var noget for dem, og som heller ikke havde nogens opbakning. Vi var unge mænd, der drev rundt og drak os ned sammen og prøvede at finde et ståsted. Vi var også nogle nørder.

Der var da nogle, der var gode til det med kvinder, men de fleste var ikke, inklusive mig selv. Det var ikke særlig spændende i virkeligheden. Vi havde et fællesskab, men samtidig var vi jo også konkurrenter. Der var en scene i Boltens Gård, som alle gerne ville optræde på. Det var der, Mette Lisby, Gintberg, Hjortshøj og Casper var.

Det lykkedes så for nogle, og det skabte noget misundelse i gruppen. Jeg var ikke god og fik ikke tilbudt hverken det ene eller det andet. Jeg husker det som en vældig ensom periode. Det med standup var et projekt, jeg helt selv havde sat i søen, jeg havde ingens opbakning til det. Alle var lidt bekymrede.

Jeg kunne heller ikke rigtigt snakke med nogen om alle de svære stunder, for så ville de bare sige: ”Så gå da tilbage til det dyrlægestudie.” Det var bare … ja, ensomt. Jeg så også den ene standupper efter den anden overhale mig og få tilbudt alle mulige spændende job. Jeg kan i dag trøste mig med, at de, der bliver gode for hurtigt, ofte er dem, der går i stå. De mister nysgerrigheden.

Der er ikke noget mere befordrende end en lang række nederlag. Det var faktisk sådan, at de, der allerede efter et år kunne stå på den scene og styre en crowd – de blev sgu aldrig bedre end det. De er væk i dag, uden at jeg vil sætte navne på.

Første gang, jeg optrådte på Din’s, var i 1994 til en æselaften (æsler er de unge uerfarne komikere, red.). Jeg lavede en monolog – det havde egentlig intet med standup at gøre – hvor jeg spillede en karakter, ung nørdet fyr, der havde problemer med kvinder. Helt klassisk og meget karikeret.

Der var to priser, en fra publikum og en fra dommerne, og jeg vandt dem begge. Begge flasker sprut. Da jeg kom tilbage til det kollektiv, hvor jeg boede, og gik op ad trappen til mit værelse, var jeg virkelig lykkelig. Men man er jo aldrig bedre end sit seneste show.

Bagefter lavede jeg noget lort, og så gik der en måned, før jeg fik lov at optræde igen. Hvis man så var dårlig igen, kunne man gå endnu en måned og have det dårligt over det.

Jeg var jo stoppet på studiet, og jeg havde nogle småjob. Bl.a. arbejdede jeg som en form for pedel på Landbohøjskolen. Jeg sad i kælderen og steriliserede laboratorieudstyr, gjorde rent, skruede en pære i osv.

Mine gamle medstuderende sad på 1. og 2. sal, så jeg havde sat mig selv i en helt vanvittig situation. Jeg var jo brudt ud af det, men blev konfronteret med de der glade studerende hver dag. De gik rundt i deres hvide kitler, og så kom jeg op i en blå kedeldragt og fjernede deres laboratorieudstyr. Det var virkelig dårligt tænkt af mig.

4. Programmet er fra 1996, hvor flere af de standuppere, jeg startede med, var blevet etablerede og tjente penge. Jeg var stadig æsel efter to år. Virkelig ringe. Jeg kan egentlig ikke bebrejde nogen, at de så skeptisk på, at jeg valgte den vej, for det er jo et super usikkert projekt.

Men hvis man ikke kan tåle den modstand fra familie og venner, har man alligevel ikke det, der skal til, for at stå distancen. Det havde været meget værre at have nogle forældre, der nærmest skubbede mig op på scenen og havde opfordret mig til at optræde og være sjov, fra jeg var fem år gammel.

5. Et backstage-lokale er altid sådan et lidt usselt sted med noget skrald. Det er en stor kontrast til, at man skal ind og overbevise publikum om, at man er verdensstjerne. Billedet må være taget efter showet, for ellers ville jeg ikke sidde og drikke. Der bliver drukket mange øl i miljøet, men de gamle drak meget mere, end vi gør.

Dirch Passer, Kjeld Petersen, Jørgen Ryg og Preben Kaas. De døde jo tidligt og noget så eftertrykkeligt. Men der er da også noget kedeligt i, at det næsten er blevet establishment at gå underholdningsvejen. De gamle optrådte, fordi de virkelig ikke kunne andet. De kunne simpelthen ikke tilpasse sig et almindeligt job i samfundet.

Der er kommet flere kontornussere i min generation. Man kan jo godt se på nogen og tænke: ”Du kunne også godt være blevet landmåler. Det er ikke en 100 % nødvendighed, at du står på den scene.” Dengang jeg startede, skulle man måske stå på en liste i flere måneder, før man fik chancen på en scene, og endnu længere tilbage fik man måske ikke chancen overhovedet.

I dag er det sådan, at hvis du starter med standup, kan du med det samme stå på en scene fem dage om ugen i København. Miljøet er blevet stort, og det er blevet mindre farligt at tage det spring. Jeg tror, det vil være mere alvorligt for mange middelklasseunge, hvis de kom hjem og sagde: ”Jeg vil være murer.” Det er mere problematisk, end hvis de vil ud og optræde.

6. I slutningen af 90’erne arbejdede jeg for et produktionsselskab, hvor jeg sammen med Mikael Wulff lavede et hjemmevideoprogram til TV3. En dag, jeg kom derind, lå der en besked fra Casper om, at jeg gerne måtte ringe til ham. Jeg ringede op, og han spurgte, om jeg var interesseret i at være med i et kommende program, der hed ’Casper og Mandrilaftalen’.

Jeg sagde ja lige på stedet. Jeg kendte Lasse Rimmer personligt, og jeg havde også stor respekt for, hvad Casper og Hjortshøj havde lavet tidligere. ’Mandrillen’ var ren komik, som vi altid havde dyrket i min familie, og der begyndte de også at få skuldrene lidt ned derhjemme og være lidt mindre bekymrede for mig.

Også selv om der ikke var ret mange, der så programmet. Men ganske langsomt fik programmet fat, og det var første gang, jeg oplevede at lave noget, som nogle mennesker virkelig værdsatte. Der var mange gymnasieelever, men også ældre mennesker, der kunne lide det. Vi fik også en del takkebreve fra psykiatriske afdelinger.

Fra patienter, der følte sig talt til. Ikke at det var så tosset, for der var masser af logik i det, vi lavede, men det var lidt skævt og anarkistisk. Med ’Mandrillen’ begyndte jeg at få fornemmelsen af, at det kunne bære. At jeg ikke skulle tilbage til dyrlægestudiet.

7. Jeg var kun glad i få sekunder, da jeg så det billede fra den hollandske udgave af ’Klovn’–serien. Så gik det op for mig, at det jo ikke er mig, der er på kassetten. Det er dejligt, at nogen synes, serien er så god, at de vil genindspille den, men en stor del af ens kick er alligevel, at man selv udfører det.

Jeg ved ikke, hvor mange lande der har købt serien, men den kører som remake i Belgien, Holland og Tyskland. Rettighederne til filmene ligger lige nu i USA, hvor Sacha (Baron Cohen, red.) har købt dem.

8. Her er vi i sommeren 2016 under en pause i optagelserne til ’Dan-Dream’ på et nedlagt gods på Fyn (filmen med Frank Hvam og Casper Christensen har premiere 30. marts i år, red.) Vi har haft meget morskab af de skæg, vi anlagde til filmen. Efter at have arbejdet sammen i så mange år har man fået en idé om, hvad den andens ansigt kan, men med skægget opdagede vi nye muligheder, nogle nye ansigter.

Filmen foregår i 80’erne, hvor der var mange skæg. Jeg husker det, som om at alle, der kunne få skæg, fik skæg. Uden at der var noget hipster over det. Det var folkets skæg, det var ikke Vesterbro-skæg. Da jeg anlagde skægget til filmen, havde jeg også en glæde ved at gå på gaden eller tage metroen, uden at folk genkendte mig.

Der er en dejlig fred i at gå for sig selv. Forstå mig ret, det er virkelig dejligt, at folk kommer hen og siger søde ting, fordi de kan lide, hvad man laver, men ... Jeg tænker faktisk ikke så meget over det. Jeg sjosker også ned i Brugsen i joggingbukser og træsko og registrerer ikke folks reaktion. Medmindre de tager fat i armen på mig og siger: ”Du ser herrens ud, har du ikke råd til et par pænere bukser?”

Det eneste, der kan være en lille smule anstrengende, er, hvis man går i byen, og folk har fået meget at drikke. Så er der jo ikke en naturlig stopklods eller aflæsning af kropssprog. Men omvendt er der også en fordel i den situation. Jeg er 46 år gammel, og hvis jeg stod på en bar uden at være kendt for noget – det ville måske være endnu værre.

Så er det jo bare: ”Gå nu hjem, bessefar.” Så længe folk er glade for det, jeg laver, kan jeg ikke klage. Jeg laver jo nogle ting, jeg gerne vil have, at folk skal se. Når forhåbentlig mange mennesker har set den nye film, har jeg ødelagt det nye look med skægget. Så må jeg prøve noget andet. Få skåret underkæben af, så jeg igen kan stå i fred i metroen med mit nye halve ansigt.

Det med at blive genkendt begynder i øvrigt i ens eget hoved. Første gang, man er på tv, tror man, at nu ved alle, hvem man er. Da jeg havde været på tv første gang, gennemlevede jeg nogle meget ubehagelige dage, hvor jeg følte, at alle kiggede på mig. Indtil det ganske langsomt gik op for mig, at ingen anede, hvem jeg var. Ingen bemærkede mig.

Man får let et helt urealistisk syn på det og en helt idiotisk idé om ens penetrationskraft. Der var engang en kollega, der havde lavet en lillebitte smule radio, som kontaktede mig, fordi han var midt i nogle kontraktforhandlinger.

Han var ved at vurdere, hvor meget han var værd, og han spurgte, om jeg mente, at hans kendthedsgrad lå på 25 %, 50 % eller 75 %, nu hvor han havde været i radioen.

Jeg skrev tilbage til ham: ”Under 5 %.” Ingen vidste, hvem han var. Selv dronningen har måske kun 95 %. Det er ikke 100 %, der ved, hvem hun er. Jeg har måske på mit højeste, hvor det er gået allerbedst, været i nærheden af 75 %.

Faktisk er jeg ikke sikker på, at jeg kan lide den Frank, der sidder her og gætter på kendthedsprocenter.

Der er en meget navlepillende stemning i det kreative miljø i Indre København. Der kan man godt sidde og bilde sig ind, at nu har man virkelig fat, også ude i provinsen. Jeg bliver jo mindet om det, når jeg besøger familie i Jylland og nævner navnet på en eller anden, og så er de helt blanke på, hvem det er.

9. Jeg syntes virkelig, det var morsomt at optræde som barn, men når man er barn, laver man jo ikke sådan en mental note: ”Det her gør dig gladere end fx at gå til svømning, du må nok hellere forfølge den her vej.” Det at optræde var en lille luksushobby, når man kunne komme af sted med det. I det miljø, jeg kommer fra, var det slet ikke en mulighed at tænke i de baner.

At man kunne leve af at optræde. Hvis man optrådte, var det noget, man gjorde i fritiden. Det kunne fx være en skolekomedie, men her er det hjemme hos en kammerat. Jeg har desværre ikke meget musikalitet i kroppen, men det er mig, der sidder ved trommerne. De andre er landmandens søn og brugsuddelerens søn.

10. Hvordan jeg havde forestillet mig, at det billede skulle være med til at sælge mig, ved jeg ikke, men det skulle altså bruges som pressefoto.Jeg ville ikke selv hyre den unge mand på billedet. Det ser ud til at kunne blive en anstrengende aften. Jeg er 24 år gammel, og det er taget på Din’s.

Jeg vidste ikke, hvad jeg ville med at stå på scenen, hvad min komiske tone var, eller hvor jeg gerne ville ende. Men det er vel også ungdommens velsignelse, at det er nok bare at have lyst til det. Man behøver ikke tænke så langt og have en plan med det.

Jeg lavede virkelig mange dårlige shows, og jeg kunne se i publikums øjne, at de syntes, jeg var dårlig. Surhed kan man tackle, medlidenhed er det værste. Men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle.

Jeg kunne ikke se andre alternativer end at blive stående på den scene. Og så en gang imellem ramte man den jo også lige bagi, måske uden at vide hvorfor, men så fik man det store adrenalinsus, og det kunne jeg leve højt på i flere måneder.

Jeg var ikke dum. Jeg kunne godt se, at jeg var dårlig og skulle blive bedre. Når jeg ser billedet, tænker jeg også på, at jeg stadig arbejder på at blive en bedre standupkomiker. Det er en lang rejse, og jeg har stadig en stor glæde ved det. Det er supersjovt at få en tanke om formiddagen, skrive på den i løbet af dagen og så dele den med et publikum om aftenen.

Det er nok det eneste, jeg ikke kan blive træt af efter mange år i branchen: At finde på. At få sat ord på en frustration eller vrede og få det vendt til noget humoristisk, det er lige så sjovt som for 20 år siden. Alt det andet giver ikke det samme kick længere.

11. I 2001 lavede jeg seks udgaver af ’Kissmeyer Basic’ på TV 2 Zulu sammen med Mikael Wulff og Christoffer Boe, som instruerede. I denne scene møder Mikael Wulff en robot spillet af mig. Wulff er en meget begavet komiker. Måske det tætteste, man kommer på en intellektuel i vores branche. Der er altid højt til loftet, når han arbejder. Hvis der er et eller andet professionelt problem, jeg bakser med, ringer jeg altid til ham.

12. Jeg var klædt ud som klokkeren fra Notre Dame på sidste skoledag. Det er min elskede Velo Solex, som jeg fik, da jeg var 12 år gammel. Jeg havde kørt på den i to dage, da jeg blev stoppet af politiet første gang.

Men jeg kørte videre og valgte mindre og mindre veje, så jeg ikke mødte nogen patruljevogne. Jeg kørte også bil nede på engen, da jeg var 12-13 år gammel. Jeg kører også godt bil som en konsekvens deraf.

13. Jeg boede i et bofællesskab i 90'erne. Her har jeg en trøje på med et æsel, fordi jeg havde vundet den til en æselaften på Din’s. Den var jeg stolt af. Jeg var langhåret på det tidspunkt, og det var pga. min lillebror. Mens jeg gik på dyrlægestudiet, tog han et par sabbatår, rejste rundt i verden og havde det pissesjovt.

Han gik rundt med sine sølvsmykker, han havde købt i Indien, sine læderbukser og sit lange hår, og han gik i byen og … altså flåede damer hjem. Imens sad jeg med de tykke lærebøger eller stod og skar i en selvdød schæferhund. På det tidspunkt her var jeg begyndt at komme ud i København og få nogle øl, og jeg ville også have langt hår.

Det arbejdede jeg intenst på, men det blev aldrig rigtig godt. Det blev sådan lidt som Jackson Five, fordi det voksede meget udad. Det endte med, at det blev en hårpisk, og så lignede jeg vel en, der boede på Falster og havde et hashmisbrug.

14. Da jeg var 18 år, rejste jeg rundt i Australien og havde det rigtig fint, men jeg måtte tage hjem, fordi jeg skulle ind i Beredskabsstyrelsen. Jeg havde trukket et lavt nummer på session. Jeg ville hellere have været militærnægter, men det skulle man være i ni måneder, så jeg valgte Beredskabsstyrelsen i seks måneder.

Jeg kom hjem fra Australien og blev kørt til Thisted af min far en kold vinterdag. Jeg var forbitret, allerede inden jeg startede, og jeg var en forfærdelig menig. Jeg gad jo ikke. Hver morgen skulle man binde et knob, man skulle fremvise, og ret hurtigt fik jeg for en kasse øl hyret en til at binde mine morgenknob.

I dag fortryder jeg det, for nu har jeg en båd, men kan ikke lave knob. Jeg fik hele tiden skideballer, fordi jeg sov for længe, kom for sent til vagterne, og mit udstyr blev væk. En dag glemte jeg at tage flaget ned, og det gav også en kæmpe skideballe.

Jeg lavede ikke noget decideret ulovligt – ikke noget, der blev opdaget i hvert fald. Jeg brød ind på kaptajnens kontor engang, men det blev ikke opdaget, at det var mig. Jeg var beruset og ville vist finde noget materiale, jeg kunne bruge imod ham.

På et tidspunkt gik der rygter om, at en dansk deling skulle sendes til Rumænien, tror jeg, det var, for at hjælpe i forbindelse med et jordskælv. En dag lød sirenen, og alle løb hen og stillede sig op. ”Nu skal vi have besked, om vi skal af sted,” tænkte vi.

Kaptajnen siger så: ”Vi har en alvorlig ting, vi skal tale om.” Vi rankede alle ryggen. Og så sagde han: ”Jeg ved ikke, om I har hørt det, men ledningen til telefonboksen er gået i stykker, og vi har mistanke om, at det er hærværk.” Der kollapsede jeg helt indvendig.

Det var det tætteste, jeg kom på en international mission. Nej, jeg havde intet med den ledning at gøre. Den havde været helt flosset i månedsvis, og da så telefonrøret af sig selv faldt af, skulle alle kaldes ind og stå ret.

Der gik flere år, før jeg kunne holde ud at komme til Thisted igen, så meget kedede jeg mig. Det blev næsten skabet, for der var ikke nogen, der var decideret onde mod mig. Jeg har det bare svært med autoriteter og nogle, der puster sig lidt op. Det var jo sådan nogle, jeg havde været vant til, man gjorde grin med derhjemme.

15. Det er første optagedag til ’Langt fra Las Vegas’ (vist første gang fra 2001-2003 på TV 2 Zulu, red.). Vi optog den ikke kronologisk, så denne scene, hvor jeg har halskrave på, hører hjemme i et senere afsnit, hvor min figur Kenny Nickelman, så vidt jeg husker, er kommet galt afsted på en skiferie.

Scenen her er med Katja Kean eller Sussi la Cour, som hun rigtigt hedder. Casper og mig var lidt anti-establishment. Ingen af os havde teater-baggrund, så vi ville også gerne finde vores kræfter uden for teatermiljøet, da vi skulle i gang med serien. Inden vi kontaktede hende, så vi en del af hendes film for at finde scener, hvor hun havde replikker.

Så vi sad sammen med vores producer – en pæn 55-årig akademikerdame, der røg cerutter – og så pornofilm. ”Hov, stop, spol tilbage, der var vist en replik der.” ”Njaa, hun har ryggen til, når hun siger det, det går ikke.” Der var meget få, og til sidst måtte vi bare sige: ”Vi tager chancen,” og så hyrede vi hende.

Vi syntes, der var noget rebelsk ved at tage en pornoskuespiller og gøre hende til en relativt sød, afdæmpet sekretær i serien. Og der var jo ingen af os, der kunne spille. Det var på et så lavt niveau, at vi vurderede, at Katja kunne falde ind i det uden den store skuespillererfaring, og det synes jeg også, hun gjorde.

’Mandrillen’ havde givet mig en vis selvtillid skuespillermæssigt, men det her var noget andet. Det var ikke noget med at tage en paryk på og lave en sjov stemme. Jeg fik et granatchok. Den første scene skulle vi indspille i Amaliehaven, og Jarl Friis-Mikkelsen var instruktør, men han instruerede meget lidt – muligvis af princip, muligvis fordi han ikke vidste, hvad han skulle sige.

Så han sagde bare: ”Værsgo,” og så gik Katja og jeg i gang med scenen. Det gik slet ikke. Jeg syntes, der kom underlige lyde ud af min mund. Da vi havde lavet scenen et par gange, sagde Jarl, at vi lige skulle have en pause. ”Frank, må jeg lige tale med dig?” sagde han, og så trak han mig om bag en busk lidt væk.

”Frank, er der et eller andet i Katjas spil, der gør, at du slet ikke fungerer? At du ikke kan udkomme?” ”Nej,” svarede jeg. Helt forvirret. ”Godt, så fortsætter vi,” sagde han. Det gjorde mig ikke mindre forvirret. Det var Jarls input. Vi har grinet meget af episoden siden hen – Jarl og jeg.

Generelt gælder det om at få nogle kilometer i benene som skuespiller, og vi blev mere og mere afslappede. Den ro alene gjorde, at vi blev bedre skuespillere, mens vi lavede serien.

I begyndelsen er bare det at stå foran et kamera og skulle præstere på kommando så stressende, at det æder næsten al ens energi. Det eneste, man tænker, er: ’Så, nu kører kameraet, du må ikke lave fejl’.

16. Tænk, at det engang var mit selling point: ’Danmarks grimmeste standupkomiker.’ Så er man da desperat for at få en profil. Det var en reklame for alle os, der ikke kunne få en kontrakt med FBI (bureauet Funny Business Inc, red.). Jeg startede et bureau sammen med bl.a. Anden og Mick Øgendahl.

17. Da jeg var barn, anlagde min far en tennisbane derhjemme. Den skulle have internationale mål. Det var meget vigtigt. At professionelle spillere også kunne bruge den. Alle, der kunne noget i min fars omgangskreds, murere og tømrere osv., blev sat i gang.

Jeg ved ikke, hvor mange trillebøre med rødgrus jeg kørte derned. Den blev brugt meget. Det var nogle fantastiske år. Men nogle af de lokale så banen som en decideret provokation.

Folk gik forbi ude på vejen og rystede på hovedet, da vi gik og anlagde den. Min far hyggede sig rigtig godt med den forargelse og forundring, den bane skabte. Det var helt sikkert en del af brændstoffet. I mit professionelle liv kan jeg godt genkende den barnlige glæde ved at skabe den forundring og forargelse.

I dag bor der nogle andre i huset, og desværre er banen der ikke mere. Jeg kørte forbi med min bror for nogle år siden, og den var groet helt til. Det var lidt deprimerende at se, så vi har ikke været der siden.

18. Som ung lavede jeg en gang imellem nogle iscenesatte billedserier sammen med mine venner. Her er forløbet: ’Konfirmand har fået fat i alkohol, drikker hjernen ud, og til sidst kaster han op.’ Så lavede vi en billedserie ud fra det. Vi syntes, det var rigtig sjovt, men jeg er lidt rystet over det kreative niveau, når jeg ser det i dag.

19. Jeg er meget stolt af den pris, jeg fik af Hus Forbi i 2012, fordi jeg havde været med i projektet Fixelancen, som skulle hjælpe narkomanerne på Vesterbro. Jeg deltog mere med arbejdstimer end med mit navn, for når en kendt person går med i et projekt, kan det være en fordel på de første meter, men det kan hurtigt komme til at virke letkøbt.

Der var nogle år, hvor jeg brugte meget tid på det projekt sammen med en læge, en jurist og de andre i gruppen, og det er noget af det, der har fyldt mig med størst glæde, fordi det har haft en blivende effekt for andre.

I dag har kommunen overtaget projektet, præcis som det var planen. De to fixelancer findes ikke mere, i stedet er der lavet stationære fixerum. Det er blevet nemmere at være stofbruger, og der er færre gener for beboerne i området.

Mit eget forhold til stoffer er, at en årlig joint er dejligt. Det kan jeg lige overskue, men hvis det er hårdere stoffer, har jeg altid været meget forsigtig. Jeg er bange for at sparke en dør ind til en sindslidelse, som jeg ved ligger i familien.

Man skal heller ikke bilde sig selv ind, at der er nogen fremdrift i stoffer, og at man kan kombinere det med arbejde. Det kan jeg konkludere, når jeg har set på andre mennesker, der har dyrket det.

20. Vi var til premiere på ’Klovn: The Movie’ i Austin, Texas i 2011. Det er med vilje, de har valgt at stave det ’Klown’ i USA. Jeg ved ikke hvorfor. Vi begyndte i New York, derefter tog vi til L.A., hvor Casper og jeg havde vores bedste aften nogensinde rent professionelt.

Filmen blev vist i det traditionsrige Silent Movie Theatre. Det var magisk. Der var Matt Groening, skaberen af ’The Simpsons’, og en masse andre kreative hot shots. At se Matt Groening, den der ret tykke mand, sidde og kaste sig frem og tilbage i stolen af grin … Siden har han også kåret ’Klovn’ til en af de tre eller fem bedste serier nogensinde.

Det er jo fantastisk at imponere kolleger, man respekterer. Det var en stor oplevelse, at vi havde lavet noget, der fungerede uden for Danmark, for herhjemme er der en masse historier forbundet til os: ”Nå ja, det var dem, der lavede ’Mandrillen’ og ’Langt fra Las Vegas’.” Og: ”Casper Christensen, det var ham, der blev skilt fra Iben Hjejle” osv.

Alt det var skåret væk, så de så filmen på filmens præmisser. Det var meget tilfredsstillende. Amerikanerne grinede de samme steder som danskerne, men lidt højere, når det handlede om noget homoseksuelt. Det med mandeflirt var allerede rigelig farligt, men da Casper gennemførte et homoseksuelt samleje, kunne de slet ikke være i deres krop. De skreg.

I Austin havde vi fuld presse fra morgen til aften. Der var rigtig mange journalister, fordi der er så mange bittesmå hjemmesider og blade. Vi var på en lang kanotur med pressekorpset, fordi vi er på kanotur i filmen. Så blev vi interviewet undervejs. Jeg kæntrede selvfølgelig med en af journalisterne.

Casper og mig har flere gange aflivet ’Klovn’. Fx var vi efter fjerde sæson 100 % sikre på, at vi ikke skulle lave flere afsnit. Så lavede jeg lidt standup, og Casper lavede radio. Så besluttede vi at lave et par sæsoner mere, og så var det i hvert fald slut. Derefter var jeg på turné med mit onemanshow.

Casper gik åbenbart og kedede sig i København og fik den idé, at vi skulle lave en ’Klovn’-film, men det var jeg meget imod. Jeg syntes, det var at drive rovdrift på noget godt, vi havde lavet, og jeg var ikke sikker på, vi kunne lave en film, der kunne matche serien.

Det har man jo set i mange andre tilfælde. Men jeg blev alligevel overbevist, fordi vi gerne ville i gang med at lave film, og så var det måske meget godt at starte med et univers, vi kendte i forvejen.

’Klovn’ har givet Casper og mig så meget godt igennem så mange år, og vi er meget taknemmelige. Vi kommer ikke til at lave noget med ’Klovn’ hvert eller hvert andet år, men vi vil blive ved med at vende tilbage til det.

Der vil komme flere film, og måske også flere sæsoner af serien, fordi vi har det så sjovt med det. Samtidig er der noget selvterapeutisk over det, for hver gang vi laver noget med ’Klovn’, er det et slags øjebliksbillede af vores eget liv, selv om det er i en forvrænget form … gudskelov.

Styling: Frederik Lentz Andersen, Fotoassistent: Atli Alfredsson, Grooming: Mads Stig, Modeassistent: Siri Edit Andersson, Tak til: Vedbæk Garden, Harmonikaeksperten.dk og Danguitar

LÆS OGSÅ:Klovn vender tilbage med sæson 7

LÆS OGSÅ: Nu er traileren til Casper Christensen og Frank Hvams nye film her

LÆS OGSÅ: Hans første job som komiker var til en rocker-julefrokost: ”Stripperne slikkede risalamande af hinanden, og så var jeg på”

Se, hvad vi ellers skriver om: Frank Hvam og Klovn